Vejen til Santiago.

Dag 31. Arzúa - Pedrouzu. 18,8 km.

Torsdag 18.09.03
Op lidt i syv. Ud at kigge på vejret. Stjerneklart. Pakke og så hen til baren til morgenmad. Hva' så? - Planen for dagens tur blev diskuteret. Enten en kort, på knap 19 km til Pedrouzo, eller en lang på godt 30 til det store refugie i Monte do Gozo. Derfra er der så kun lige 5 km til Santiago.!?

- Vi valgte den korte tur til Pedrouzo i dag. Så vil det passe med 20 km til Santiago i morgen. Så det store refugie bliver sprunget over.

Dagens tur startede så først ved 8.30 tiden. Stille og roligt gik det derud ad i den smukke morgen. Køligt, kun 12 grader.

Både foran og bagved, pilgrimme der bevægede sig afsted som silhuetter i morgendisen. En vis ydmyghed prægede stemningen. Så tæt på Santiago.

Knap så kuperet som de foregående dage, men ellers samme type landskab. Egeskov, åbent land med landbrug, små samfund og landsbyer og eucalyptos skove.

Det var som der var blæst til samling på en bar i landsbyen Calle. Her var de alle. Det var godt nok også det eneste sted der havde været på den 11 km lange tur til Salceda.

På de sidste 8 km var terrænet igen meget bakket. Solen havde fået magt og bagte godt. På en bakke var en fyr helt nede i slæbegear. Vi andre svedte bare. I Santa Irene, 3 km før Pedrouzo, ligger et refugie. Så meget hyggeligt ud.

Op til den store landevej, der er ret befærdet. Caminoen skiller her. Hvis Pedrouzo springes over fortsættes over landevejen og ind i calyptos skoven på den anden side, ellers fortsættes ind til byen ad landevejen.

Refugiet ligger lidt tilbagetrukket men ud til landevejen. Udenfor refugiet sad der allerede en masse og ventede på at det åbnede kl 14. Også nogle af de kendte. En rimelig ny bygning, ser meget pænt ud, men som de fleste her i Galicien er det både nusset og lidt beskidt. Masse skriveri på vægge og døre. For mange 'små' spanske drenge, der tager de sidste 100 km som en fiesta - og de dårlige fødder og evt tømmermænd følger med.

En del snak om dette mellem de af os, der har gået mere eller mindre hele turen. Den 'rigtige' camino ånd er infiltreret af for meget 'turismos'. Ikke kun pga de unge spaniere, men også mange voksnes adfærd. Som f.eks. gruppen af aldrende franskmænd, der får kørt rygsækkende og kun vandrer med 'madkasser' på ryggen og tilmed fniser lidt hånligt af den døvstumme japanerinde som dårligt kan gå, men bærer på en stor rygsæk. Som min vandrefælle sagde: "Hvis jeg skal gå caminoen igen dropper jeg Galicien".

Også denne aften en opløftet stemning hos de unge med øl, vin og røg. Nu ikke noget der generede os som sådan - vi kommer fra Nørrebro - de var flinke nok, men det virkede bare 'forkert'.