Vejen til Santiago.

Dag 30. Palas de Rei - Arzúa. 26,8 km.

Onsdag 17.09.03
Knirken og knagen og småsnakken, mens lys fra lygter farede hid og did. Kl 6.30. Det var ikke alle der styrede pakkeriet. Nogle franskmænd brugte hele gulvet til indholdet fra rygsækken. Det var dem der havde vækket os. Nå, op og gøre klar. En halv time efter stod vi ude foran refugiet klar til dagens tur. Derude stod franskmændene og spiste morgenmad. - Kunne de ikke have spist først og siden pakket? Nå, skidt. Af sted.

Temperaturen inde i byen ca 20 grader, lunt og lækkert. Det er stadig mørkt og stjerneklart. Ingen af de steder vi havde udset til morgenmad holdt ord, så det var afsted på tom mave.

Udenfor byen faldt graderne drastisk til ca det halve. Ski' koldt. Brugte lygterne til at finde vej ad stien der gik gennem skov. På det åbne land hang tågedisen.

Efterhånden som solen kom frem blev det lunere. Efter godt 9 km dukkede der endelig et sted op, der også tilbød rigtig kaffe. Et tyskejet sted, med mutter selv ved disken. Hyggeligt. - Kaffen noget tynd - må være oven på alt det spanske.

Turen i dag er gået gennem smukke kuperede landskaber. Igen meget skov med egetræer. Hedeagtige landskaber med lyng i mange forskellige farver.

Pludselig gik vi i en eucalyptos skov. Kæmpe træer. Jeg anede ikke at de fandtes andre steder end i Australien og da slet ikke her. Overraskende.

Efter 15 km dukkede Melide op. En lidt større og vigtig by med flere kirker. Meget pæn. Her er et stort refugie og flere hostals.

Stadig meget kuperet. Op og ned ad bakke. Grønt og frodigt. Sådan gik de næste 10-11 km. Der blev pauset og tanket op i flere af de små flækker vi kom igennem. Det nåede at blive meget varmt inden Arzúa.

Vi var fremme ved refugiet ved 15.30 tiden. Refugiet her er ikke så stort og køjerne var optaget, så det blev til en nat på madrasser på gulvet. Det var okay. Der var kun 2 madrasser tilbage efter os. Hvis der kommer mange åbner de en sportshal oppe i byen.

Efter indkvarteringen gik vi ud for at spise og drikke en øl. Tilbage på refugiet blev der badet - i koldt vand. Refugiet lukkede og slukkede kl 22, men det var mere symbolsk, for der var mange, der kom meget senere ind ved at planke den. Men det var også en dejlig aften i en hyggelig lille by.

Det er efterhånden nogle dage siden vi har set kendte ansigter. Nogle få, men mange er blevet væk. Måske foran os, måske bagved? Der er så godt nok kommet nogle nye til, der kun går den korte distance. De er imponeret over at vi har gået så langt uden at have problemer med ben og fødder, hvilket adskillige af de nye allerede havde.