Vejen til Santiago.

Dag 6. Estella - Los Arcos. 21,3 km.

Søndag 24.08.03
Uro fra folks pakken allerede ved 5 tiden. Op kl 5.30 og gik ud på gaden, røg en smøg kiggede på vejret og så de første drage afsted i mørket. Morgenmad. Udmærket morgenmad - man bliver jo nøjsom. Kaffe og nogle kiksagtige toasts, marmelade og honning. Bagefter pakning i fred og ro.

Vi startede kl 7. Efter 2,1 km, ved den lille by Ayegui, delte caminoen sig. Den ene vej, en lille detour, gik til Monasterio de Irache. Et kloster med vindyrkning. Man har her installeret en “Fuente del Vino” der springer med vin i stedet for vand til glæde for pilgrimme.

Den anden vej, som de fleste valgte, er mere direkte og frister ikke en til at drikke vin tidligt om morgenen. Den går til byen Villamayor de Monjardin, der ligger ca 5 km væk. Derfra er der ca 15 km til Los Arcos uden nogen mindre byer.

Vore australske venner dukkede pludselig op. De havde taget detouren til klostret og smagt på vinen.

Gennem et flot landskab med udsigt til bjergene. En del af vejen langs vin marker. Vi nærmer os Rioja. Over de første 8 km gik det godt 250 m svedigt opad, ikke noget særligt, hvis det ikke var for varmen. På de sidste 13 km faldt det tilsvarende. Vi holdt en del pauser undervejs, hvor der kunne findes lidt skygge.

Ved starten i morges var der ca 20 grader og næsten ingen skyer, så solen blev en tro følgesvend og temperaturen røg ret hurtigt op på 30 grader.

Solen brændte stadig fra en skyfri himmel da vi nåede Los Arcos ved halv et tiden. Der er 3 refugier i byen. Vi havde valgt et, der ligger på vej ud af byen - fortsættelsen af caminoen. 3 euro.

Vi fik de første senge i en sovesal, der i skrivende stund snart er næsten fyldt. Mange kendte ansigter. Brasilienerne, italieneren, det spanske ægtepar og de unge spaniere.

Bad og tøjvask, mens der er plads. Derefter til byen for at proviantere. Vi ville lave mad på trangiaen i aften.

Vi drak vores vel fortjente øl på en bar. På vej tilbage til refugiet blev det pludselig regn og torden, så det var hastige skridt for at redde tørretøjet. Uvejret rumlede rundt et par timer inden det var slut og tøjet hængt ud igen.

I et sandt kaos af mennesker, mad, potter og pander, lykkedes det ved 20 tiden, at få lavet noget mad, som vi satte os udenfor for at spise.

Tænkte, at det næsten ikke var det kaos værd selv at stå for maden. Det fik mig gjort stresset. En god grund til at gå ud at spise.