Din vej > Start > Caminoen > Dagbogen > Dag 5

Vejen til Santiago.

Dag 5. Puente la Reina - Estella. 22 km.

Refugiet Padres Repavadores i Puente la Reina
Foto: Refugiet Padres Repavadores i Puente la Reina tidlig morgen.

Lørdag 23.08.03
Som sædvanligt var de første oppe og ude af døren allerede før klokken var 6. Stod selv op 6.30 og gjorde klar.

Der var et køkken, så vi kunne lave kaffe. Vi drak den udenfor og spiste youghurt som morgenmad. Vejret var let skyet og temperaturen allerede ca 21 grader. Af sted vi drog kl 7.30.

Hilste på australierne, der havde overnattet på et andet refugie lige ved broen. På vej ud af byen passerede vi et kloster, hvorfra der stømmede korsang ud. - "Angels singing", som det blev kommenteret.

Lorca forude
Foto: Lorca forude efter et par timers vandring.

Meget kuperet terræn de første ca 8 km. Op og ned ad småstier og de to første byer, Mañeru efter ca 4,5 km og Cirauqui efter yderligere 3 km, kunne ikke byde på hverken vådt eller tørt. Først efter godt 13 km, lige uden for byen Lorca, fik vi endelig noget at spise og drikke.

Solen var kommet frem af disen og temperaturen var nu tæt på 30 grader. Det var blevet rigtig hot hot og min venstre skulder var begyndt at gøre ondt.

I Villatuerte blev der tanket op inden det sidste stræk på 4 km under den hede sol mod Estella. Vi ankom trætte og svedige kl 13.45 og fandt refugiet lige indenfor i byen. Det kostede 4 euro pr person og 7 euro med morgenmad. Snuppede den med, det jo er søndag i morgen og chancerne for anden morgenmad er sikkert begrænset. Støvlerne skulle blive stående nede i hallen.

Refugiet i Estella
Foto: Refugiet i Estella.

Vi fik overkøje på 2. etage. Et rum med mange senge, der står meget tæt. Flere af de pilgrimme der var tidligt oppe i morges lå nu og knaldede brikker.

Der var kun 2 bade på 2. etage og mange ventede på at komme til, så vi gik i stedet en tur i byen for at få en velfortjent øl. Det lykkedes trods siestaen, som tages alvorligt. Tilbage på refugiet lykkedes det også at få badet og at få vasket et par t-shirts.

Australerne og vore 2 unge spanske bekendte var ankommet. Flere pilgrimme, kendte og ukendte, dukkede op sidst på eftermiddagen. Fuldstændig udmattede efter turen under den hede sol. Men nu var der ikke flere pladser ledige på refugiet og de blev sendt videre til et andet refugie. Føler med dem, der nu må vandre videre og håbe på plads i det andet refugie.

Hospital Peregrinos i Estella
Foto: Hospital Peregrinos i Estella.

Vi sidder udenfor og drikker kaffe, skriver og læser. Temperaturen kl 18 var 32 grader.

Ingen pilgrimsmenu til aften, i stedet frekventerede vi en kinesisk restaurant - og betalte for det.

En lille aftensnak med australerne udenfor i den varme aften inden vi krøb til køjs. Lyset blev slukket kl 22.05.

Tilbage
Op
Videre
Aug/sep 2003 - Redigeret/opdateret april 2015
Eksterne links, del og like: