Vejen til Santiago.

Dag 28. Sarria - Portomarin. 23 km.

Mandag 15.09.03
Op kl 7. Pakke i mørke, mange lå stadig og sov. Vandreklunset får en dag mere. Fik ikke vasket i går.

Morgenmaden blev indtaget på baren overfor refugiet. 2 store kaffe og tostados.

På posthuset for at hente poste restante pakken og så ellers af sted. Klokken var lidt i 9.

Op ad bakke og ned ad bakke, så var vi ude af byen. Morgendisen hang inde over byen.

Sti gennem gammel egeskov de 4,3 km til Barbadelo. Hyggeligt. Forbi refugiet og ca 7 km deruda' mod Brea.

Stadig sti omkranset af skiftevis skov og marker. Mange gamle egetræer. På steder er stien en tunnel i gennem det grønne. En markant lugt af gylle har været et mindre behageligt indslag på en del af turen.

Kort før Brea lå nogle få huse, hvoraf et var en café. Kaffe pause.

Lige efter byen passeres en milepæl, bogstavelig talt, nemlig 100 km stenen. 674 km er tilbagelagt, 100 km tilbage... Det blev der funderet lidt over.

Knap 2 km til Ferreiros, hvor et refugie næsten er det eneste indslag.

2 km mere og en lille klynge huse dukkede op. Rozas. Hvis det ikke havde været den stærke lugt af gødning fra staldene, havde jeg ikke lagt mærke til byen.

Videre 5 km mod Vilachá, først på landevej så igen en sti omkranset af stengærder. Udsigt til marker og skove. Hvis det ikke var for bjergene, kunne det godt ligne noget Morten Koch Danmark. Gamle egetræer langs gærderne. Skyggefuldt, dejligt. 28 grader.

Efter Vialachá, kun små 2 km til Portomarin. Kl er 14 og det er varmt nu, 32 grader, men det lufter og føles ikke så kvælende som forleden.

En 300 m lang stejl bakke - nedad - ved indgangen til Portomarin. En lang bro over søen med den oversvømmede by.

Portomarin er en ny by, bygget da den gamle blev oversvømmet efter dæmningsbyggeri. Kun kirken stammer fra den gamle by. Den blev splittet ad sten for sten og siden genopført.

Det kneb med at finde refugiet. Flere end vi søgte rundt i kvarteret. Ingen tydelig skiltning. Der blev ikke ligefrem reklameret.

Det lykkedes at finde refugiet forenden af byens hovedgade forbi den genopførte kirke.

Kan nu godt forstå, at der ikke blev reklameret. Ikke værd at skrive hjem om. Snusket og beskidt og ingen opsyn. Tæt pakket med senge. Kun 2 brusekabiner.

40 senge og der kan åbnes til 96 mere i en tilbygning står der i den røde bog. Tror det er tilbygningen vi er i for hovedbygningen er ved at blive revet ned.

En flok højrystede og kåde unge spaniere gjorde ikke indtrykket bedre og mange, der kom efter os, vendte om og valgte i stedet et hostal, som der en del af i byen. Vi var tæt på at gøre det samme, men ville spare pengene til Santiago.

Flere af de kendte ansigter fra de sidste dage er her og også japanerne og danskerne trodser forholdene. Vi var ankommet ved 14.30 tiden, så det var ud at få lidt at spise og drikke en øl.

Der var ikke til at være på refugiet, så bortset fra overvågning af mobilen, mens den blev opladet, opholdt vi os i byen. Spiste en 'menu del dia', ikke var værd at skrive om, og krøb til køjs på refugiet kl 22.