Vejen til Santiago.

Dag 13. Rabé de las Calzedas - Castrojeric. 28,5 km.

Søndag 31.08.03
Op 6.30 ingen morgen uro. Ud for at kigge på vejret og for at ryge. Morgenmaden var ikke klar kl 7. Tror at Manuel og kæresten har sovet over sig. Snart sad vi dog bænket 5 mennesker ved morgenbordet og fik rigtig kaffe og en slags tostados fra pakke. Nell, Helga, en tysk kvinde og lidt senere også hendes mand. Sad og snakkede hyggeligt til klokken var næsten 8. Vi havde allerede pakket, så vi var klar til at gå.

Vinden havde vendt 180 grader i løbet af natten og kom nu fra øst. Det var da en forandring. Ikke mere modvind. Til gengæld stadig ret kraftig vind og temperaturen kun ca 16 grader.

Så gik det ellers derud ad på mesetaens begyndelse. Efter 8 km nåede vi til Hornillos. Kaffe. Det skulle ellers ikke have været muligt at købe noget i denne by, iflg bøgerne, men det var faktisk muligt at købe lidt af hvert på den bar, hvor vi slog os ned.

Vinden tog noget af, men stadig meget overskyet. Engang imellem kiggede solen dog frem og temperaturen steg straks til 22-23 grader.

Gik ad skiftevis et stenet hjulspor og en tynd smal sti. Opad bakke og ned igen. Ikke særlig fladt - endnu. Solsikkerne på markerne her omkring havde fået manicure. Sjov ide.

Bag en bakke dukkede Hontanas op nede i en dal. Det var denne by, hvor den røde bog advarede enlige kvinder mod en af byens 2 barer. Det må have været den første. Gik ind for at få noget at drikke, men forlod hurtigt stedet igen. Det var godt nok for gustent.

Videre gennem byen. Passerede refugiet, der umiddelbart så ok ud, inden den anden bar i byens udkant. Her skulle også være en swimmingpool, hvis man havde lyst til en svaler. Der var en pool, men ingen vand, kun det der et øjeblik efter kom væltende ned fra oven.

Nåede lige at komme i tørvejr på en trøstesløs bar, fyldt med mennesker i søndagstøj, flest mænd, der nu ikke tog den store notits af os. Endnu et lidt gustent sted. Skred lige så hurtigt vi var kommet efter et par colaer. På med ponchoerne og så af sted.

Landskabet havde ændret sig. Vi gik nu på siden af et lille bjerg med landevejen lidt længere nede. Slut med regn og solen skinnede. Af med ponchoerne.

Kort før Castrojeriz passerede vi en ruin - Convento de San Anton. Her ligger også et primitivt refugie.

Ad landevejen nærmede vi os Castrojeric, som ligger på sydsiden af en karakteristisk knold med en borg på toppen, 900 m oppe. Foran os gik de to japanere med store rygsække.

Turen gennem byen til det ene af 2 refugier var godt nok lang. 1½ km sådan ca.

Kl 16 indkvartering på et refugie, der blev drevet af frivillige. (Belgiske vist nok). Betalingen var frivillig donation.

Her er meget hyggeligt, men lidt primitivt. På vores etage er der kun et bad og toilet - og i samme rum - der tilmed ikke kan låses.

Begge har vi lidt ømme ben, men ikke noget særligt. Skulderen har fået stokke massage undervejs og er bedre.

Med et kig på morgendagens rute kunne vi konstatere, at snart halvdelen af caminoen er overstået. Vil formentlig ske på tirsdag.

Det er igen blevet overskyet og det drypper lidt foroven en gang imellem og temperaturen er kun 20 grader. Vi travede lidt rundt i denne underlige aflange by i flere etager. Fandt også det andet refugie lidt oppe i byen. Hvis vi ikke var gået nedad da vi ankom til byen, var vi stødt ind i det andet refugie noget tidligere. Det så meget hyggeligt ud. Nå, vi skulle jo bare sove.

Overfor refugiet lå en bar/restaurant, hvor en aftenmenu blev indtaget for 6 Euro. Ikke noget særligt. Tynde skiver røget skinke eller lign med fritter og salat, youghurt og frugt til dessert. Nå, det mættede trods alt.

Senere blev baren igen taget i brug til læsning og skrivning over en kaffe inden vi tørnede ind kl 22. Det er svært at få tiden til at gå...