Din vej > Start > Caminoen > Dagbogen > Dag 2

Vejen til Santiago.

Dag 2. Roncesvalles - Zubiri. 22 km.

Onsdag 20.08.03
Vores vandring startede tidligt. Lyset blev tændt i salen kl 6 - næsten alle var vågne og en del allerede færdige med at pakke, så det var bare at komme afsted. Det var diset udenfor, 17 grader og mørkt. Benene havde det fint.

Vejen ligger åben
Foto: Vejen ligger åben.

Af sted i mørket, men som det begyndte at lysne kunne man se de tunge skyer hænge over bjergtoppene. Det klarede dog noget op i løbet af dagen.

Efter 3 km dukkede den første lille by op, men desværre var alt lukket. Efter yderligere 4 km en anden lille by, hvor vi fik købt brød, youghurt, juice og kaffe.

Vi holdt små pauser undervejs med mad, kaffe og røg. Efter nok 4-5 km gennem endnu en lille by, hvor vi frekventerede en bar og fik hældt mere kaffe på.

Vandrede videre gennem blandet landskab ad stier, grusveje og småveje de sidste godt 10 km til Zubiri.

I Zubiri var alle refugiets pladser optaget på nær en, da vi dukkede op ved 14 tiden. Problem! Mangler mit liggeunderlag nu, der ligger og venter hos posten i Pamplona. Hvad gør vi så?

Broen til Zubiri
Foto: Broen til Zubiri.

Vi snakkede om at gå videre til næste by, Larrasoaña, der ligger kun små 5 km væk, men var bange for at samme problem ville møde os der.

Der er nemlig kommet mange folk efter os og nogle er gået videre. Der er et hotel i byen, men med priser fra 48 Euro er det helt udelukket - og heller ikke i 'ånden'.

Jeg endte med at låne et liggeunderlag af et ældre australsk ægtepar, som vi var faldet i snak med. De mange, der var ankommet efter os, gjorde sig det mageligt i en gymnastik sal, der var åbnet ved siden af.

Kl 18.30 kom nogle kvinder, der havde med refugiet at gøre. Fik stemplet passene og betalte 6 euro hver for overnatningen.

Refugiet er kedeligt og Zubiri er en absolut kedelig by. Ærgrede os over, at vi ikke var fortsat 5½ km til Larrasoaña.

Vi fandt et sted at spise og fik en menu for 9 Euro. Maden var ok, men så heller ikke mere. Købte youghurt til morgenmaden og mere vand inden vi ved 21 tiden var tilbage på refugiet og gjorde klar til natten. Fik kradset dagens vigtigste detaljer ned i notesbogen inden lyset slukkede...

Tilbage
Op
Videre
Aug/sep 2003 - Redigeret/opdateret april 2015
Eksterne links, del og like: