Vejen til Santiago.

Dag 9. Nájera - Santo Domingo de la Calzada. 20,8 km.

Onsdag 27.08.03
Sov helt til 6... ingen der startede tidlig. Nå, det var jo også en kortere distance i dag. Refugiet gav morgenmad og kaffe. Jeg snuppede en lille painkiller for min skulder, der nok er bedre lige nu, men... Kl 6.45 startede vi ud på dagens etape. Temperaturen 20 grader. Opad i starten ad en bred sti omkranset af hovedsagelig vin.

Byen Azofra dukkede op efter 6 km. 'Cafe solo largo' på en bar. Købte bocadillos med jamon, til den videre færd.

Efter Azofra var det mest høstede kornmarker og forskelligt grønt, måske roer, der prydede landskabet. Temperaturen allerede 30 grader.

Kort før byen Cirueña efter yderligere 9 km, blev caminoen ledt uden om et stort område med nyanlagte golfbaner og noget byggeri, hvad der må forventes at blive til golfhoteller.

Kom heller ikke ind i byen, caminoen drejede af lige før. Hmm. Havde håbet på lidt skygge. Der var ikke rigtig noget i nærheden. Et ensomt træ kort før, lagde skygge til 2 andre pilgrimme.

Kort efter blev der holdt en lille pause midt i solen. Spiste bocadilloen. Pilgrimmens og vandringsmandens foretrukne spise...

Kors, hvor er den dog tør! Har de ikke hørt om smør? Skyllet ned med ananasjuice. Temperaturen i solen er nu 47 grader.

Vi nåede Santo Domingo allerede kl 13.30 og jeg glædede mig til at komme af med rygsækken. Skulderen gør ondt. Det første refugie viste sig at være fyldt allerede. 'Completo' forkyndte en nonne, der sad i et glasbur i porten.

Vi fik anvist det næste, der lå kun godt 100 meter længere nede ad gaden. Det viste sig at være yderst charmerende.

Ingen køjesenge, no bunkbeds, men 4 senge i en lille afskærmet bås under det skrå tag.

Vi badede og vaskede tøj, mens flere af de kendte dukkede op også brasserne, som vanen tro omgående gik døde, eller måske holdt de bare siesta..? Italieneren, som vi snart har hilst så mange gange på, hver gang vi eller han holder pause, er ikke kommet.

På med sandalerne og ud i byen. Vi havde besluttet at lette vores vægt ved at sende trangiaen hjem igen. Havde ikke haft brug for den som forventet, så vi traskede af sted til posthuset, der imidlertid lukkede kl 14.30. Så må det blive i morgen tidlig inden afgang. De åbner 8.30.

Der ligger meget passende et lille torv lige udenfor refugiet, så der blev den kølige indtaget sammen med lidt oliven.

Med mindre man vil ligge og koge ligesom brasserne, er der ikke meget andet at foretage sig end at drysse rundt og kigge på den by man besøger. Santo Domingo de la Calzada er en flot by, der åbenbart også bliver besøgt af mange omrejsende turister, også danskere, for pludselig hørtes danske stemmer. Det var længe siden vi havde hørt andet end spansk og engelsk...

Ingen pilgrimsmenu, men et lettere aftensmåltid på en restaurant, hvor vi også kan spise morgenmad i morgen, da de åbner tidligt. Godt at vide.

Tilbage på refugiet og til ro kl 22... Så begyndte trommer at dunke ud i natten. African drums. Der var et eller andet sengalesisk ballet kompagni på besøg og al underholdning starter først ved 22 tiden - når refugierne lukker.

Måske det er meget godt... Man kunne sikkert sagtens blive grebet af stemningen sådan en lun aften, en øl eller to - med de konsekvenser det måtte have for næste dags vandring... zzz