Kate og jeg fulgte det gamle muldyrspor gennem et lille stykke skov efter at have lavet ordentlige markeringer ved vejen. Vi kom fri af bevoksningen og havde nu en flot udsigt ned til dalen og ruinerne af kirken. Englen Gabriels Kirke, Alakilise. Næsten nede af skråningen blev sporet til mange og lidt diffust, men alle førte ned til dalen ved ruinerne.

Foto: Udsigt til ruinen af Englen Gabriels Kirke. Alakilise.

Foto: Ruinen af Englen Gabriels Kirke. Alakilise.

Kun en mur fra kirkeskibet står stadig, men den og de mange sten der ligger spredt omkring vidner om, at det har været en anselig bygning. Der er intet der tyder på, at der har været verdslige bygninger i området, så kirken har sikkert været en klosterlig stiftelse. Den var i al fald meget kendt som mål for pilgrimsejser, et tilflugtssted i ensomheden.

Stumper af smukt udskårede friser i forskellige størrelser ligger overalt omkring ruinen. Kirken dateres til det 6. århundrede og blev repareret efter et arabisk togt i år 812. På et tidspunkt var den kendt for sine klare farvede freskoer, som gav kirken sit navn. Alakilise betyder 'multifarvet kirke'.

Foto: Ved ruinen af Englen Gabriels Kirke Alakilise.

Foto: Ruinen af Englen Gabriels Kirke. Alakilise.

Da vi forlod ruinen og fortsatte ind i dalen blev vi modtaget af glammende hunde og en hyrde der råbende kom springende efter. Vores to firbenede venner var bestemt ikke velkomne og Kate måtte give dem snor på. Hyrden fik dæmpet sine hunde og bød os velkommen. Han og Kate fik en længere sludder og hun fortalte mig, at hyrden troede hun var død, fordi det var længe siden hun havde været der sidst.

Hyrde familier på disse arealer er beslægtede og følger et årligt mønster når de flytter rundt i disse store arealer og højder. Hver familie ved præcis, hvor en anden vil være på et givent tidspunkt. Hyrderne ejer de jorder de bevæger sig på og familien her har en flok på 1000 geder, mange høns, æsler og køer, plus hunde. Geder og køer bliver malket for at lave ost, som bliver sendt til markedet og flokken bliver klippet og håret solgt.

Foto: Alakilise. Hyrdernes muldyr.

Foto: Vores camp ved Alakilise bliver klargjort.

Nu til dags er det meget få kvinder der spinder deres eget garn og har egen væv, men de laver stadig youghurt, ost og brød og bortset fra grøntsager, mel, sukker og te er familierne selvforsynende. Mændene er meget ivrige jægere og Kate fortalte, at teltvæggene nærmest er udsmykkede med våben, og mændene hævder at der stadig findes ulve og vildsvin i skovene.

Vores fortrop var påbegyndt etableringen af vores camp ikke langt fra hyrdernes hytte. Det var lidt af en opgave at rense for sten så der var plads til teltene. Til gengæld ville vi komme til at ligge blødt, da der lå gedelorte overalt... Teltene nåede at blive rejst inden mørket faldt på og der blev fokus på madlavning. Det var igen Terry der tryllede under de primitive forhold og frembragte et godt måltid.

Foto: Alakilise. Efe og en af hyrderne.

Foto: Alakilise. Sidste måltid med way-mark gruppen.

Det var blevet køligt og vi andre lavede et bål. Maden blev indtaget ved varmen fra bålet. Tami stod for desserten, som skulle have været budding, men som i kølvandet på udviklingen til en mærkelig substans, blev kaldt alt muligt andet til stor moro for alle. Efter kaffe og te krøb vi alle til køjs under stjernehimlen. Det var vores sidste nat sammen med way-mark teamet. I morgen var det tilbage til Fethiye.

Til næste side eller til top