|
|
Du er her > Start > Spanien > Gran Canaria > Vandreture fra midtøen > La Culata-Tejeda
Vandring på Gran Canaria. Vandreture fra øens midte.
La Culata - Tejeda.
Cruz de Tejeda - La Culata - Tejeda.
Distance: 4 - 5 timer, alt efter temperament. Ca 9 km. Grad: 3, udfordrende. På grusveje, stier og landevej. Der passeres steder, hvor stien er smal og der er langt ned, hvis man ikke kan lide højder. Sporet ned til La Culata kan være lidt svært at finde. Op / ned: Ca 280 m / 700 m. Udstyr: Godt fodtøj. Vandrestøvler. Der kan købes mad og drikke et par steder, men der holdes siesta og det er altid klogt at medbringe lidt forsyninger af føde og vand.
|
|
Foto: Gran Canaria. Starten på dagens rute.
|
Til og fra: Fra Las Palmas bus 303 til San Mateo. Bus 18 videre til Cruz de Tejeda. Samme vej retur.
Turen starter på stien opad til højre for restauranten set fra korset. Den fører mod syd. Det er turens egentlige opstigning her og efter et par hundrede meter flader det ud. Stien fører nu nedenfor et stengærde. Lidt højere oppe et hegn. Privado! Her er en flot udsigt over dalen med landevejen der snor sig i landskabet og bjergkæderne i baggrunden.
Vi kommer til et hus og stien bliver nu til en grusvej omend det er lidt svært at se, hvor vejen er, da hele området er dækket af de samme småsten. Det går lidt nedad og så anes der et spor i gruset, der drejer mod højre og holder niveau. Fortsættes af grusvejen kommer man ned til en landevej.
Foto: Gran Canaria. Tilbage kig på Cruz de Tejeda.
|
|
Vi fortsatte ad det lidt utydelige spor på vestsiden af højdedraget med retning mod en lille top. I disen vest på anes El Teide på naboøen Tenerife.
Stien begynder at gå nedad mod landevejen. Små løse sten gør at der skal passes på, mens der bremses nedad.
Sporet følger landevejen et lille stykke og kort efter når vi til 'Mirador de Becerra' efter ca 1½ time incl pause.
|
Et udkigspunkt, med parkeringsplads og i en bygning kort derfra er der restaurant, café og info center. Udsigten er fantastisk. Et lille stykke endnu fortsætter vi ad landevejen, men følger så et spor der går lige ud, da vejen slår et skarpt drej til venstre. Der er et hul i stengærdet og stien fortsætter tydeligt på den anden side. Der er tale om et stykke 'Camino Real' der fører ud til kanten af klippen og derefter snor sig lidt nedad.
Alternativt kan man følge vejen rundt i svinget, fortsætte ad denne og noget senere finde et spor der går mod øst til 'Cueva Grande'.
Derfra videre nordøst ned til landsbyen Las Lagunetas, der ligger på landevejen mellem San Mateo og Cruz de Tejeda.
Tilbage til vores spor, der er et stykke imponerende vandretur på siden af bjergmassivet med en aldeles fortræffelig udsigt.
|
|
Foto: Gran Canaria. Udsigt fra Cruz de Tejeda - og jo, det er Roque Nublo i baggrunden.
|
Her holder vi nogle gode pauser for at nyde udsigten. Solen bager og vi går i læ siden så der er godt varmt.
Sporet følger klippe fremspringende og hvert nyt sving viser nye fantastiske syn.
Foto: Gran Canaria. Et stykke 'Camino Real'.
|
|
Det har gået jævnt nedad siden landevejen. Vi er nået til en stor kløft og sporet tager et ordentlig drej ind i kløften og fortsætter ind mod bunden og derefter på den anden side.
Da vi svinger ud af kløften nærmer vi os La Culata og kan se de hvide huse noget længere nede. Der er stadig en pæn bid endnu, men vi kom snart ud ved et hus med et stykke 'rigtig' vej, der fører videre ned.
|
Vejen deler sig kort efter. Man kan selvfølgelig følge vejen ind til byen, men det er noget ad en omvej. Vi fulgte det stykke vej, der gik til højre ud mod en lille klynge huse, hvor vi ledte efter sporet, der angiveligt skulle føre direkte ned til bunden af landsbyen. Vi fandt det og troede os på rette vej, men kom kun en hylde længere ned til et nyt stykke vej. Vi valgte igen at gå til højre, men vejen endte blindt. Tilbage igen. Vi måtte spørge om vej.
Det viste sig, at vi havde overset en lille sti, der gik til venstre væk fra vejen. Stien lå lige efter nogle huse, hvor gaden var overdækket af nogle net.
Nu var vi på rette vej. Ned mellem husene på hylderne og snart var vi ved byens kirke, hvor også bussen kører fra - når den altså kommer til byen.
Tæt ved det sted, hvor vi kom ned fører et skiltemærket spor op til 'Cruz de Timagada' ca 1600 m.o.h.
|
|
Foto: Gran Canaria. Fra La Culata til Tejeda.
|
Det er den karakteristiske knold, der stikker op fra bjergene og kan ses langt fra.
Fra La Culata fulgtes vi med landevejen en km eller lign. En sti fører ned fra vejen i et af svingene. For første gang på turen er der en afmærkning. Et par pile skåret i træ viser stien. Resten af sporet er med jævne mellemrum mærket med pile og det er en fin sti at gå på.
Foto: Gran Canaria. Fra La Culata til Tejeda.
|
|
Vi ender i bunden af en lille kløft, hvor sporet løber ud i en grusvej. Vi følger denne det sidte stykke ud til landevejen, der skal gåes den sidste 1½ km ind til Tejeda.
Fra Tedeja kører bussen kl 17.15 og vi er der kun lidt før tiden. Vi kan høre den i det fjerne når hornet bruges rundt i svingende.
Der går endnu 10 min fra vi kan se bussen på hylden på den modsatte side af Baranco de Tedeja til den kører ind i byen.
|
til top
|