El Teide.

Pico de Teide er Spaniens højeste top med sine 3718 m.o.h. Teide er faktisk en vulkan og ligger i vulkankrateret Las Cañadas, som er et af verdens største. Området blev nationalpark i 1954. Teide regnes stadig for en aktiv vulkan, selvom sidste udbrud skete i 1909. Der er flere vandrestier i krateret, der ligger i ca 2500 meters højde, men ingen gode kort (det kan dog have ændret sig siden).

Foto: El Teide, set fra stien ned til Refugio de Altavista.

Foto: Betagende udsigt over vulkankrateret Las Cañadas.

Heroppe ved sightseeing punktet lå der spredte klatter af sne. Sammen med de andre turister, nød vi den fantasiske udsigt over krateret. Vi kunne se mod øst og nordøst, se ned på den skydækkede ø nogle hundrede meter længere nede. Herfra vandrede vi så nedad mod hytten Refugio de Altavista, der ligger et par hundrede meter længere nede i 3.260 meters højde.

Her på stien var alle turisterne på sightseeing siet fra og der var ikke just trængsel på stien. Mødte kun ganske få i dette mærkelige sorte landskab af lavasten. Ikke andet. Som at gå i koks - og lyder også sådan. Ret fascinerende. Har aldrig oplevet noget lignende. Der var et ganske pænt stykke vej ned til hytten. Må være alt det zigzag mellem lavastenene. Vi nåede frem ved 15.30 tiden. Af med støvlerne.

Foto: Udsigten fra Refugio de Altavista nydes, mens vi venter på hyttemesteren.

Foto: Refugio de Altavista, som det så ud inden renoveringen i 2007.

Der var lukket fra 8 til 17, havde vi fået at vide og der var da heller ingen til stede. Kiggede på omgivelserne og faldt så helt i staver over udsigten. Der lå en del sne. Og solen var ellers godt varm. Helt, helt stille. Fantastisk. Vi lavede kaffe på Trangria'en og kort efter dukkede hyttemesteren op. Kl 17 var vi installeret.

Altavista er en rigtig bjerghytte med en stor hall og 2 sovesale, køkken og toiletter. Kun den ene sal var i brug. I 2007 blev hytten totalrenoveret. Den er ikke hvid mere som på billedet. Der var kun 5 besøgende foruden os og det havde ikke været nødvendigt at købe tilladelse på forhånd. 2 andre købte på stedet. Oplysningen om at, 'der intet er deroppe, ingen køkken, ingen vand' var heller ikke rigtig.

Foto: Fra sovesalen i Refugio de Altavista.

Foto: Køkkenet som det så ud i 2001. Den tiltrængte renovering foregik i 2007.

Der var et køkken, udstyret med 2 gasbrændere, og der var rindende vand - om end man blev bedt om at spare på det. Køkken faciliteterne er efter fotos at dømme blevet væsentligt forbedret. Der er selvfølgelig også wi-fi i 2014. Der var ganske køligt indendøre, kun ca 10 grader. Sovesalen var med alkove køjesenge og ganske hyggelig. Der var dynetæpper til rådighed.

Det blev alligevel nødvendigt at bruge soveposen også for at holde varmen gennem natten. Jeg havde reddet mig en godyl hovedpine i løbet af eftermiddagen og havde det mildest talt elendigt. Ingen af de medbragte painkillers havde nogen effekt. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad der havde forårsaget den voldsomme hovedpine, men jeg har år senere erfaret, at det var højdesyge...

Foto: Udsigt over Las Cañadas krateret fra Altavista.

Foto: Solopgangen over et skydækket Tenerife set fra bænken foran refugiet.

De der havde 'pas' til toppen, drog afsted kl 5 i bælgravende mørke for at se solopgangen deroppe fra. Vi nøjedes med skuet fra bænken ude foran hytten med en kop kaffe i hånden. Meget smukt. Morgenstjernen lysende klar. Natten havde i øvrigt bragt et væld af stjerner. Vi pakkede rygsækkene og gjorde klar til at gå nedad. Vi kunne se flere stier ude i krateret og snakkede om, hvilken vi skulle vælge.

Èn gik S/Ø mod kabelbanen, en anden N/Ø mod en lille by man kunne skimte i det fjerne og en tredie så ud som en lille rundtur. Vi besluttede os for stien mod den lille by El Portillo, hvor vi kunne fange bussen til hjemturen. Holdt flere små hvil på turen ned for at betragte det storslåede skue. De sorte lavasten blev efterhånden til grus, da det begyndte at flade ud.

Foto: Flot syn med 2 lag skyer. Jet skyer og de lave, der dækker øen.

Foto: De såkaldte Teide æg.

Små totter af stride vækster begyndte at dukke op. Næsten nede fra det stejle stykke, delte stien sig. Det var ikke helt så let at hitte rede i stierne, som vi havde set fra oven. Et skilt viste at vi fulgte sti nr 7, ingen numre på kortet... men retningen god nok. Lidt længere nede blev vi indhentet af sulten og vi lavede en medbragt risret på Trangria'en. Vi var nået til det sted, hvor stien deltes.

Vi regnede med, at no. 6 var den til El Portillo. Vi var i lidt i tvivl om vi kunne nå byen inden 15.15 til busafgang. Vi havde ikke kunnet se oppe fra, hvordan stien slyngede sig igennem landskabet, men der burde være tid nok. En mand kom ad sporet fra Portillo og kunne fortælle, at han havde været 1½ time om det, så vi havde god tid. Landskabet ændrede karakter. Meget gruset, med klipper der stak op rundt omkring.

Foto: Et kig tilbage på det stejle stykke. Teide anes ganske svagt.

Foto: Tilbage i regnvejr på resorten i Golf del Sur.

Tilbageturen må have forløbet begivenhedsløst og uden problemer, for der står intet i mine noter. Det var i øvrigt lidt sjovt at komme tilbage til resorten i Golf del Sur efter 2 begivenhedsrige dage med masser af sol og så få at vide, at det der havde været overskyet og regnfyldt begge dage. Folk havde reserveret liggestole omkring swimmingpoolen med håndklæder, som de plejede, men altså forgæves... Men "oven over alting stråler...".

til top