Chitre - Tadapani.

Det var op ved halv seks tiden til en klar, frisk og kølig morgen og en fortræffelig udsigt til Annapurna South. Der var run på toilet faciliteterne, så der var rigelig tid til at meditere lidt over udsigten fra terrassen eller fra haven, mens der blev ventet på tur. Tænk at kunne se frem til en gang havregrød? - Men sulten gjorde morgenens porridge til en lækker spise og sammen med et chapati brød og et par kopper kaffe blev bunden lagt til dagens etape.

Foto: Nepal. Chitre. Klokken er 6 og der mediteres over udsigten til Dhaulagiri.

Foto: Nepal. Chitre. Informationstavle. Vi skal derhen...

Det var stadig ikke lyst og, som de andre morgener, temmelig køligt da vi drog afsted. Vi gik ad den brede vej et stykke ud af byen og kunne orientere os ved en stor informationstavle, inden vi drejede ind på en smal sti, der førte gennem træerne og ud på en eng. Det var et fugtigt og mudret område og vi var blevet briefet om risikoen for at få igler på sig. Tak for de lange bukser, tænkte jeg, da vi vandrede gennem det høje våde græs. I Danmark er disse omstændigheder lig med risiko for flåter, her er det igler.

Den første times tid gik vi op gennem blandet skov, med gamle fremmedartede træer, en stor del belædt med mos og indfiltret i mosklædte lianer. Kæmpe store bregner voksede i kanten af skoven ud mod stien. Solen kom frem og dens stråler spillede igennem løvhænget. Så kom vi ud i åbent landskab, og med lidt god vilje godt kunne det godt minde om en dugfrisk morgen i en dansk eng, men kiggede man lidt mere omkring forsvandt ligheden.

Foto: Nepal. Fra Chitre op gennem skoven i morgen sollyset.

Foto: Nepal. Chitre. Bagude lå de snedækkede kæmper.

Forude snævrede engen ind mod den grønne kløft, der førte op ad bjerget og bagude lå de snedækkede kæmper. Vi holdt en lille pause og nød synet af bjergene vi nu var ved at lægge bag os. På dette lille stykke eng gik der muldyr eller æsler og græssede. Så fortsatte vi op skoven i endnu en times tid. På højre side, mod vest, kunne vi på toppen af bakken se Ghorepanis blå bygninger og udkigstårnet på Poon Hill.

Det var en meget idyllisk tur. Grønt og frodigt. Flere steder var der bygget broer over de små floder, der var på vej nedad bjergsiden. Ved ni tiden holdt vi en lille pause, da vi igen kom ud i åbent land. Vi var nået et godt stykke op kunne vi se. Der blev kigget efter igler og ved nærmere eftersyn var der flere, der havde igler på støvlerne og der blev kigget ekstra grundigt efter på de bare ben.

Foto: Nepal. På vej mod Tadapani var der flere steder bygget broer over små floder.

Foto: Nepal. Deurali. Green View Lodge.

Klokken var næsten 11, da vi nåede op til Huge Rock og passet ved Deurali i knap 3000 meters højde. Her slog vi os ned på Green View Lodge for at få noget at drikke. Her på stedet blev et rigt udbud af håndværk fra egnen, faldbudt fra små butikker. En lille halv times pause, så var det afsted igen. Vejen gik først lidt op og lidt ned, men så begyndte den at føre kun ned. Vi var nu på vej gennem en kløft, hvor stien snoede sig i det grønne landskab.

Vandet sivede nedad klipperne, der var dækket af grønt og et væld af små blå blomster. Små og store vandfald væltede ud over klipperne og bidrog til vandmængden i den lille flod vi fulgte ned gennem kløften. Vi passerede et sted med en masse bedeflag. Saranga River stod der på et skilt. Saranga, søn af en trekking guide Ganga Bahadur Ghale. Født 5/8 2004 og død 9/8 2004. Ak ja, børnedødeligheden er høj i landet.

Foto: Nepal. Et af mange små vandfald på vejen til Tadapani.

Foto: Nepal. Familie på vej op til Deurali med vandbøffel og kalv.

Lidt senere stødte vi på en lille familie, der med oppakning var på vej opad den smalle sti med en vandbøffel og en kalv. Kalven voldte dem en del problemer og det gik kun langsomt frem. Flere vandløb hen over stien gjorde det til en glat affære, når der skulle skridtes fra sten til sten og selvom jeg tog mine forbehold og var yderst forsigtig, forsvandt benene pludselig under mig og jeg fik en gang buksevand. Jeg gik en stor del af tiden alene på mellemhånd, så der var ingen, der fik sig en griner.

Vi nåede til et sted, hvor terrænet fladede ud. Vi havde stadig den lille flod ved siden af stien. Klokken nærmede sig 12.30 så det måtte snart være tid til en gang mad. Lidt forude kunne vi se nogle huse og det var der vi skulle spise. Men først skulle vi forbi et par vandbøfler, der var ved at indtage deres måltid midt på stien. Hungry Eye Lodge hedder stedet. Ved siden af ligger endnu et lodge der hedder Sankar Hotel.

Foto: Nepal. På vej fra Chitre til Tadapani. Vandbøfler på stien.

Foto: Nepal. På vej til Tadapani. Frokost på Hungry Eye Lodge.

Kløften var snævret meget ind her og på begge sider rejste de grøn klædte klipper sig temmelig højt. Solen kunne ikke finde os og det var halv køligt og fleeze vejr, mens vi spiste vores Dal Bath. Godt en halv time senere var vi igen på vej, forbi det andet lodge og videre ud gennem kløften. Kort efter kom vi forbi endnu et lodge, Tranquility Guest House. Vi gik i den tætte bevoksning, men fik af og til fri udsigt til den anden side af kløften og de dybe grønne dale. Fantastisk.

På kortet står der "steep trail" og det passede meget godt nu. Det gik for alvor nedad. Gennem skov med fremmedartede træer og vækster og frodigt grønt som bare pokker. Lyden af vandet i den lille flod og lidt skræppen i det grønne, men ellers tyst. En halv times tid senere var vi nået ned til bunden og en lidt større flod, der løb på tværs. På den anden side af broen rejste sig en grøn mur. Jeg kunne høre stemmer et stykke oppe i det grønne og kunne ane fortroppen på den anden side.

Foto: Nepal. På vej til Tadapani. Kløften som vi er på vej igennem.

Foto: Nepal. Sidste stykke til Tadapani, op gennem Rododendron skov.

Så startede vi opad, og det var en sej tur, der afstedkom flere puste ud pauser undervejs. Men så kunne vi samtidig nyde omgivelserne, som var overvejende Rododendron træer. Det må være helt fantastisk at opleve i blomst. Næsten helt oppe delte stien sig og vi blev i tvivl om hvilken vi skulle vælge. Det var fristende at tage den der gik lige ud, for den anden fortsatte opad. Begge gik de til Tadapani. Vi valgte at vente på guiden. Og selvfølgelig skulle vi opad...

Nå, det var nu ikke så langt og snart dukkede vores lodge op. Havde vi valgt den anden vej, var vi blot kommet ind i byen og skulle alligevel have gået opad. Klokken var halv fire, da vi blev budt velkommen på Hotel Panorama Point. Dejligt sted. Bygningerne, i 2 etager med svalegang, lå i en vinkel omkring en gårdsplads, hvorfra der var udsigt over dalen og bjergene på den anden side. Toilet og bad, med varmt vand, både på første sal og for enden af gårdspladsen.

Foto: Nepal. Tadapani. Hotel Panorama Point.

Foto: Nepal. Tadapani. Fest på Hotel Panorama Point.

Værelserne var uden elektricitet, så lyskilden var pandelamper og stearin lys. Varmekilden, for det var ganske kølige omgivelser, var en gammeldags kulbakke under bordet i den lille spisesal. Her kom mutter med et kulbækken og hældte på når det var tid. Vi sad der resten af eftermiddagen med en Everest, kaffe og te og hyggede med de andre, læste og skrev og hørte på kortspillernes skumlen over ikke at kunne få skovlen under Christian.

Efter aftensmaden kl 19 blev der gjort klar til fest. Hvis jeg forstod det ret, så var det den sidste dag i den store hindu fest Navratri, der på Sanskrit betyder ni nætter. Der blev sunget og danset til akkompagnement af trommer og håndklap til stor fornøjelse for alle. Festen lokkede flere fra byen til og den lille spisesal var snart fyldt med glade mennesker. Festen stod på et par timer, men ved 22 tiden var det slut. Folk går tidligt til ro herude i bjergene, og det gjorde vi også. Endnu engang stop mættet af indtryk.

Foto: Nepal. Tadapani. Fest på Hotel Panorama Point.

Dag 5. Tatopani - Chitre | Til top | Dag 7. Tadapani - Gandruk