Du er her > Start > Trekking i Nepal > Nepal 2007 > Tatopani-Chitre

Vandring i Nepal. Trekking i Annapurna regionen.

Tatopani - Chitre.

Tatopani (1190 m.o.h.) - Chitre (2390 m.o.h.).
Så blev det "hverdag" igen. Tidligt op, det var stadig mørkt. Pakke rygsæk, bluebag til porterne og aflevere flasker til rent vand. Morgenmad kl 6, afgang kl 7.

Efter morgenmaden skulle der afregnes hos vores lodge vært for diverse køb af øl, vand og kaffe i løbet af opholdet, samt middag og morgenmad. Ligesom de andre morgener udløste det et mindre kaos, denne gang lidt mere, fordi vi havde været der i 2 nætter. Det kneb med at huske, hvad man havde fået og hvad der var blevet betalt for.
Nepal.  Tatopani. Klar til afgang fra Dhaulagiri Lodge [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Tatopani. Klar til afgang fra Dhaulagiri Lodge.

Nepal. Dagligdag i Tatopani kl 7 om morgenen [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Dagligdag i Tatopani kl 7 om morgenen.
Værten havde små sedler med bestillinger liggende på disken, i en dåse og andre skrevet i en bog, men det lykkedes at gøre alle tilfredse.

Kl var præcis 7, da vi startede ud ad hovedgaden i Tatopani. Dagliglivet var i fuld gang foran husene og der var masser af liv i gaden.

Forude ventede den meget smalle sti langs floden, stadig en hurdle for nogle, og det så ud til at vi var midt i myldretrafikken.

Nepaleserne er tidligt ude og afsted, så der var en del gående, med eller uden bagage, og et par æselkaravaner på vej i samme retning som os. Alle klarede dog deres hurdle i fin stil, mens de skævede til de letbenede nepalesere.

Ved hængebroen var trafikken ligefrem voldsom. I modsat retning kom 4 unge mænd med hver sin hønsegård på ryggen. Store trådbure med høns i flere lag. Vi måtte også vige for en temmelig stor karavane af pakæsler, på vej samme retning som os, inden vi kom over.
Nepal. Dyretransport, her burhøns, på vej mod Tatopani [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Nepalesisk dyretransport, her burhøns, på vej mod Tatopani.

Nepal. Trafik på den store hængebro over Kali Gandaki [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Trafik på den store hængebro over Kali Gandaki.
Efter den lille hængebro, - tjae så startede turen opad og jeg tænkte på, hvordan mine knæ havde haft det skidt her i forgårs på vej ned. Nå, indtil videre gik det godt nok, jeg mærkede ikke noget.

Turen opad i dag var mindst lige så imponerende, som da vi gik nedad forleden. Det tog kun en time at nå op til passet, hvor vi holdt pause. En puster og et kig tilbage ned på Kali Gandaki. Helt fantastisk. Kali Gandaki bliver ikke glemt lige med det første.

Det havde været en god varm og svedig tur op, så vi var alle tørstige. Vores portere var ikke nået længere og holdt også et velfortjent hvil i passet.

Det unge par, der bestyrede den sparsomme udskænkning, fik pludselig ganske travlt.

En times tid senere var vi nået til endnu et lille familie drevet tehus og heller ikke her gik vi forbi uden at tanke op. Vi fik en hyggelig sludder med både mand og kone og gruppen fik demonstreret sten kværnen.
Nepal. Vores portere var ikke nået længere og holdt også hvil i passet [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Vores portere var ikke nået længere og holdt også hvil i passet.

Nepal. Demonstration i brug af stenkværn i Ghara [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Demonstration i brug af stenkværn i Ghara.
Godt halvanden time senere, klokken var nok omkring 12.30, var vi nået frem til Shikha. Her skulle vi ligesom forleden, spise vores frokost på Hotel Serendipity.

Vejret havde ændret sig, da vi igen drog videre mod Chitre, og der var nu en smule regn i luften.

Vi kom forbi et par steder, hvor man var i gang med skolebyggeri og lægehus. En stor doneringsboks til projektet, stod midt på vejen og modtog også et bidrag fra os.

Godt 1½ time senere var vi alle fremme ved New Dhaulagiri Lodge i Chitre og kunne nyde en god tår Everest indendøre i tørvejr og varme, mens vores effektive guider fik fordelt logi til alle. Portere og assistent guiderne slog sig som sædvanlig ned rundt omkring brændeovnen.

Værelserne lå alle på første sal og der var 2 toiletter og et bad til deling. Der var et par andre gæster foruden vores selskab og det betød fuldt hus. For et par halv våde vandrere, der kom forbi og havde håbet på logi, betød det desværre videre ud af ruten.
Nepal. Donerings boks til skole projekt [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Skole donerings boks.

Nepal. New Dhaulagiri Lodge i Chitre [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. New Dhaulagiri Lodge i Chitre.
I Chitre blev der i 2006 færdigbygget et temmelig stort lægehus af et belgisk ledet projekt og vi fik arrangeret en rundvisning for de interesserede.

Der foregår stadig indsamling af penge til projektet, der ikke er slut med det færdige byggeri.

Lægehuset har lokalt personale der assisteres af frivillig læger. Det frivillige projekt har været i gang siden 99 og har bidraget med flere skoler i området.

Projektet og organisationen bag har en hjemmeside Himalayan Projekts npo, men desværre kun på flamsk.

Der var som sædvanlig middag kl 19 og en kort briefing bagefter om morgendagens vandrerute til Tadopani. Herefter varede det ikke længe før vi fandt tilbage til værelserne og soveposerne. Dagens oplevelser havde som sædvanligt mættet sindet og godt hjulpet til af masser motion og frisk luft var der også ved at være udsolgt fysisk.

Til top

Dag 4. Hviledag i Tatopani | Dag 6. Chitre - Tadopani




november 2007 - webmaster: erik petersen - opdateret: 26-04-2016