Ghorepani - Tikedhunga.

Vi blev vækket allerede kl 4, da folk samledes udenfor - morgenfriske og klar til at tage turen op til Poon Hill. Der blev højlydt skålet med en dram i lyset fra pandelygterne, der kastede flakkende skær i hytten. Jeg kunne ikke abstrahere fra stemmerne og åbnede døren, kun iført underbukser. Det samme gjorde naboen. Der blev kigget lidt på os to og det lagde umiddelbart en dæmper på forsamlingen, der havde taget opstilling lige udenfor vores hytte.

Foto: Foran hotellet var en flok heste dukket op. De blev fodret, sadlet op og gjort klar.

Foto: Hestene, foran vores hytte, klar til afgang.

Det blev ikke til mere søvn. Der var flere der skulle op til Poon Hill, så vi gav op lidt i 6 og gik udenfor og kiggede på vejret. Koldt - og lidt overskyet, som sidst på dagen i går. Det har været begrænset, hvor meget de folk på Poon Hill, har kunnet se. Jeg glædede mig over, at vi for 2 år siden havde bedre held. Foran hotellet var en flok heste dukket op. De fik hver en mulepose med majs, blev sadlet og gjort klar til dagens dont.

Vi begyndte også at pakke, men så forsvandt elektriciteten. Vi gik i stedet op i køkkenet, da vi kunne høre aktivitet deroppe. Vi fik lidt varme og en kop kaffe og kort efter også vores morgenmad. Vi er begyndt på maden i stearinlysets skær, da lyset kommer igen - tillige med stille buddistisk kormusik. Fin stemning. Efter pakningen gav jeg Prakash et par af mine vandresokker. Kunne ikke holde ud at se hans forpinte fødder i de uld rag sokker han altid har på.

Foto: Tilbageblik på vej ud af Ghorepani.

Foto: Et sted vi kunne genkende fra sidst. Nange Thanti.

Så starter vi ud på dagens tur, som ikke har et helt fastsat mål endnu, bortset fra nedad. Vi havde snakket om at overnatte i Ulleri, men ville nu lige se tiden an. Efter små 40 minutter kommer vi til et sted vi kan genkende. Nange Thanti. Vi beslutter, at holde en kort pause og drikker en kop kaffe i "Green Wiev Lodge". Vi går videre, men er ikke nået langt før jeg også får vrøvl med maven. Så skulle da også! Følte mig ellers nogenlunde tilpas.

Svært at nyde landskabet nu, men i takt med at vi kommer længere ned bliver her også mere og mere frodigt. Flotte efterårsfarver spiller i det grønne. Der ligger flere små boder langs vejen med udskænkning, hvor portere og vandrefolk holder pause og indtager forfriskninger. Godt 2½ time senere får vi et fint udsyn til Machhapuchhe, Fiskehalen. Herfra kan vi tydeligt se de to toppe (6993 og 6997 m), der udgør halen.

Foto: Der ligger flere små boder langs vejen med udskænkning.

Foto: Fint udsyn til Machhapuchhe, Fiskehalen, Fishtail (6993 og 6997 m).

Banthanti. Vi gør holdt for at spise frokost i en stor velbeliggende lodge, der, selvfølgelig, hedder 'Fishtail Peak Guest House'. Et velbesøgt sted. Min appetit er dog noget begrænset og det er mest væske jeg får indtaget. Cola skulle være godt for en dårlig mave, siges det. Hmm. Et lokums besøg er nu bare helt uundgåeligt. Afsted til et "ned-i-knæ-lokum", som her også er et "ned-ad-bakke-lokum". Det er svært at holde balancen.

Under frokosten snakker vi om vores videre færd og beslutter at fortsætte ned til Tikedhunga, for at få overstået de 3480 trappetrin, selvom de lige nu virker som lidt af en hurdle for mig. Keshar bliver sendt i forvejen for at skaffe værelse. Prakash er lidt bekymret, fordi det er et travlt sted og han kan ikke love samme standard, som vi ellers er vant til. Det er ok med os. Så starter vi ud på dagens sidste etape, der kun går en vej, nedad.

Foto: Butikken i Fishtail Peak Guest House i Banthanti.

Foto: Kun få flade stræk på vej ned mod Tikedunga.

Vi holder flere små pauser, da jeg ellers bliver rundtosset af hele tiden at kigge ned for at finde rette trædesten på stien, der hele tiden svinger. Flere gange må vi vige for œsel transporter, der er på vej, enten op eller ned, ad den smalle sti. Også en del vandrefolk er på vej op og mange ser rigtig mærket og slidt ud. Rødblussende kinder og dybe, dybe pust på vej rundt i zigzag svingene.

Kan godt huske denne etape med de mange trappetrin og tænker, hvordan det, for 2 år siden, var at gå opad, men mindes ikke at det var specielt hårdt. Dybt nede, spredt ud på den modsatte bjergside, ligger terrassemarker og nogle få huse. Jeg har lidt svært ved at nyde udsigten. Føler mig nu rigtig skidt tilpas. Koger og har kvalme. - Jeg må pause igen. Væk fra stien og om bag en stor sten og ofre. Det letter lidt, men i stedet begynder jeg at fryse.

Foto: Dybt nede, på den modsatte bjergside, ligger terrassemarker og nogle få huse.

Foto: To landsbyer dukkede op, på hver sin side af kløften. Det må være Ulleri.

Vi fortsætter nedad. To landsbyer dukker op, på hver sin side af kløften. Det må være Magar og Ulleri. Tænderne klaprede og benene rystede og jeg husker ikke særlig meget fra den sidste del af snurreturen ned til Tikedhunga, kun, at der hele tiden lige var "et lille stykke" længere til vores lodge. Kort før vi nåede frem til Tikedhunga dukkede Keshar op og dennegang fik han love at bære min rygsæk resten af vejen.

Til top
Til sidste etape, dag 12