Tikedhunga - Nayapul.

Klokken er 5.30 da jeg kryber i tøjet og går udenfor. Det er ved at lysne, men det er helt overskyet. Sidder lige udenfor på terrassen og kigger på de nærmeste omgivelser. Vores lodge, som jeg ikke rigtig fik kigget på i går, ligger lige ud til hovedgaden. 'Laxmi Guest House & Restaurant' er et af mange lodges i Tikedunga. Sulten melder sig - og lysten til en kop kaffe. Det må være et godt tegn. Føler også, at nattens hvile har gjort godt.

Foto: Laxmi Guest House & Restaurant i Tikedhunga.

Foto: Et kig op på bjerget, hvor vi kom ned i går. Kan ane stien mellem det grønne.

Jeg står og kigger op på bjerget med de mange trappetrin, hvor vi kom ned i går. Kan ane stien mellem det grønne og de huse, der ligger langs med. Ved 6 tiden begynder huset at vågne og Prakash dukker op og spørger bekymret til mit velbefindende? Forklarer at jeg er ok - og sulten. Jeg bestiller den sædvanlige omgang morgenmad og i ventetiden får vi fat i en kop kaffe, som nydes på terrassen sammen med udsigten.

Herfra kan jeg se en lille del af de første trapper og der er allerede en del folk med rygsække på vej opad. Vi sidder og snakker om vores tur, der nu er ved at være færdig. En underlig fornemmelse. Sygdom har været en aktiv medrejsende, har været med til at ændre planen under vejs og de sidste dage spoleret selve afslutningen. Tjae... En praktisk detalje melder sig, nu da vi slutter en dag før tiden: Vi har først hotelværelset i Pokhara fra i morgen. Nå, det må kunne løses.

Foto: Jeg kan se en lille del af de første trapper og der er allerede en del folk på vej.

Foto: The dining hall. Laxmi Guest House & Restaurant i Tikedunga.

Så er der morgenmad og jeg spiser godt til af havregrøden. Endnu en kop kaffe og så går vi i gang med at pakke og afregne. 8.30 er vi klar til sidste etape. "Jau jau". Der er travlhed på stien. Både lokale og vandrefolk. Der er stadig trekkere på vej op i bjergene både enkeltvis og i grupper, selvom sæsonen er ved at være slut. Det ser også ud til at være helt slut med det gode vejr. Skyerne hænger tungt og skjuler toppene.

Vi har i det hele taget været heldige med vejret på vores tur, kommer jeg til at tænke på. Det har været klart og solrigt hver eneste dag lige til i går. Det går stadig nedad på første del af turen mod Birethanti, men ikke helt "Nepal flat, a little bit up, a little bit down", som der stod skrevet et eller andet sted. Trafikken foregår på samme måde som for 2 år siden. Til fods. Her er ingen vej - endnu og der er stadig passager på bjergsiden, hvor der kun er et smalt spor.

Foto: Det går stadig nedad på første del af turen mod Birethanti.

Foto: Der er stadig passager på bjergsiden, hvor der kun er et smalt spor.

Det er godt nok noget mere charmerende at træde til side for en æselkaravane end en bus, men udviklingen lader sig ikke stoppe. Jeg føler mig heldigvis frisk i dag og suger begærligt de sidste indtryk af bjergene i mig på vejen ned. Bebyggelserne ligger tæt her og hvornår det hedder det ene eller det andet er diffust. Vi har nu gået i 2 timer og stopper for at holde en kaffe pause.

Siden vi forlod Tikedhunga har der stået Hile på mange skilte, måske det er distriktet, der hedder sådan. Prakash kunne ikke helt redegøre for det. Vi holder i al fald pausen i 'Mira Lodge'. Et ganske lille sted, men hyggeligt som de fleste. Kaffen ikke noget særlig og bliver skyllet ned med cola. På den videre tur mod Birethanti er indtrykkene de samme. Meget trafik og mange små landsbyer på vejen. Mange små tehuse og større lodges.

Foto: Kaffe pause forude. Mira Lodge and Restaurant.

Foto: I vejsiden og på skråningerne flyder det med plastikaffald. Ikke noget kønt syn.

Den megen trafik kaster også en del affald af sig. Både i vejsiden og nedad skråningerne flyder det med plastikflasker og staniolpapir. Ikke noget kønt syn. Prakash trækker bare på skuldrene og fniser, som han har for vane at gøre, da jeg kommenterer det for ham. Vi nærmer os nu udkanten af Birethanti og jeg mærker sulten komme. Klokken er næsten 12. Prakash har også her sine kontakter at pleje, så vi passerer et par hyggelige steder inden vi når målet.

'New Ghurka Lodge & Restaurant'. I 1996 kåret som det bedste lodge af ACAP, står der på skiltet. Det er jo en del år siden, men det ser godt ud. Vi bestiller frokost og i ventetiden får vi lejlighed til at ringe til Pokhara og vores hotel fra lodgens private fastnet telefon. "No problem", svarer hotelværten, da jeg forklarer at vi dukker op en dag før tiden. Så nyder vi frokosten og en kop kaffe, mens indtrykkene sætter sig i stilhed.

Foto: Birethanti. New Ghurka Lodge & Restaurant.

Foto: ACAP kontoret i Birethanti.

Så er ikke langt igen. Jeg begynder at genkende stederne og snart er vi fremme i bydelen nede ved floden og hængebroen. Prakash går op til ACAP kontoret og får os registreret. Her i Birethanti er der sket en del. Den række blikskure, der for 2 år siden lå nedenfor hovedgaden er væk. På den anden side af floden bliver der bygget endnu et lodge, hotel, hedder det her.

Vi går over den store hængebro og mødes af en strøm af lokale folk og trekkere på vejen i begge retninger mellem skurene. Vi skal over endnu en hængebro, en mindre, og lige efter den ligger Turist kontoret, hvor Prakash sørger for formaliteterne. Vi får vores ACAP tilladelse og turist kortet tilbage. Så fortsætter vi op mod Nayapul. Gaden går gennem trøstesløse træskure, de fleste af dem med en eller anden form for salg. Alt til hånden og vejen kan købes her.

Foto: Turistkontoret i Birethanti, hvor vi tjekker ud.

Foto: I Nayapul holder taxaer parat til at kapre kunder.

I Nayapul holder taxier parat til at kapre kunder. Der holder også en del busser og folk og trekkere prøver at finde kørelejlighed. Vores lille taxi holder også klar, en dag før tiden, og efter et par drøn på en smøg starter turen tilbage mod Pokhara. Først zigzag kørsel op over et lille bjerg og så ad den hullede landevej. Små 3 timer senere er vi i Pokhara.

Til top