Cruz Grande - Ayacata.

Distance: 3½-4 timer. Ca 7 km. Grad: 3, udfordrende. Kræver sikre fødder og man skal kunne tåle 'højt ned'. Lidt stejl stigning, nedstigningen gradvis. [Se evt. tur 3] Anbefales ikke i regnvejr. Op / ned: Ca 500 m / 450 m. Udstyr: Godt fodtøj. Vandrestøvler anbefales. Solhat. Evt. fleeze og regntøj. Der er barer og restaurant når man når målet i Ayacata. Vand bør medbringes, hvis det er varmt. Til / fra: Bus 18 (kl 10.00) til Cruz Grande (2 timer) og retur fra Ayacata (15.30-17.30).

Ruten på kort nederst på siden. Foto: Et imponerende stykke Camino Real.

Foto: Skiltningen, både den officielle og den uofficielle, ved Cruz Grande.

Dagens tur er på godt 4 timer, så vi tog bussen kl 10. Mens vi sad og ventede på linie 18, kunne vi se en dyne af dis nærme sig fra syd. Hmm. Nu var det ellers lige blevet godt vejr. De andre dage var skyerne kommet væltende fra nord, denne dis så ikke på samme måde truende ud, så måske den ville blive brændt væk af solen. Der var mange med bussen og turen ud af Maspalomas tog lang tid. De lokale brugte selvsagt også linie 18 til deres ærinder.

Først kl 12 var vi i Cruz Grande. 20-30 m tilbage ad landevejen og gennem passet, finder vi det sted, hvor stien begynder. Den er skiltet med det officielle skilt, der viser til Llanos del Garañon (GC-40). Der er også et uofficielt, der viser at det er Camino de Santiago La Plata. En lille cementeret vej går op til nogle elmaster. Den svingede kort efter og gik forbi et hus, med en lille kaktus have på begge sider af vejen.

Foto: Huset med kaktushaven og caminoen i baggrunden.

Foto: På vej ud ad bjergryggen mod bjerget i baggrunden.

Så var det slut med cementvejen og et stykke camino real førte videre opad. Stien lignede, hvad vi havde oplevet før hernede, omkranset med buske af gyvel og blomster af forskellige slags. Vi var på vej ud på en lille bjergryg, og gik på højre side inden vi krydsede over og gik på selve ryggen et lille stykke tid. Der havde vi udsigt til begge sider. Til højre kunne vi se ned til San Bartolomé og dalen og til venstre ud mod La Plata og vejen til Ayacata.

Første landmœrke, en hvid malet cement pille, dukkede op efter en halv time. Disen, der kom sydfra, slørede nu for solen og mod syd og Maspalomas var det meget diset. Vi fortsatte opad og havde nu et godt udsyn til det pas vi skulle op til og igennem. Forude kunne vi se, hvordan den camino real, som i turguide bøger bliver kaldt et mesterstykke, så ud. På afstand lignede det en stenmur, der zigzaggede opad bjergsiden.

Foto: På afstand lignede det en stenmur, der zigzaggede opad bjergsiden, men det var en camino real.

Foto: Tilbageblik, mod Cruz Grande og bjergryggen vi gik på, i et sving på caminoen.

Der var endnu et lille stykke at gå inden vi skulle op ad zigzag caminoen og efter den første stigning gik stien nu i niveau på bjergsiden. En flot udsigt over landskabet og landsbyen La Plata. Så kom vi ind på den omtalte camino real og stigningen begyndte. Stien var ca 1 meter bred og bygget, så det nærmest var som at gå på brosten. Vi holdt nogle stop undervejs for at nyde udsigten, vi havde god tid og det var imponerende omgivelser, så hvorfor haste?

Vi kom forbi en mindre sø, der fungerer som resouvoir. En aquadukt, der ser ud som den er skabt af naturen, fører vandet frem til søen. Bedst som vi troede at vi var oppe, slog stien endnu et knæk og fortsatte- og en gang til. Men det var en smuk sti, omkranset af blomstrende Gyvel. Men så endte den brat. Vi var nået op til plateauet. Lidt over en times vandring de ca 400 m op. Fandt det passende med en lille pause, mens vi kiggede terrænet an.

Foto: Et naturlig skabt vandresouvoir med aquadukt.

Foto: Af alle, dukkede en mountainbike rytter op på toppen. Godt nok et sejt folkefærd.

Den fortsatte sti skulle være markeret af sten varder, men de var ikke lige at få øje på. Med retning mod nord kunne vi så godt se varderne og også ane stien. Pludselig i den anden ende dukkede, af alle, en mountainbike rytter op. Godt nok et sejt folkefærd. Tænk at cykle nedad den sti, vi kom op ad... Vores sti fortsatte næsten i niveau, det gik kun en anelse opad. Vi kom ind mellem fyrretrœer og det gik nu fint der udad.

Brudstykker af en camino real dukkede op med mellemrum, ofte steder, hvor der kunne være tvivl om stiens videre forløb. Et kort stykke gik vi igen langs kanten af bjerget og kunne se dybt ned i kløften, med San Bartolomé i det fjerne, næsten gemt i disen. Her, hvor kløften spidsede til, ville der ellers have været en fin udsigt. Så drejede stien en anelse indad og vi gik igen mellem fyrretrœer. Det var nogle ordentlige kogler de havde smidt på jorden.

Foto: Forude er der udsigt til kløften, der spidser til her.

Foto: Væltet cement markør og sønderskudte skilte. Coto Privado de Casa.

Vi mødte kun nogle enkelte vandrere på vej modsat os og ellers havde vi det hele for os selv. Vi havde nu gået et par timer og snart efter dukkede en skillevej op. Kun markeret af nogle store varder gik en sti op mod Pica de la Nieves. Ingen af de officielle skilte viste vej. Der havde faktisk kun været ved starten af turen. Ellers var det de gamle hvide cement markører, men her ved skillevejen var de væltet.

Mellem træerne kunne vi forude skimte vejen mellem Ayacata og Cueve Grande, som vi skulle bruge den ca halvanden km for at komme til La Goleta. Der er en alternativ mulighed, som går uden om den inddœmmede sø, Preso de los Hornos, som vi kunne se fra vejen. Kort før vi nåede frem til La Goleta, var et udkigspunkt med endnu en stormomsust bod og her var også skiltningen, der viste den alternative rute, der går til Llanos del Garañón.

Foto: Den inddœmmede sø, Preso de los Hornos. Den alternative sti går over dæmningen.

Foto: Endnu en stormomsust bod, hvor den alternative rute starter.

Kort efter nåede vi frem til det, åbenbart altid, stormomsuste La Goleta. Hilste lige på gutten med det koldeste job på Gran Canaria, ham der solgte forskellige specialiteter fra øen fra sin varevogn, og krøb i læ et lille stykke nede ad stien mod Ayacata. Vi holdt vores tidsplan og kunne tage den med ro det sidste stykke ned til Ayacata - og endda nå at få lidt at spise inden bussen kører tilbage.

til top

til top