Du er her > Start > Tyrkiet > Waymarking Lycian way > Kas (Antiphellos)

Vandreture i det sydvestlige Tyrkiet. The Lycian Way.

Waymarking af den første langdistance vandrerute i Tyrkiet.

Kas (Antiphellos).
Efter morgenmaden, som bestod af det obligatoriske "grønne" - tomater, agurker og oliven - samt brød med honning og te, blev der pakket og gjort klar til dagens opgaver.

Ruten fra Phellos til Kas går fra ruinerne på højderyggen, nedad denne i zig zag, igennem denne lille landsby Cükürbag og retning sydvest over plateauet indtil man kommer til en pumpestation. Her står man ved kanten af plateauet og kan se ned på Kas der ligger 2-300 m længere nede. I bagrunden ligger den lille ø Meis / Castellorizo, der er græsk, og lidt til venstre de små øer Ince Burun og Ulu Burun. Så følger en varm tur i zig zag ned ad skråningen inden man kommer ud på hovedvejen ind til Kas.

Det ene hold fik til opgave at tage turen fra landsbyen over sletten og så ned til Kas, den anden skulle køre til Kas og så starte, hvor sporet kommer ud ved landevejen og arbejde opad bjergskråningen.

Vores indkvartering i aften bliver på et pensionat i Kas.

Turen over plateauet til pumpestationen kan gøres på et par timer - når der ikke skal way-markes undervejs.
Tyrkiet. Udsigt til Antiphellos/Kas
Foto: Udsigt til Antiphellos/Kas.

Det var nu ikke fordi gruppen havde meget at lave før de kom til pumpestationen og den stejle skråning. På denne sydvestvendte skråning kryber sporet nedad i zig zag mellem kraftig bevoksning af de stikkende små og store buske og der blev brugt en del af energi på at gøre stien mere farbar.

Tyrkiet. Udsigt til Antiphellos eller Kas. Den græske ø Meis i baggrunden
Foto: Udsigt til Antiphellos eller Kas. Den græske ø Meis i baggrunden.
Gruppen der startede nede ved landevejen og arbejdede opad havde samme vilkår. I zig zag mellem stikkende buske. Ikke meget skygge at finde, da det er småt med træer på skråningen, men der skulle ryddes en del for at gøre det synlige spor farbart også for folk med rygsæk og det drev godt nok sveden frem.

Det ikke alene mindede om, det var, hårdt arbejde og her gjorde vi virkelig en forskel.

Vi var vel nået omkring 2/3 af vejen op, da vi mødte Denys, som forpost for det andet hold, der var på vej ned. - "Hello guys. How are you? Do you need anything?" - "Is", var der en der sagde. "Vi fantaserer om is". - Denys fortsatte videre ned og vi andre op. Da vi mødte resten, der var på vej nedad, blev der holdt pause. Pludselig dukkede Denys op igen - med is! Efter at være kommet ned til landevejen havde han taget en dolmus til Kas, købt is, taget en dolmus tilbage og begivet sig op ad skråningen igen - og isene var stadig rimelig frosne. - "I like doing spontanious things like that sometimes", sagde han - der er 73 år.

Efe samlede os op i minibussen og kørte det sidste lille stykke ind til byen og vores logi, der viste sig at ligge i den nordvestlige udkant tæt ved vandet. Et aldeles hyggeligt pensionat i 4 etager med stor hyggelig tagterasse og udsigt over bugten. Pension Kaptan kan anbefales.

Der blev spist ude til aften. Denys havde været her i Kas før og insisterede på at spise et ganske bestemt sted.
Tyrkiet. Vores indkvartering: Pension Kaptan i Kas
Foto: Vores indkvartering: Pension Kaptan i Kas.

Tyrkiet. Kas. Udsigten fra tagterrassen på Pension Kaptan
Foto: Kas. Udsigten fra tagterrassen på Pension Kaptan.
Der er mange rigtig hyggelige steder at spise, men det her var dog specielt ved at foregå praktisk talt i køkkenet, som lå udendørs i en lille gårdhave. Meget hyggeligt og lokalt.

Efter middagen skulle vi besøge Efe og hans familie, som bor her i Kas. Vi blev hentet af en af Efe's sønner i en minibus og kørt til udkanten af byen, hvor mange af byens indbyggere bor under knap så prangende forhold som inde i byen.

Det var hyggeligt at møde vores chauffør i hjemlige omgivelser med frue, svigerdatter og børnebørn.

Tilbage på pensionen var det helt rart at skifte soveposen og liggeundelag ud med lagner og tæpper og lægge sig til at sove i en rigtig seng til en forandring.

Kate havde tidligere besluttet og meddelt gruppen, at vi skulle holde fri i morgen og tage endnu en overnatning her, så med en fridag i disse omgivelser i tankerne blev der slukket.
Tyrkiet. Efe med frue og barnebarn
Foto: Efe med frue og barnebarn.

Til næste side eller til top





oprettet december 2005 - webmaster: erik petersen - opdateret: 01-02-2013