Du er her > Start > Spanien > Sierra Nevada > Vandreture fra Pitres > Pitres-Bubion

Vandring i Spanien. Vandreture i Sierra Nevada. Alpujarra.

Pitres - Bubión - Pitres.

Distance: Ca 3 t, (ca. 8 km). Grad: 3, udfordrende.

Stien er en del af lang distance ruten Gr7 (eller G7) og Europastien E4, dog sparsomt mærket.

Det er jævnt terræn, uden de store udfordringer - stille og roligt... Men:

Der er dog en stejl nedstigning til Bubión på ca 300 meter - og altså en tilsvarende opstigning, hvis man vil samme vej tilbage.

Er man helt 'færdig', kan man være heldig at møde en bus tilbage til Pitres.
Gr7 start i Pitres
Foto: Alpujarra. Gr7 starten i Pitres.

Gyde 
i Pitres
Foto: Inde i denne gyde i Pitres starter stien til Bubión.
Starten på stien er vanskelig at finde. Faktisk 'fandt' vi den først, da vi kom ad den på tilbagevejen.

Den er godt gemt af vejen inde i Pitres. Fra torvet går man forbi kirken, og følger man gaden videre bliver den til en meget smal gyde.

Vi havde fornemmelsen af, at det var at gå ind på beboernes enemærker, men det er altså vejen. Meget spændende.

I stedet ledte vi ad 'alternative' stier, som der er mange af, indtil vi fandt sporet et stykke udenfor Pitres.

I det hele taget kneb det flere gange, både ud og hjem, med at finde det rigtige spor. Ikke at man ligefrem kan gå vild, men man kan naturligvis rode sig ud i omveje.

En del af turen 'giver sig selv', og måske netop derfor. Den er for 'let'.
Til Bubión
Foto: Stien til Bubión og Capileira.

Bubión
Foto: Bubión sådan ca 300 meter stejlt nede.
Det stiger jævnt til ca 1600 m.o.h. under næsten hele vandringen til Bubión, der foregår ad skiftevis grusveje og stier mellem hovedsagelig oliven træer i et ellers goldt terræn.

Nogle steder er afmærkningen meget tydelig, men andre steder er det bare en klat maling på en sten.

Og så pludselig ligger Bubión, næsten bogstavelig talt, for ens fødder. 300 meter nede, for foden ad den stejle bjergside.

Stien zig zagger hele vejen ned til vi står i en lille sidegade til hovedgaden i Bubión.

Bubión er en hyggelig lille by, velkendt og velbesøgt af turister der vandrer i bjergene.

Fra Bubión udgår flere afmærkede stier ud i terrænet. Der er mulighed for overnatning på et af flere små hoteller. At turismen er tilstede ses også af de mange kunsthåndværk butikker i den lille by.
Bubión
Foto: Stien ender i hovedgaden i Bubión.

Gr7 og E4 mærkepæl
Foto: Alpujarra. En Gr7 og E4 mærkepæl.
Efter en lille forfriskning tog vi hul på hjemturen. Det var godt nok en anden sag, at komme op ad de 300 meter zig og zag end det var at gå ned...

Vel oppe igen er resten af turen ganske let, som den jo altså går jævnt nedad bakke.

Man lægger altid mærke til andre ting, når man går samme vej tilbage, men hvordan denne fine mærkepæl blev overset i første omgang ved jeg ikke. Måske vi havde været lidt på afveje...

Til top





oprettet august 2001 - webmaster: erik petersen - opdateret: 30-12-2014