Hammerknuden rundt
Du er her > Start > Danmark > Bornholm > Hammerknuden rundt

Vandreture i Danmark. Vandring på Bornholm.

Hammerknuden rundt - med afstikker til Hammer Fyr.

Distance: 6,8 km, 2 t.

Den korte version:
Hammerknuden er af granit og formet i den sidste istid og det er da også klipperne der gør denne tur speciel.

De stejle klippesider ned til Østersøen skaber dramatiske udsigter. Der er steder på ruten, hvor trapper må tages til hjælp for at forcere klipperne.

Ruten går på klipper og sten, i løst sand, på grusvej og asfaltvej og passerer Hammerodde fyr og Salomons kapel
Ruten på kort nederst på siden.

Bornholm. Hammerknuden, som den nordligste del tager sig ud, set fra Sandvig [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Hammerknuden, som den nordligste del tager sig ud, set fra Sandvig.
inden den returnerer ved Sæne Havn også kaldet Hammerhavnen.

På afstikkeren op til Hammeren Fyr passerer sporet også ovenover det tidligere granitbrud Hammerbruddet ved Opalsøen og på vej væk fra kysten, følges Hammersø, Danmarks eneste bjergsø, langs søbredden tilbage mod Sandvig.

Bornholm. Hammer Fyr og det højeste punkt på turen med ca 65 m.o.h. [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Hammer Fyr og det højeste punkt på turen med ca 65 m.o.h.
Distance: 6,8 km. 2 t.
Grad: 1. Let. På stenede stier, grusveje og asfaltvej.
Skilte: Forskellige skilte og gule klatter og med Skov- og Naturstyrelsens folder går det uden for mange afveje.
Udstyr: Intet særligt, men godt fodtøj anbefales.
Indkøb: Intet. (I Sandvig om sommeren).
Start: P-plads ved Sandvigen i Sandvig.
Slut: P-plads ved Sandvigen i Sandvig.
Til/fra: "Sandvig gl. station" med de offentlige busser fra BAT.

Den lange version:
Jeg starter turen ved den store P-plads i Sandvigs nordlige del, der på denne årstid er ganske tom. Ret forude ses asfaltvejen jeg skal følge i starten. Den fører ud til Hammerodde fyr, der stadig er i brug. Til venstre viser et officielt skilt vej til Salomons kapel. En lille tur henover knuden.

En bom spærrer vejen for biler og cykler og en låge spærrer for gående. Jeg åbner lågen og læser på et skilt, at den er til for at holde på de får og Hammershuslam, der græsser i området - og som senere kan købes slagtet.

Så går det derud ad. Vejret er fantastisk. Helt klart og skyfrit. Det er ca 6 grader, men solen varmer i nakken.

På dette første stræk går jeg i læ for blæsten, der kommer fra vest, og varmen fra solen mærkes ganske tydeligt.
Bornholm. Her i Sandvig starter turen rundt om Hammerknuden [Klik for et større billede]
Foto: Her i Sandvig starter turen rundt om Hammerknuden.

Bornholm. Hammerodde fyr forude, badet i det stærke sollys [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Hammerodde fyr forude, badet i det stærke sollys.
Her på den nordlige del er Hammeren fladest har jeg læst, men den stiger støt og roligt til 82 m.o.h. på den sydligste del, hvor den er højest.

Der er ca 1 km ud til Hammerodde fyr og her ender asfaltvejen ved en privat ejendom. Til højre for den viser et skilt stien til Salomons kapel. Den følger jeg.

Nu begynder det at ligne noget. Stien fører lidt ned og så åbenbares lidt af kyststrækningen forude.

Kort efter må jeg igennem endnu en fåresluse. Nu er retningen mod sydvest og den kølige blæst til at mærke. Jeg lyner jakken til og tager huen på.

Stien veksler mellem grus og store sten. På højre hånd er der udsigt til havet, der viser lidt bisser, og på venstre hånd til det visne lyng og krat der vokser op ad skråningen.

Det starter fint. Lyset her i det tidligste forår er helt fantastisk og giver landskabet et sært skær af - mystik, tror jeg.
Bornholm. Endnu en fåresluse passeres [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Endnu en fåresluse passeres.

Selvom turen er let at gå, giver klipperne dog små udfordringer undervejs. Der er lavet trapper på de sværeste passager, så man slipper for at klatre.

Stien har ført nedad og nu går jeg helt nede ved vandet. Landskabet flader lidt ud og forude anes en stenruin. Det er Salomons kapel. Bygget i kampe- og munkesten. Ifølge oplysningsskiltet er det fra 1300 tallet.

Bornholm. Ruinen af Salomons kapel [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Ruinen af Salomons kapel.
Lige nordvest for kapellet er der en kilde som i middelalderen blev betragtet som værende hellig.

Pilgrimme søgte hertil for at drikke det helbredende vand og for gennem bønner og gaver at opnå helbredelse.

Jeg holder lille pause, snupper en tår af det moderne kildevand, afstår fra bønner, men takker for den gave, det er at kunne vandre rundt i disse omgivelser; nyder solen og udsigten over vandet.

Der er gået ½ time siden start. Jeg går videre med et stort smil i ansigtet. Ganske kort efter passerer jeg en lille naturlig havn. Et gammelt trækspil på stranden afslører, at havnen har været brugt.

Kort efter kunne jeg godt have brugt et par gule pletter til orienteringen. En kyststi indikerer vel at man holder sig til kysten, men stien deler sig og den lige ud ser meget smattet og mudret ud, så jeg holder mig til den, der går langs kysten og i øvrigt ser lidt bredere ud.

Men det er en "dead end". Den fører lige ned til stranden og der er ingen sti videre. Så lidt tilbage igen og så opad den smattede genvej mellem lyngen, som andre før mig har brugt.

Nå det betyder ikke noget, men hvorfor ikke placere et gult mærke?

En sti på venstre hånd fører op i terrænet og forsvinder i skoven. En sten med gul skrift og en pil viser, at stien fører til Hammer Fyr. Det kan altså gøres.
Bornholm. Stien deler sig. Højre eller venstre? Kyststi eller ikke? [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Stien deler sig. Højre eller venstre? Kyststi eller ikke?.

Nu begynder terrænet igen at stige og flere steder er der trapper til hjælp. Udsigten er super fin. Jeg får pludselig associationer til Kreta. Udsigten, skråningen, stien, havet på dette stykke minder mig om turen til Lissos.

Der er dog i høj grad varmen til forskel. Den stærke blæst giver her chill faktoren et ordentlig nøk nedad, da jeg lige pludselig kommer fri af læ. Illusionen brister. Både næse og øjne løber i vand i den kolde blæst.

Bornholm. Sæne havn nedenfor og Hammershus silhuetten i baggrunden [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Sæne havn nedenfor og Hammershus silhuetten i baggrunden.
Udsynet til vandet forsvinder og stien er nærmest som en kanal gennem krat og buske. Det må se fantastisk ud om sommeren.

Så er jeg ca 50 m oppe. Stien drejer nu ind i landet mod sydøst. Forude, på den anden side af dalen nedenfor, ses Hammershus ruinerne tydeligt. I bunden af dalen ligger Sæne havn også kaldet Hammerhavn.

Den er blevet brugt til udskibning af store mængder granit helt op til ca 1970.

Men her er flere stier at vælge imellem. Et par stykker fører nedad, sikkert til havnen, men jeg er ikke sikker. En fører lige ud og en fører opad til venstre. Hvad nu?

Jeg rådfører mig med kortet på pjecen, men bliver ikke klogere. Går lidt videre og så dukker der faktisk et par gule klatter op på en sten, hvor en sti fører ned mod havnen. Et par meter længere henne står en pæl med en lille gul vandringsmand. Aha!

OBS! Det er her at turen ud til Hammershus starter.

Den anviser en sti ned til havnen, men den er færdig forlængst. Overgroet og ufarbar. Modsat går en sti opad, måske jeg skulle prøve den? Kan også fortsætte ligeud?

Jeg vælger at prøve den der går opad. Vejret er jo godt og jeg har tid nok, hvis den viser sig at være forkert og jeg må tilbage.

Og det må jeg, for stien ender blindt i en lille picnic spot kort efter. Nå. Pausetid.
Bornholm. En pæl med en lille gul vandringsmand [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. En pæl med en lille gul vandringsmand.

Her på det lille åbne areal står et bord med bænke og udsigten kan der ikke klages over. Den er fin. Men det bliver hurtigt køligt nu jeg er i ro, så det bliver et kort break.

Tilbage på hovedstien går jeg så ligeud, men har ikke gået langt før den igen deler sig. Denne gang vælger jeg den til venstre, der går opad, og regner med at den til højre fører ned til P-pladsen ved Opalsøen og Hammersø.

Bornholm. Dramatisk natur ved Opalsøen [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Ved Opalsøen.
Først går jeg gennem lidt skov inden sporet begynder at kravle opad. Retningen er nu mod nordøst og næsen vender mod Sandvig igen.

Stien snor sig i åbent terræn og udsigten er super. På den anden side af dalen og havnen troner Hammershus i disen, der nu er begyndt at danne sig.

Kort efter drejer stien, går nedad trapper og giver udsigt til det tidligere granitbrud med Opalsøen.

Godt nok et stykke dramatisk natur. Jeg går langs kanten, og stien der nu igen går opad, er her skærmet af et gelænder. Så slår den et lille knæk og terrænet flader ud og her ligger minsandten en lille sø. Krystal søen hedder den. Landskabet ser ikke særlig dansk ud. Flot, lidt barsk.

Stien er her tydeligt afmærket med gule pletter, men forude dukker forklaringen på de tidligere manglende gule pletter så op: De er alle placeret på 3 store klipper, der står lige ved siden af hinanden. Og så her, hvor sporet giver sig selv.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg har oplevet noget lignende i Alpujarra, Sierra Nevada i Spanien. Her var det manglende markeringsstokke, der så på det sidste stræk stod ganske tæt på en sti aldeles uden sidespor.
Bornholm. Krystal søen. På vej mod Hammer fyr [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Krystal søen.

Jeg følger stien, der bliver til en grusvej og forude ligger Hammer Fyr og turens højeste punkt. Ca 65 m.o.h. Her ved fyret er der om sommeren udskænkning og salg af is. En asfaltvej fører nedad og kommer ud nede ved Hammersø.

Lige nu er her ikke andet end kragernes skrigen, så jeg vender om og går tilbage mod søen. Gule pletter på stenene viser vej til en sti i budskadset venstre om Krystalsøen.

Bornholm.  Klippeskrænterne ved Opalsøen [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Klippeskrænterne ved Opalsøen.
Så går det nedad og jeg kommer igen til kanten af klipperne ved Opalsøen; nu på den modsatte side og jeg kan se gelænderet på kanten. På denne side er der også trapper og gelænder til hjælp.

Sporet snor sig her og udsigten til Opalsøen på højre side forsvinder i budskadset.

Kort efter dukker en anden sø op på venstre hånd i niveau med stien. Den hedder Gamle Dam.

Jeg kravler nedad de sidste trapper til det flade terræn på Opalsøens nordøstlige side. OBS!turen ud til Hammershus er det herfra turene er identiske tilbage til Sandvig.

Herfra er der 1½ km til Sandvig. Stien går ind i skoven, der breder sig helt ned til Hammersø.

Sporet snor sig af sted, stort set i niveau og meget tæt på søbredden, der på denne årstid flere steder er meget mudret. Der er en fin udsigt til den modsatte bred, hvor der går en vej.

Mod slutningen af søen er der udsigt over til, ja unskyld udtrykket, men en øjenbæ ligger lige for. Det er Hotel Hammersø.
Bornholm. Stien langs Hammersø. Hotel Hammersø anes på den anden [Klik for et større billede]
Foto: Bornholm. Stien langs Hammersø. Hotel Hammersø anes på den anden.

Der hvor Hammersø ender, støder vejen oppe fra Hammer Fyr til, og jeg følger den et lille stykke inden en sti fortsætter inde i terrænet langs vejen.

På højre side begynder de yderste huse i Sandvig at dukke op. På venstre side er udsigt til klippevæggen og lidt senere til de røde hytter på en campingplads i Sandvig.

Så er jeg tilbage ved start på den store p-plads i Sandvig. 7 km, i benene efter Hammerknuden rundt og 11,5 km turen ud til Hammershus medregnet.

Til top

Hammerknuden rundt på Google Maps:
Konstrueret ved hjælp af bl.a. GPS waypoints, fotos og hukommelse.


Vis Hammerknuden rundt på et større kort.

GPS data fra turen kan hentes her:
Hammerknuden rundt på EveryTrail. Her kan også downloades gpx filer (kræver tilmelding, gratis).

Til Hammershus turen | Til top





oprettet marts 2012 - webmaster: erik petersen - opdateret: 24-02-2013