Ghandruk - Birethanti.

Vi var som sædvanlig allerede oppe kl 6 og var ude at nyde morgenen, som bød på rimeligt klart vejr. Det var køligt, men ikke som de andre morgener. De store sneklædte tinder dukkede op mellem skyerne, forsvandt og kom frem igen. Hver gang havde de et andet lys på sig fra den gryende dag. Flot. Morgenmad kl 7 og derefter det sædvanlige ritual, med pakning af bluebacks, egen rygsæk og stille flasker frem til vand.

Foto: Nepal. Ghandruk. De store sneklædte tinder dukkede op mellem skyerne.

Foto: Nepal. Hotel Milan Ghandruk. Webmaster forsøgte sig på sherpa maner.

Så var der afregning for middag, morgenmad og øvrige indkøb foretaget under vores ophold. Jeg skulle lige prøve at bære de to sammensnørede bluebacks på nepalesisk vis inden porterne smuttede. Det var egentlig ikke så slemt. Det trak da godt i panden, men der var ikke noget træk i skuldrene og det tiltalte mig - tror jeg fattede fidusen. - Noget andet er, om jeg kunne være gået særlig langt på den måde?

Klokken var over 9, da vi drog afsted ud af Ghandruk og ind på vejen mod Birethanti. Den vej gik kun nedad, men det var stadig samme gode vej som i går. Efter en lille times vandring kom vi til et sted, hvor der havde været store stenskred og vejen var aldeles væk. Det brune smeltevand i den lille flod kom med stor fart og den manglende bro var erstattet af 2 træstammer. Det fik de fleste til at stoppe op og tage en dyb indånding inden broen ved hjælp af vores guider blev forceret.

Foto: Nepal. Fra Ghandruk gik vejen mod Birethanti nedad.

Foto: Nepal. På vej til Birethanti. Det brune smeltevand kom med stor fart og broen var 2 træstammer.

Ikke lige elegant af alle, men til trøst var der en af de lokale, der var nede på alle fire og kravlede over. Der var god trafik her, som gik lidt i stå når folk og dyr skulle over broen. Samtidig med os kom en æselkaravane. Æslerne tog den dog udenom broen, men de skulle drives ud i den brune vandstrøm. Vi klarede alle turen over broen og fortsatte vandringen. På afstand kunne vi bagude se stenskredet som en stor grå plamage på det grønne bjerg.

Godt 40 minutter senere holdt vi hvil og drikkepause i en lille hyggelig restaurant, med en fantastisk udsigt over kløften og vejen forude. Stedet hed meget passende Don't Pass Me By Restaurant. Det var som om gruppen slappede mere af i dag, måske fordi det var sidste dag, for vi blev hængende en rum tid og nød det. Kl 11.15 fortsatte vi dog vores vandring i det gode vejr. Et dejligt landskab med udsigt til floden i bunden, som vi hele tiden kom længere og længere ned til.

Foto: Nepal. Vejviser ved Don't Pas Me By Restaurant på vej til Birethanti.

Foto: Nepal. På vej til Birethanti passerede vi denne kæmpe bambus.

Vi var efterhånden ved at være nede ved floden i bunden af kløften. Vi kom forbi et hus med, hvad der på afstand lignede et stort træ, men viste sig at være, en kæmpe bambus. Her, næsten nede ved floden, lå der marker ned mod floden og en del huse langs vejen, nogle mere huse end andre. På vejen var der en del trafik i begge retninger. Lokale med børn, og mange i fineste puds, på vej på besøg hos familie eller venner. Man kunne godt se, det var en hovedvej.

Vi havde nu rismarker på begge sider af vejen, kun adskilt af et stengærde. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Forude kunne vi begynde at ane noget bebyggelse. Kl var godt 12, da vi nåede til Syauli Bazar, et lille samfund eller måske snarere, en lille samling lodges og restauranter, der også husede stedet for vores frokost, Sikhar Guets House & Restaurant. Det blev til en times pause i de hyggelige omgivelser inden vi atter var på vej.

Foto: Nepal. På vej til Birethanti. Her Syauli Bazar, hvor vi spiste frokost.

Foto: Nepal. På vej til Birethanti. Kæmpe gynge af bambus.

Halvanden til to timer tilbage til Birethanti, fik vi at vide. Vi gik stadig mellem rismarker, men afstanden til floden mindskedes. Vi så en gigantisk gynge, bygget af 4 kæmpe bambus grene, der var sat i krydsspænd og til stor fornøjelse for ungerne. Den pæne stenbelagte vej vi havde gået på indtil videre var nu en saga blot. Nu var det en grusvej og trafikken var øget.

Det, at vejen var en hovedfærdselsåre og det faktum, at vi nærmede os en by, var måske også forklaringen på det meget affald, der lå smidt rundt omkring. En udenlandsk dame gik og samlede papir op på sin vej, men det virkede lidt som halsløs gerning. Nå, det spolerede nu ingenlunde nydelsen af en god vandretur, der var ved at være til ende. Jeg kunne nu se Birethanti forude og hængebroen, som vi gik over den første dag.

Foto: Nepal. Det sidste stykke vej til Birethanti.

Foto: Nepal. Birethanti. En Everest til webmaster på Hotel Sunrise.

På det sidste stykke vej til Birethanti gik vi forbi en del fattige og faldefærdige hytter, eller skure, skulle de vel nærmere kaldes. Der var ingen afskærmende væg ud mod vejen og man kunne følge med i familiernes dagligliv, mens man gik forbi. Klokken var omkring 15, da vi nåede frem til Birethanti og kunne bænke os og nyde en Everest i pavillonen til Hotel Sunrise Lodge & Restaurant, hvor vi også skulle tilbringe den sidste nat i bjergene. En god dags vandring var til ende. Små 6 timer undervejs alt i alt.

Værelserne blev fordelt og det var tid for et varmt brusebad. Mange om budet, så man måtte ruste sig med tålmodighed. Vi brugte ventetiden til at gå en lille tur i byen. Det var meget hurtig overstået. Det er en meget lille by. Aftenmåltidet blev indtaget i samlet flok i pavillonen. Portere og assisterende guides spiste samtidig, men ved deres eget bord. Efter måltidet var der uddeling fra vores "overskudslager", gear der ikke skulle med hjem, t-shirts, strømper, sko osv, en seance jeg personlig ikke var særlig glad ved.

Foto: Nepal. Birethanti. En Everest til webmaster på Hotel Sunrise.

Dag 7. Tadapani - Gandruk | Til top