Tukuche - Kagbeni.

Der var kun 5 grader udenfor, da vi stod op kl 6. Jeg havde ikke sovet ret meget. Nu var det åbenbart min tur til begyndende forkølelse og halsonde. Pokkers. Efter morgenmaden og pakning var vi klar til dagens tur. Klokken var næsten 8, da vi fortsatte nordpå gennem Tukuche, der strækker sig over et langt stykke. Vi kunne nu se at "diskolyset", de blinkende lygter i nat, der havde undret os lidt, i virkeligheden kom fra et buddhistisk tempel.

Foto: Tukuche. Morgenen afslørede at nattens diskolys var fra et buddhistisk tempel.

Foto: Denne store sten ligger lidt nord for Tukuche.

Det er godt nok koldt stadigvæk, men vi går også i skyggen af bjergene. Solen er ikke højt nok på himlen endnu. Lidt udenfor Tukuche passerer vi en stor sten, der er malet med religiøse tegn og hvid på toppen. Terrænet er goldt. Vejen er støvet og går lige ud. Ikke særlig ophidsende. Nu er det også begyndt at blæse, men vi har den heldigvis i ryggen så det generer ikke, bortset fra støvet den fremkalder.

På disse kanter skulle det, efter sigende, være hver dag omkring kl 10, at blæsten kommer susende igennem kløften. Den blæser så til sen eftermiddag. Vi begyndte at møde vandrefolk, der kom nord fra og ligesom vi var startet tidligt. De var godt dækket til og stred mod blæsten og det kølige vejr. Dresskoden for vandrefolk, både trekkere og lokale, er noget spraglet. Det gælder først og fremmest om at være praktisk klædt, så det for hånden værende bruges.

Foto: Vejen er støvet og går lige ud. Ikke særlig ophidsende.

Foto: Kali Gandaki isolerer det lille samfund på den anden side af kløften.

Kløften breder sig ud, terrænet ændrer igen karakter, blæsten tager til og vi kommer ud i solen - og varmen. Floden bruser 10-15 meter nede og slår en bue udenom et fladt stykke landskab for foden af bjerget på vores højre side. Der ligger en by, og et par hængebroer og diverse elledninger over kløften forbinder det lille samfund med omverden. Vi har nu været afsted i knap halvanden time og nærmer os Marpha og en pause.

"Velkommen til Marpha. Nepals indtagende æble hovedstad". Skiltet, der med den inciterende tekst byder os velkommen, viser også med et kort, at Marpha, ligesom de andre byer, er en langstrakt affære og at der findes 14 hoteller eller lodges i byen. Vi er nu tydeligvis kommet til æbleland. På vej ind i byen passerer vi en stor indhegnet plantage med æbletræer, der bugner af modne frugter.

Foto: Velkommen til Marpha.

Foto: Indenfor byporten er Marpha faktisk indtagende.

Indenfor byporten er Marpha faktisk indtagende, med sin smalle hovedgade, som en gyde gennem byen, med huse, lodges og butikker af forskellig slags på begge sider. En del butikker handler med tibetanske varer. Tæpper, klæder og souvenirs og er drevet af eksil tibetanere. Der er en del tibetanske flygtninge i Marpha og syd for byen på højre side af floden ligger en flygtningelejr. Måske den bosættelse vi så?

Forfriskningerne blev indtaget i 'Paradise Guest House', på deres 'Roof Top Restaurant', der også bliver brugt til at tørre boghvede. Egentlig mærkeligt, at vi ikke er stødt på boghvede grød. Vi drak friskpresset æblejuice, selvfølgelig, mens vi nød solen og den klare luft og skuede ud over byens tage, med de karakteristiske brændestabler, som hegn, på husenes tage. Der var faktisk så rart, at vi blev hængende næsten en time inden vi hankede op i rygsækkene og fortsatte.

Foto: Et skue mod syd ud over Marphas tage.

Foto: Den nordlige byport i Marpha.

Der var stadig et stykke vej gennem Marpha inden vi gik ud gennem byporten og kom ud til vejen. I udkanten af byen passerede vi forbi en lang mur med bedemøller side om side. På skiltet, der ønsker os en god rejse, står, at der er ca en halv time til Syang og ca en time til Jomsom. Vi må se om det holder med vores nedsatte tempo. Da vi er ude af Marpha, forlader vi vejen, og tager den direkte kurs mod Jomsom nede i det åbne flodleje.

Forude ligger det golde landskab gennemskåret af floden. Luften er klar og tør, som bare pokker, og himlen helt utrolig blå. Den tørre luft river i halsen og blæsten bidrager med sand og støv, der hvirvles op fra det tørre flodleje. Det havde nok været værre at gå oppe på vejen. Vi kan se store støvskyer følge køretøjerne og er det eneste, der vidner om, at der rent faktisk er en vej på bjergsiden.

Foto: Luften er klar og tør og himlen helt utrolig blå.

Foto: Der er efterårs farver på en række træer langs et stengærde ved Syang.

Vi er efterhånden nået frem til Syang. Igen en bosættelse med husene spredt over et langstrakt område. Der er efterårs farver på en række træer langs et stengærde, der skærmer byen mod floden og som fører stien uden om byen. Det er nu en time siden vi forlod Marpha. Tidsplanen holder ikke rigtig for os. Der er stadig en halv time til Jomsom - og frokosten.

Efter Syang er der igen udsigt til det brede, golde flodleje. Vejen bliver bredere og bredere og fortaber sig ind imellem helt. Der er så bredt, at det er ligemeget hvor man går eller kører. Vi vandrer stadig på venstre side af Gandaki floden, der efterhånden ligger et stykke ude til højre. Så nærmer vi os Jomsom - og lufthavnen. Vi kan se start- og landingsbanen, som ligger på det åbne flade areal til højre mellem floden og byen.

Foto: Start- og landingsbanen i Jomsom.

Foto: På vejen ind i driftige Jomsom må vi vige for både busser, jeeps og yak okser.

På venstre side i byens udkant viser skilte vej til et 4 stjernet hotel. Jomsom har ialt 24 hoteller eller lodges. På vejen ind i driftige Jomsom må vi vige for både busser, jeeps og yak okser. Det er første gang jeg ser de store uldtotter i deres mere naturlige element. Jomsom er en lang bred hovedgade med butikker, restauranter og lodges på begge sider. Der er en politistation og militæret har en forlægning i byen og bevogter også lufthavnen.

Der handles alle steder. Der er kontorer for de taxijeeps, der kører op til Kagbeni og Muktinath og ligeledes kontorer for de, der kører den anden vej. Der er bureauer, der sælger billetter til busser og luftfartsselskaber, der sælger flybilletter. Der er trekkere, guider og porter på vej, og trekkere der bare venter på et fly. Her mødes mange trekkere med deres guide for første gang inden trekket efter flyveturen fra Pokhara eller Kathmandu.

Foto: Et lille udsnit af hovedgaden i Jomsom.

Foto: Vi indtager vores frokost i 'Hotel Himalayan Inn'.

Vi spiser frokost i 'Hotel Himalayan Inn'. De har en god udsigt over gaden og dens liv fra en drivhusagtig første sal. Der er godt varmt bag glasset, men det tjener sikkert som afskærmning for blæsten, der suser gennen gaden i "The Windy Valley". Maden lader vente på sig, der er travlhed på nepalesisk, men den er værd at vente på. Smager fantastisk eller også er jeg bare meget sulten.

Vi drager videre efter næsten halvanden time i Jomsom. Klokken er 13:30 og der er godt 2 timer til Kagbeni - i følge vores guide Prakash. Vi passerer en skole, hvor eleverne, i ens grå uniformer, sidder udenfor. Et skilt viser vejen til Kagbeni. Jomsom strækker sig langt og det tager en halv time at komme helt ud af byen. En bro fører vejen over Gandaki floden og på den anden side ligger en lille klynge huse ganske tæt og så er det slut med Jomsom.

Foto: Vi passerer en skole. Et skilt viser vejen til Kagbeni.

Foto: Forude ligger det, som efterhånden synes uendeligt, det golde flodleje.

Forude ligger det, som efterhånden synes uendeligt: Det golde, stenede Kali Gandaki flodleje, omkranset af lige så golde klipper og bjerge. Hernede fra kan vi ikke se de høje toppe. Det blev en rimelig begivenhedsløs vandring, bortset fra et sted i flodlejet, hvor man var ved at optage en film, en nepalesisk "Bollywood". Prakash og Keshar blev nysgerrigt hængende, mens vi vandrede videre. Efter lidt over en halv time i flodlejet kravler vi op til vejen, der løber på højre side.

I det fjerne anes en hængebro og noget bebyggelse. Kagbeni? Man har jo lov at håbe. Jeg var ved at gå flad. Men ikke i første omgang. Vi passerer en meget lang hængebro over flodlejet lige inden de huse vi så på afstand, men det er Old Kagbeni eller Ekle Bhatti, som bosættelsen vist hedder. Den består af nogle få huse og 2-3 små lodges og restauranter, hvoraf den ene havde lukket. Der er stadig en halv times tid til Kagbeni.

Foto: Old Kagbeni eller Ekle Bhatti, som bosættelsen vist hedder.

Foto: Nu kan vi se Kagbeni i det fjerne, men også, at der er langt endnu.

Vi indtager lidt forfriskninger i det ene lodge, der lidt prangende kalder sig 'Hotel Hill Ton'. Vejen deler sig her. Den ene fortsætter langs flodlejet til Kagbeni, den anden drejer opad og rammer vejen fra Kagbeni til Muktinath. Der er altså mulighed for en genvej ned fra APC uden om Kagbeni. For os er der kun "den slagne vej"... Jeg er altså ved at være godt flad. Energien er feset af i takt med at hals infektionen er taget til.

Vi fortsætter videre ad vejen, der synes mere og mere øde og trist. Nu kan vi se Kagbeni i det fjerne og, at der er langt endnu. Floden drejer væk på det sidste stykke ind til Kagbeni. Det giver plads til et fladt stykke land, mellem vejen og floden, hvor der dyrkes forskellige afgrøder. Da vi når frem til 'Annapurna Lodge' i Kagbeni må vi konstatere, at det lykkedes os at være en time om en halv times vandring...

Foto: Floden drejer væk på det sidste stykke ind til Kagbeni.

Foto: Annapurna Lodge i Kagbeni, set fra nord, med Nilgiri i baggrunden.

'Annapurna Lodge' er et stort lodge med mange værelser og en stor Dining Hall. Lodgen bliver flittigt benyttet af folk på vej ned fra Muktinath og vandringen rundt om Annapurna, APC, men her er nu ikke ret mange gæster lige nu sidst på sæsonen. Sjovt nok minder hotellets indre os om et refugie vi besøgte i Bulgarien, med lyst udskåret træværk og en speciel "hengemt" lugt. Værelset har heller ikke samme standard, som vi vi er blevet vant til, knap så rent.

Egentlig ligner dette lodge, i alfald indendøre, mere en bjerghytte end de karakteristiske tehuse eller lodges. Vi bænker os i den store Dining Hall, som de første, og deler en Everest øl. Udsigten mod syd og Nilgiri gennem panorama vinduerne er mageløs i skumrings lyset. Flere gæster kommer til. Det er folk, der på deres vej rundt om Annapurna, er kommet ned fra Thorung La passet og Muktinath.

Foto: The Dining Hall i Annapurna Lodge.

Til top
Til næste etape, dag 5