Du er her > Start > Nepal > Nepal 2009 > Kali Gandaki trek

Nepal. Trekking i Annapurna regionen. Kali Gandaki trek.

Kali Gandaki trek start.

Pokhara (820 m) (taxi) Beni (830 m) 3-4 timer - Galeshwar (870 m) 1 time. Dag 0.
Se kort: Ingen GPS data.
Op kl 6:30, pakkede og spiste morgenmad og betalte for opholdet. Vi tog afsked med det hjælpsomme personale og den Gurkhakniv bevæbnede hotelvagt.

Vores guide og porter, Prakash og Keshar, var kommet og den lille Toyota Corolla taxi var også dukket op og blev stuvet og pakket. 3 personer på det lille og aldeles umagelige bagsæde.

Kl 8.30 afsted ud af Pokhara mod Beni. På vej ud af Pokhara var vejene meget ringe med store huller, der skulle manøvreres udenom.
Nepal. Vores Gurkhakniv bevæbnede hotelvagt foran Lake Wiev Resort i Pokhara [Klik for et større billede]
Foto: Vores Gurkhakniv bevæbnede hotelvagt foran Lake Wiev Resort i Pokhara.

Nepal. Vores porter Keshar på den lille Highway Cafe [Klik for et større billede]
Foto: Vores porter Keshar på den lille Highway Cafe.
Trafikken var slem. Cykler, motorcykler, biler, busser og køer, altså af den firbenede slags.

Så var der et langt stykke med ordentlig vej, men herefter blev det blot værre og værre.

Vi holdt en pause i en lille by ved et travlt vejkryds. Strakte ben og ryg og fik noget at drikke i den lille "Highway Cafe". Vi var godt halvvejs fik vi at vide. Oh min stakkels bagdel.

Så fortsatte vi. Den hullede vej snoede sig op ad et bjerg og ned igen på den anden side mod og forbi Nayapul. Vi kunne begge genkende stedet.

Efter Nayapul blev vejen endnu værre. Den trange plads, ondt i ryg og r.. gjorde at jeg ikke kunne nyde turen og udsigten, som egentlig var fantastisk.

Vi kørte langs med floden Modi Khola til den lidt større by Kusma. Siden var det floden Kali Gandaki Khola vi fulgte nordvest på mod Baglung.

Efter Baglung var det stort set sket med det, man kunne kalde en vej.

Herefter var det støvet, meget bumpet grusvej og vores balder blev fladmast resten af turen til Beni, som vi omsider nåede lidt over middag.

Godt 3½ time havde vi rumlet i den gamle Toyota Corolla, som utrolig nok klarede turen. Vi fandt senere ud af at, bortset fra busser og jeeps, var det åbenbart kun Toyota Corollaer, der kunne klare den videre tur på den "nye vej".
Nepal. Den lille Toyota Corolla taxi i Beni [Klik for et større billede]
Foto: Den lille Toyota Corolla taxi i Beni.

Nepal. Beni. Indgangen til Kali Gandaki kløften [Klik for et større billede]
Foto: Beni. Indgangen til Kali Gandaki kløften.
Vi mødte dem langt senere på veje, hvor de ikke burde være. Vores chauffør havde da heller ikke til sinds at køre længere.

Beni er en "klondykeagtig" by, med hotel, lodge og boder der huser købmænd. Her holder en del busser, hvoraf flere altså tager den samme tur som vi nu skal gå.

Vi gjorde vores gear klar og handlede lidt drikkeligt. Det var varmt da vi med rygsæk påbegyndte den times vandring til vores første overnatning i Galeshwar.

Det var dejligt at få rørt sig. Dejligt at tænke på det der lå forude, de næste mange dage.

Så dukkede Galeshwar op forude. En flot byport hilser velkommen. Indenfor i byen var der ikke langt til vores logi.

Et flot tehus. 'Hotel Paradis'. De kan det med navne. En pæn ny sten bygning.

Værelse nr 3 var bedre end det i Kathmandu. Menukortet større end der, hvor vi spiste i går aftes. Det startede jo fint.
Nepal. Byporten til Galeshwar [Klik for et større billede]
Foto: Byporten til Galeshwar.

Nepal. Hotel Paradise i Galeshwar [Klik for et større billede]
Foto: Hotel Paradise i Galeshwar.
Vi spiste en god frokost og satte os bagefter i den udendørs pavillon og drak en kop kaffe, mens eftermiddagen gik på hæld.

Lidt senere slentrede vi alle fire en tur i den lille by, der bl.a. huser et Hindu tempel. Byvandringen var nu hurtigt overstået. Det er kun en lille by.

Tilbage på lodgen drak vi kaffe og te, bestilte aftensmad til kl 19, og sad og læste og skrev i det tomme opholdsrum. Der var kun en enkelt gæst foruden os.

Kl 18:45 blev maden serveret. Suppe med kylling og champignons og kartoffelmos med kylling og champignons. Lækkert.

Vi delte en Everest øl og fik lidt banan og skrællede æblestykker til dessert. Guiden serverede og porteren ryddede af.

Det er åbenbart deres arbejsfordeling. Først bagefter spiser de selv - i køkkenet.

Bestilte toast og kaffe til morgenmad. Kan tidsnok blive grød uden andre valg muligheder.
Nepal. Det store hindu tempel i Galeshwar [Klik for et større billede]
Foto: Det store hindu tempel i Galeshwar.

Aftenen tilbragte vi i opholdsrummet, hvor der blev snakket lidt med vores 2 nye følgesvende inden vi fortrak til værelset og vores soveposer.

Kort over taxi turen fra Pokhara til Beni og vandringen videre til Galeshwar.


Vis Pokhara til Beni og Galeshwar på et større kort

Til top
Til næste etape

oprettet november 2009 - webmaster: erik petersen - opdateret: 26-04-2016