|
Du er her > Start > Mit udstyr > Vandrestave eller ikke?
Inspiration til vandreture, trekking og hiking. Vandrestave eller ikke?Eller bare en vandrekæp, en træstav?
Hovedpunkterne i denne artikel som quick-links: Vandrekæp - Mine konklusioner - Vægten - Miljømæssige konsekvenser - Fordele ved vandrestave eller trekking poles. Den helt klare fordel, som jeg også selv mærker det, er den ganske betragtelige aflastning af især knæene, men også ryggen, som brug af stave giver. Der nævnes tal op til 25-30%, som må siges at være en ganske betragtelig del af byrden, hvis tallene holder. En anden fordel, er den bedre balance, der opnås ved også at bevæge overkroppen. At have den med i vandreprocessen er samtidig med til at aflaste ryggen. En lille ekstra detalje til vandrestavenes plus er, at de kan bruges som teltpæle i en snæver vending, eller, hvis man har en tarp. I så fald spares der lidt vægt samlet set. Ulemper: Stavene er med hele tiden, også når de ikke bruges. Selvom de ikke fylder alverden når de spændes på rygsækken, så er der det med vægten. De vejer, ikke meget, men de vejer. Man skal også passe på dem undervejs, hvilket godt kan være lidt stressende de steder, hvor der står mange løse, ved f.eks. mountain hytter. Der er også refugier rundt omkring i Europa, hvor de skal efterlades i "entréen" sammen med vandrestøvlerne. En anden ulempe, og en lidt overset faktor, er de miljømæssige konsekvenser. Det har ikke noget med ens fysiske tilstand at gøre, men med de psykiske betingelser for en vandreoplevelse. Måske ikke en stor ulempe, men en detalje er, at der med stavene bruges en del mere energi. Hvorvidt det ligefrem har indflydelse på, hvor langt man kan gå ved jeg ikke, men der skal lidt mere mad i rygsækken til en flerdages tur. En mærkbar faktor, hvis man ikke tidligere har brugt stave. En ting der irriterer mig, og derfor trækker fra, er at stavene er til besvær, når jeg skal fotografere. Enten hænger de og dingler på håndledene eller også skal de helt tages af. Vandrestav af træ, en vandrekæp eller en stok, kan være helt udemærket. Der findes tilmed vandrefolk der mener, at en kæp er det eneste rigtige. Det var sådan det hele startede. Med en kæp. Også for undertegnede - på caminoen.
En ulempe er, at den selvfølgelig skal findes først, og alt efter terrænet kan det være en større eller mindre opgave, men under alle omstændigheder en hyggelig opgave. At finde sin vandrekæp. Mine konklusioner: Hvis det går jævnt op, eller ned, på en nogenlunde farbar sti, så er stavene gode for mig. Hvis det kommer til stejle nedstigninger med f.eks. store trin, er kun den ene til hjælp, den anden er mest i vejen (nok et spørgsmål om teknik, eller mangel på samme). Her er en vandrekæp lige så god, som en fast støtte, når der skal tages fra nedad. En trekking pole eller vandrestav skulle sagtens kunne det samme, men jeg synes ikke, jeg har samme sikre fornemmelse, som med én vandrekæp. På almindeligt fladt terræn bruger jeg stort set ikke stavene. Det er ikke umiddelbart nødvendigt synes jeg, men der er imidlertid en pointe, som taler for at bruge dem alligevel: Ved brug af stavene bevæger og motionerer man nemlig overkroppen, skuldrene og armene i takt, så at sige, med kroppens øvrige rytme. Det giver en bedre afbalancering af kroppen og energiforbruget. Jeg har ofte brugt at venepumbe mine arme, for at få blodet til at løbe tilbage fra hænderne, hvor det hober sig op. Armene hænger jo ellers bare nedad det meste af tiden, hvis man ikke lige har fat i skulderstroppene på rygsækken. En erfaring rigere blev jeg på Camino de Santiago. Her lærte jeg, at en ganske almindelig vandrekæp kan bruges til andet og mere end lige som vandrekæp. Jeg havde nemlig fået problemer med ømme og stive muskler i nakke og skuldre og blev anbefalet at anskaffe mig en kæp til at massere rygstykkerne.
af moderne vandrestave er måske i småtings afdelingen og betyder ikke det store for de mange, men for andre har den stor betydning. Ikke mindst i forhold til det, at vandre light. Eftersom stavene skal løftes for hvert skridt der tages, har vægten selvfølgelig en vis indflydelse. Første gang man går en lang tur med stave, kan det bestemt også mærkes i armene bagefter. De tungeste stave er lavet af aluminium og de letteste, og dyreste, er lavet af kombineret kulfiber (carbon) og aluminium. Jo mere kulfiber, des lettere. De letteste vejer omkring 180 g pr stav, men de fleste vejer mellem 250 og 300 g. Så det kan godt løbe op i et ½ kilo ekstra vægt på turen. Det er en jungle af forskellige mærker, kvaliteter og ikke mindst priser, så herfra ingen anbefalinger. Til inspiration kan jeg dog fortælle, at dem jeg bruger i øjeblikket er 3 sektions teleskopstave af aluminium.
Det kunne lyde som en banalitet, men er ikke helt så enkelt. Det er noget, der tages seriøst ikke mindst i nationalparker.
I følge principperne om Efterlad Ingen Spor (Leave No Trace), er alle 3 omtalte mærker med til at forringe, den samlede oplevelse. Som stille vandrer mener jeg, at lyden af stavene er meget belastende. - Klik klik klik klik klik - Især på de steder, hvor der ellers burde være tyst... Forestil dig en hel gruppe med stave! Den amerikanske organisation ATC (The Appalachian Trail Conservancy) anbefaler en række initiativer for at håndtere de miljømæssige konsekvenser ved brugen af trekking poles. De mener at vandrefolk bør være meget mere bevidste om, hvor og hvad de sætter deres stave i. Man anbefaler bl.a. at bruge gummidupper for at undgå ridserne på klipper, og i visse områder, hvor potentialet for skadelige virkninger er størst, foreslår ATC, at lade være at bruge dem. Man kunne sagtens forestille sig lignende initiativer og kommende restriktioner i f.eks. europæiske nationalparker.
|
Foto: Her et par moderne vandrestave og en en simpel vandrekæp fra caminoen.
Foto: Nell fra Sydafrika brugte 2 vandrekæppe på caminoen.
Foto: 100 km tilbage af caminoen. Da havde vandrekæppen og jeg fulgtes ad i 16 dage.
Foto: Panorama Cham 3S vejer 272 g pr stk, min vandrekæp fra caminoen, kun 212 g.
Foto: Synlige mærker: Hvide ridser på klipper og sten.
|
|