Tatranska Lomnica - Chata pri Zelenum plese.

Distance: 4 timer 10 min. Grad: 2, moderat.. Lettere anstrengende. Stenede stier og grusvej. Skilte: TANAP's skilte. Op/ned: 700 m. Udstyr: Kort over området. Gode vandrestøvler eller solidt vandrefodtøj. Regncover. Vejret kan skifte brat i bjergene. Proviant: Tatranska Lomnica og Zelenum. Til/fra: Se evt. transport til og fra Tatranska Lomnica. Fra bjerghytten Zelenum plese kan vælges flere vandreruter.

Foto: Slovakiet. Chata pri Zelenum plese (1551 m.o.h.).

Foto: Slovakiet. Ryddet skov ved Tatranska Lomnica. Ryddet af stormen i 2004.

Stien er godt skiltet, hvor der kan være tvivl, som lige her, hvor der er flere muligheder, men det er nu rart også at kunne tjekke retningen på kortet. Stien, der nu er en smal sti af grus, bugter sig udenom en lille kløft og vi kommer ud til åbent land. Da vi gik videre kunne vi se, at det var ryddet skov. Ryddet af stormen i 2004. Nu var der et væld af andre grønne arter, der kæmpede om den nyvundne plads.

Ganske kort tid efter nåede vi en skillevej ved det, der måtte være Kotlina Matliare. Et lille skovhuggerhus, med en mindre væksthave, 5 min fra landevejen. Her kan der tankes vand og indtages en bid brød ved borde med bænke, inden turen går videre af stien, der nu er blå, til Zelenum plese. 3 timer og 20 min. Lidt over 1 time ad en smal sti op gennem skoven mod Dolina Kezmarskej Bielej vody. Der skulle stien gerne møde grusvejen, der fører resten af vejen til bjerghytten.

Foto: Slovakiet. Skovhuggerhuset ved Tatranska Matliare.

Foto: Slovakiet. Gennem skov på vej til Chata pri Zelenum plese.

Vi gik ud af den blå sti, der var lidt svær at holde styr på i det åbne landskab, men snart efter var det ind i skoven og sporet gav så sig selv. En lidt pløret affære i skoven, men de steder med store pytter kunne forceres med lidt besvær og snart efter kom vi igen ud på mere åbent land med græsser og spredte løvtræer. Det var ikke gået meget opad hidtil, men det gjorde det så nu. Solen skinnede fra en skyfri himmel og sveden løb.

Stigningen var ikke så lang og vi kom atter ind i skoven og stien gik nu lidt nedad igen og kort efter var vi ved grusvejen, der forbinder Zelenum plese med landevejen. Den er mærket både blå, gul og grøn og indtil videre er det bare at følge den. Vi er ikke mere alene på sporet. Vi møder vi en del folk i forskellige aldre, der er på tur i det gode vejr og som er gået nede fra landevejen, hvor der er et busstop. Her på grusvejen gik vi rask til, selvom den steg støt.

Foto: Slovakiet. Webmaster på vej til Chata pri Zelenum plese.

Foto: Slovakiet. Regn og vandring med paraply.

Vejret holdt heller ikke i dag. Det var begyndt at rumle og skyerne var ankommet. Efter en halv times tid begyndte det at dryppe. Vi stoppede og fik ponchoerne på og det var i sidste øjeblik. Kort efter væltede regnen ned i lårtykke stråler akkompagneret af tordenbrag, der rungede mellem bjergene. Vi kom forbi et lille skur og krøb lidt i læ og tog en pause. Derfra kunne vi se folk defilere forbi i skybruddet. Nogle med paraply, med ponchoer, regnjakker og nogle uden.

Vi fortsatte i regnen efter den lille røg pause. Kort efter kom vi forbi nogle halvtag, hvor flere havde søgt ly. Det lignede et udflugtssted med borde, bænke og grill. Snart efter sluttede grusvejen og sporene delte sig. Den blå sti fortsætter lige ud og faktisk helt til Tatranska Javorina på den anden side af bjergene tæt på den polske grænse. En god dagstur. Gul og grøn sti drejer til venstre, går over en træbro og drejer så igen tilbage. Retningen er næsten den samme som blå sti, men her går det mere opad.

Foto: Slovakiet. På stien op til bjerghytten Zelenum.

Foto: Slovakiet. Stien til Zelenum, med de sneklædte bjerge i baggrunden.

Det var nogle ordentlige skærver den forholdsvis brede sti var lavet af. Måske på grund af regn? I tilgift til væden fik vi nogle ordentlige knald, ligeså det gippede i en. Efter en times tid med voldsom regn og torden ebbede det ud og snart efter kiggede solen frem igen. En lille pause, hvor ponchoerne blev rystet og pakket ned. På dette stræk af stien var der sorteret ud i folk. Væk var de mere turistede og tilbage kun nogle få vandrefolk på vej op eller ned.

Stien drejer nu mod vest og ind i Dolina Zelenoho plesa og vi kommer igen ud af skoven. De store bjerge, med spredte sneklatter på, rejser sig forude. Stigningen lader også til at være overstået. Her går det jævnt lige ud. På begge sider er stien omkranset af lave fyr og bærbuske. Nedenfor bruser en lille flod skjult i det grønne. Bjergene rykker nærmere, som vi går ind i dalen, men vi kan ikke se Zelenum endnu.

Foto: Slovakiet. Ved siden af stien bruser en lille flod.

Foto: Slovakiet. Hos nogen kan det barnlige sind ikke styres ved synet af sneen der ikke er smeltet.

I et sving kan hytten anes derude i det fjerne. Bjergene rejser sig imponerende i baggrunden. Vi passerer forbi store sneklatter, der endnu ikke er tøet og hos nogen kan det barnlige sind ikke styres og der må kastes med snebolde. Ganske kort tid efter er vi fremme ved Zelenum og kan gøre krav på en kølig pils, der indtages ved bordene udenfor i solen.

Her sidder en del vandrefolk og nyder solen efter dagens strabadser. Vi melder vores ankomst efter at have svalet ganen. Vi har booket en overnatning på forhånd. Et dobbeltværelse, men det var ikke det vi fik anvist og der må tålmodighed til for at få reddet trådene ud. Personalet skal være til dels undskyldt, da de havde meget travlt med at arrangere spisning for et hold Redere og Mountain folk, der var på teambuilding.

Foto: Slovakiet. Chata pri Zelenum plese. Det ligger flot.

til top