|
|
Du er her > Start > Slovakiet > Vandreture > Rundtur via Studnicky
Vandring i Slovakiet. Vandreture i Høje Tatra, Vysoke Tatry.Rundtur ved Strbske Pleso via Tri Studnicky.
Distance: Ca. 6 timer.
Grad: 2, moderat.
Rimelig let og ubesværet. Stenede skovstier, men oprydningen i skovene med store køretøjer har lavet flere stier om til store mudrede hjulspor.
Skilte: TANAP's skilte.
Op/ned: 200 m.
Udstyr: Vandrestøvler eller alm. vandrefodtøj. Solhat og vand. En regnjakke og regncover til rygsækken bør også medbringes. Proviant: Strbske pleso. Til/fra: Strbske pleso, den store sø ved Strbske Pleso.
|
|
Foto: Skiltning ved Strbske pleso søen, hvor rundturen kan starte.
|
Foto: Soliskom restaurant, set fra modsatte side af søen.
|
|
Vores tur tager sin begyndelse ved Restaurant Soliskom, der ligger perfekt ved bredden af søen i Strbske Pleso. Ikke at forveksle med bjerghytten 500 m højere oppe. Herfra udgår flere ture.
Vi skal 2.15 t ad den røde sti til vores vendepunkt, der hedder Tri Studnicky. Her lå der tidligere en hytte, men den er ikke mere. For at få forplejning og evt overnatning skal man gå videre til Podbanské, 1½ t, hvor der bl.a. ligger et hotel.
|
Men der er flere tur muligheder. Efter ½ time ud ad rød sti drejer et spor af. Det er gul sti, der går op gennem dalen, Furkotska Dolina til Bystre Sedlo (ca 3.15 t). Man kan også følge stien op til Kriván (2494 m), en tur på 3½ t. Begge ruter er lukket mellem 1/11 og 15/6. Lidt mindre ambitiøst kunne være turen ned til den lille by Strba. Hvis man følger blå sti tager det 1½ t.
Men vi drager ud af den rød mærkede sti, der starter med at være grusvej.
Vejen er fin, så udsigten kan nydes uden at man hele tiden skal kigge, hvor man sætter sine fødder.
Vi passerede et par huse, der stod ubeboet og tilsyneladende fik lov at forfalde. Kort efter blev vejen til en bred sti, omsluttet af skov, grøn og frodig.
Efter små 3 kvarter nåede vi til det sted, hvor den gule sti starter. Skiltet viser, at der er 2½ t op til søen Wahlenbergovo pleso og 3 t op til Furkotsky stit (2408 m).
|
|
Foto: Slovakiet. Fra rundturen ved Strbske Pleso.
|
Foto: Slovakiet. Jamske pleso.
|
|
Skiltningen viser også, at den gule sti er lukket mellem 1/11 og 15/6 af hensyn til naturbeskyttelsen.
Efter en halv times tid støder en blå sti til nedefra. Den starter ved landevejen, hvor der er en P-plads ved Biely Vah, følges med rød sti til søen Jamske pleso og fortsætter så op til Krivan.
Et kvarters tid efter nåede vi så stedet, hvor blå sti drejer fra op til Krivan og 5 min senere var vi ved søen.
|
Søen er et udflugtssted med borde og bænke i nogle shelter lignende konstruktioner ved bredden. Der går en sti rundt om søen.
Her er nu også ganske pænt og rart, men efter en kort pause fortsætter vi.
En halv times tid senere kom vi ud på åbent land. Skoven var på det nærmeste lagt ned og der var udsigt hele vejen ned i dalen. En sølle udsigt. Spredt omkring stod enkelte graner stadig, mens resten lå væltede omkuld, med roden strittende halvt op af jorden.
|
|
Foto: Slovakiet. Shelter ved Jamske pleso.
|
Foto: Slovakiet. Skoven var på det nærmeste lagt ned.
|
|
Der er gang i oprydningen stadigvæk, hvilket store hjulspor vidner om. Flere steder ligger store stammer klar til at blive bugseret bort.
Vi blev overhalet af 3 mountainbikere, der holdt tungen lige i munden på den mishandlede sti.
Det blev efterhånden en lidt tvivlsom fornøjelse. Stien blev til en skovvej, der var helt opkørt af de store traktorer. Hjulsporene var flere steder ½ m dybe og meget mudrede.
|
Vi var nået til et sted, hvor der er en del skovveje på kryds og tværs og på grund af de væltede træer og opkørte spor, var det lidt svært at finde de røde mærker. Efter godt 3 timers vandring nåede vi så frem til Tri Studnicky, som altså ikke rigtig er andet end et par huse og bare et sted på kortet.
Nu kunne det have været rart, hvis hytten stadig havde eksisteret, så vi kunne have fået lidt forplejning. Bygningen er der stadig, men det ser ud til at være privat bolig nu.
|
|
Foto: Slovakiet. Stien blev til en skovvej, der var helt opkørt af de store traktorer.
|
Foto: Slovakiet. Tri Studnicky. Starten på stien op til Krivan ses i baggrunden.
|
|
Herfra (1140 m) går grøn sti op til Krivan (2494 m). På det sidste stykke hertil, stødte vi på grøn sti, som vi havde tænkt at benytte hjemad, men den gik lige gennem det sted, med traktorer, opkørte spor og træstammer på tværs, hvor vi havde haft svært ved at finde vej, så vi besluttede at ændre plan for turen tilbage.
Grøn sti løber parallelt med landevejen et stykke højere oppe og på kortet kunne vi se, at der måtte være mulighed for at komme op fra landevejen et stykke ude ad denne.
|
Noget helt andet fik del i planlægningen. Vejret. Det var trukket kraftigt sammen med sorte skyer ude over dalen og det var begyndt at tordne. Vi havde ikke den store lyst til at blive fanget i hjulsporenes pløre i regnvejr, så vi valgte at følge landevejen og så se, hvordan tingene udviklede sig. Der er ikke meget trafik på landevejen, så den er ok at gå på.
Vi kom til at gå hele turen hjem ad landevejen. Regn blev det ikke til, men det var vel rent held formoder jeg, for vi kunne gå og se, hvordan der var åbnet for himlens sluser ude over dalen med lyn og torden.
Det var ikke umiddelbart til at komme op på stien fra vejen og først da vi kom til P-pladsen ved Biely Vah, hvor den blå sti til Jamske pleso starter, kunne det lade sig gøre. Ved at gå 25 m ad denne kom vi til den grønne, der gik på tværs over et nyt opstået vådområde.
|
|
Foto: Slovakiet. Her et eller andet sted går grøn sti.
|
Foto: Slovakiet. Grøn sti helt blokeret af væltede træer.
|
|
Vi forsøgte at følge den, men den var umulig at bruge. Væltede træer lå ind over stien og efter at have forceret de første og så, hvor mange flere der lå forude, droppede vi det og gik ned til landevejen igen og fulgte den tilbage til Strbske Pleso.
Aprpos landevejen, så var der kun lidt trafik af biler, men en enorm trafik af fluer. Aldrig har jeg været plaget af fluer i den grad, som det her var tilfældet. Vi kunne ikke stoppe op bare et kort øjeblik, før der sad i hundredevis af fluer på en. Ganske almindelige stueflue agtige nogen, men godt nok irriterende.
|
til top
|