|
|
|
Du er her > Start > Rhodos > Arhángelos-Haráki
Vandring i Grækenland. Vandreture på Rhodos.
Arhángelos - Haráki.
Distance: 5-6 timer alt efter tempo og hvor meget man går forkert... Ca 8 km.
Grad: 3 (g,c), udfordrende. Stien tæt på den stejle kant visse steder.
Op/ned: Ca 150 m.
Skilte: Ingen. Kun varder.
Udstyr: Vandrestøvler eller gode vandresko. Solbeskyttelse og vand.
Indkøb: Arhángelos og Mássari.
Til/Fra: Bus fra Rimini Square i Rodos til Arhángelos. Pris en enkelt billet 2,20 Euro. Retur med bus fra torvet i Mássari. Pris 2,70 Euro (2005 priser). Køreplaner for busserne.
|
|
Foto: Fra stien ved fortet er der udsigt mod havet.
|
Foto: De små gader i Arhángelos med fortet i baggrunden.
|
|
Blev sat af midt på hovedgaden i Arhángelos der er Rhodos' næst største by. Vi skal op til
Korsridder borgen, der ligger højt placeret mellem byen og vandet.
Der er ingen skiltning fra hovedgaden mod borgen, men med retningen indprentet er det bare at bevæge sig gennem de små gader op mod borgen. Herinde i de små gader er det svært at orientere sig, men pludselig er der et malet skilt forude. Citadellet.
|
Vel oppe ved fortet skues der ud over byens tage. En trappe fører op til indgangen, men den vej vi skal fører til højre videre forbi fortet. Kort efter er der en sti til venstre der fører lidt opad med retning mod kysten.
Nu ligger borgen skråt bagude til venstre. Foran os og nede i en dal med oliven træer går en grusvej og i baggrunden skimtes havet. Vi følger stien nedad til grusvejen, der slynger sig let ud mod kysten.
Vejen drejer her, hvor vi kommer ned og den ene fører udad mod kysten. Den anden går på tværs med retning mod nord. Hvis den vælges, krydses den af en anden grusvej der går vest/øst. Vælg retning øst mod kysten.
|
|
Foto: Korsridder borgen, højt placeret mellem byen og havet.
|
Oppefra set er det muligt at vælge flere veje og man skal nok komme ned mod kysten. Et lille stykke efter skulle der være en sti til venstre gennem budskadset. Følger man den får man en detour rundt om en knold af bjerget Profitis Elias og kommer ned til 'Stegna beach'. Herfra følger man så kysten til den senere støder på en af flere grusveje i området.
Foto: En lille kirke eller kapel ligger smukt.
|
|
Vi fortsatte ligeud og nåede frem til en lille kirke eller kapel.
Vejen slog et sving her og fortsatte mod nord, så vi drejede til højre ad en grusvej langs med kirken mod øst og kom efter en god vandring til nogle karakteristiske huler i klipperne, som var en af vore landkendinger fra bogen.
Her tæt ved støder stien fra Stegna til. Herfra følges grusvejen så med retning mod syd.
|
Ned mod kysten, på venstre hånd, ligger et sommerhusområde.
Man er ved at gøre klar til flere huse i området. Store gravemaskiner har lavet et net af veje på det seneste, så bogens anvisninger er ikke lette at følge.
Retning mod en lille kirke forude i lndskabet. Efter et lille stykke drejer vejen igen ud mod kysten og næsten i svinget, ved en høj stenmur går et spor videre i den oprindelige retning mod syd.
|
|
Foto: Klippehulerne. Vores landkending.
|
Foto: På vej mod Klisoúras bugten.
|
|
Et fremmedartet landskab. Det er vist sandstens klipper. Aner intet om sådan noget, men efter sigende skulle vi komme forbi et sted, hvorfra man mener, at stenene til Lindos blev brudt.
Får og geder har indtaget nogle huler i klipperne vi kommer forbi. Stedet med stenene dukker op kort efter.
Imponerende og barsk kyststrækningVi går ad et hjulspor mod syd og kommer til kanten med bugten Klisoúras nedenfor.
|
Her går sporet nedad tæt på kanten mærket med et par klatter rød maling.
Det skulle være muligt at springe den lidt vovede del på skrænten over ved at søge indad i landet, hvor der er en grusvej, som vi støder på længere fremme alligevel.
Turen nedad er styret af varder og vi kommer ned til en lille ruin. Fortsætter bag om den og videre nedad.
|
|
Foto: Imponerende og barsk kyststrækning.
|
Længere fremme, på klipper ude i vandet, står der 3 kors. Et ensomt ældre oliventræ står på en lille plads, hvor en vej fører til. Der er besøg af en lille rød lastbil.Der skal vi ned.
Foto: Oliventræet og stien ned mod stranden i baggrunden.
|
|
Fra træet følger man vejen lidt tilbage ind i landet, hvor før omtalte grusvej løber på langs med kysten en del højere oppe. Oppe på vejen tager vi igen retning mod syd.
Men inden vi forlader oliven træet og går videre, tager vi en lille detour ad stien ned mod bugten og de tre kors, der står yderst på en klippe.
Det er stejlt. En stemme nedefra råber "Welcome - don't be afraid of the height".
|
Under et interemistisk halvtag nede på stranden sidder 3 grækere. Det sidste stykke ned er der lavet regulære trapper med sirlige udsmykninger af forskellige sten. Vel nede bliver vi modtaget af Tsampikos og hans 2 venner der byder på mad og drikke.
Det er grækernes langfredag - en måneds tid efter vor egen - og der spises ikke kød, men der er grøntsager og brød. Bagekartofler og oliven. Vi snakker over en kold øl.
Stedet her fandt Tsampikos for mange år siden, som stor dreng, og er kommet her jævnligt siden. Som voksen har han genfundet sit fristed og nyder weekender og ferie på stedet sammen med venner. Konerne opholder sig i Arhángelos, hvor de alle tre bor.
|
|
Foto: Rhodos. Tsampikos' sted.
|
Og stedet er perfekt. Den lille bugt er svær at komme sejlende til pga klipper i vandet, så deres lille strand er ugeneret fra den kant. De mennesker der tager turen ned ad klippeskrænten bliver taget godt imod og nogle bliver hængende flere dage og nyder en flig af paradiset.
Foto: Tsampikos og vennerne.
|
|
Vi skal dog videre. Vi er kun ca halvvejs mod vort mål. Vi har brugt meget tid i starten på at kredse rundt for at finde rette vej.
Vi tager afsked med Tsampikos og vennerne og tager en svedig tur opad klippesiden.
Vel oppe ved oliventræet følger vi så vejen indad i landet til grusvejen lidt højere oppe. Den følger vi så mod syd og kommer på et tidpunkt forbi en lille kirke.
|
Vejen ophører ved nogle indhegninger og bliver til et spor der går videre mellem klipperne. Her starter en rigtig smuk tur. Det 512 m høje bjergmassiv Profitis Elias rejser sig på højre side og et pænt stykke nede til venstre det blå, blå hav.
Turen langs kysten er guidet af varder og sporet er smalt og forsøgt spærret af kæmpetidsler.
Der er ingen steder, hvor stien kommer rigtig tæt på kanten, men der er alligevel steder, der skal forceres med lidt omtanke.
Det er klippelandskab og det er barskt på sin måde. Der er ca en times vandring mellem klipperne i det lidt særprægede landskab.
|
|
Foto: Et tilbageblik.
|
Bjergmassivet trækker sig tilbage, som vi når tættere på Háráki og landskabet ændrer karakter og breder sig ud. Det er stadig det lave tætte stikkende budskads stien snor sig igennem, men så dukker der oliven træer op ret forude og stien drejer ind i landet.
Foto: Agia Georgios. Det lille kapel var pejlemærke.
|
|
Vi kigger efter næste pejlemærke, som er Agios Georgios. Et lille kapel ved foden af bjerget.
Her er det lidt svært at finde stien, men med retning mod kapellet nåede vi frem til den grusvej, der fører til og fra kapellet og som vi skulle bruge det sidste stykke.
Med retning væk fra Agios Georgios følger vi grusvejen mellem oliventræerne. Noget senere deler vejen sig.
|
Den ene del tager retning skråt mod kysten og Haráki, den anden formodede vi gik ud til den asfaltvej der forbinder Haráki med landevejen mellem Rhodos og Lindos.
Vi var lidt i tvivl om, hvor meget tid vi havde til rådighed og valgte den anden del, der ganske rigtig endte ved asfaltvejen.
Kort efter var vi fremme ved landevejen. Her er det så muligt at fange bussen fra Lindos, men det er r.. sygt at sidde og glo på den relativt tætte landevejstrafik. Vi kunne også fortsætte over landevejen ad den vej som fører op til landsbyen Malónas.
|
|
Foto: Et kig mod borgen på klippen ved Haráki.
|
Foto: Torvet i Mássari.
|
|
Vi var dog i tvivl om, hvorvidt bussen kørte igennem byen og valgte i stedet at gå ca 1 km den "forkerte" vej mod syd, hvor landsbyen Massári ligger tæt ved landevejen. Der vidste vi at bussen ville passere igennem.
Ved byens lille hyggelige torv satte vi os ved en taverna under de store skyggefulde træer og nød en kold øl, mens vi betragtede landbylivet, som det foldede sig ud en Langfredag, indtil bussen dukkede op.
|
til top
|