Du er her > Start > Kreta > Transport

Grækenland. Vandreture på Kreta. Transport på Vestkreta.

Transport.

KTEL's grønne busser, som ikke mere kun er grønne, langdistance busserne, bruger vi hver gang vi skal omkring. De er moderne, bekvemme, hurtige og rimelige billige.

Fra den store travle busstation i Chania kører de ud til store dele af Vestkreta samt Rethimno og Heraklion.

Til Kastelli og Kissamos på nordvestkysten kører de i timedrift og der er mange afgange til Agia Marina, Platanias og hotellerne med ledbus i højsæsonen.
Kreta. Den moderne busstation i Chania centrum
Foto: Den moderne busstation i Chania centrum.

Kreta. Ventetiden fordrives på den moderne busstation i Chania centrum
Foto: Ventetiden fordrives på den moderne busstation i Chania centrum.
Til sydkysten kører de til Paleochora 5-6 gange om dagen, til Sougia og Chora Sfakion 3-4 gange om dagen.

Det tager ca 1.45 min til Paleochora (8.30 Euro i 2016) og nogenlunde det samme (også pris) til Chora Sfakion. Der er lidt kortere vej til Sougia (7.80 Euro).

Selve busstationen i Chania har været igennem en større renovering indenfor de seneste år og fremstår nu som en moderne busstation både udenfor og indendøre.

Et andet af de nyere og bedre tiltag hos KTEL, også indenfor de seneste år, er ruten mellem Chania og Chania lufthavn, Ioannis Daskalogiannis, på Akrotiri halvøen.

Det har gjort den del af rejsen noget billigere (2.50 Euro i 2016). Der er nu også en forbindelse mellem Rethimnon og lufthavnen.

Husk at gemme billetten under kørslen, da der kan forekomme kontrolbesøg under vejs.
Kreta. Busstationen i Chania har også fået et ordentligt face lift indvendig
Foto: Busstationen i Chania har også fået et ordentligt face lift indvendig.

Tjek ruter og tid her: KTEL køreplaner | e-ktel.com/en/ fra busselskabets egen hjemmeside. Opdaterede køreplaner, priser og "online ticket" bestilling. På engelsk, tysk og græsk.
Færgeforbindelsen på sydkysten. Anendyk Line.
Kreta. Færgen på vej til Paleochora
Foto: Færgen på vej til Paleochora.
Der sejles stadig på strækningen Paleochora, Sougia, Agia Roumeli, Loutro og Chora Sfakion, men der sejles ikke direkte mere.

Der skal skiftes i Agia Roumeli. Nogle dage er det samme færge, der sejler videre, andre dage skal der skiftes til en anden. Ventetiden i Agia Roumeli er ca 1½ time i begge tilfælde.

I højsæsonen sejles der efter udvidet sejlplan, med både bilfærge og passagerbåden "Neptun".

I forårsmånederne, april og starten af maj, er sejlplanen reduceret. Vær opmærksom på at vejret kan være så dårligt at sejlladsen indstilles midlertidigt.

Det skal der tages højde for, hvis man planlægger at benytte færgen til eller fra vandreturene. Det er sket, at den sejlede om morgenen, men ikke om eftermiddagen.

Billetter skal købes inden rejsen, og kan købes forskellige steder:
Kreta. Passagerbåden Neptun lægger til i Loutro
Foto: Passagerbåden Neptun lægger til i Loutro.

Kreta. Billetkontoret i Agia Roumeli
Foto: Billetkontoret i Agia Roumeli.
I Paleochora er det hos en rejseagent lige ved havnen. I Agia Roumeli er det på et billetkontor inde i byen og i Chora Sfakion på et ved havnen. I Loutro åbnes et på havnen, men først når færgen ankommer/afgår.

Turen fra Paleochora til Chora Sfakion kostede 20,70 Euro i 2016.

Der sejles også til Gavdos både fra Paleochora (23,30 Euro 2016) og Chora Sfakion (21,20 Euro 2016), men ikke så ofte.

Turen tager ca 4 timer med færgen, men "Kaptajn Costas" i Sfakia klarer det på 1½. Prisen er nok heller ikke den samme.

Hvis man i forårsmånederne har tænkt sig at besøge øen Gavdos over flere dage, bør man gøre det i starten af ferien og ikke i slutningen. Aflyst færge pga dårigt vejr har før afstedkommet mistede flyafgange på hjemrejsen, fordi folk har været strandet på øen.

Se alle Anendyk, priser og sejlplaner | anendyk.gr/ før du tager af sted.

Til top


oprettet juni 2002 - webmaster: erik petersen - opdateret: 03-09-2016