- - Du er her > Start > Kreta > Paleochora

Grækenland. Vandreture på Kreta. Baser på sydkysten.

Paleochora, Paleohora, Paleoxora.

Transport | Overnatning | Restauranter

Kært barn mange navne. Det er en dejlig lille by, som vi forelskede os i for mange år siden. "Er der dårligt vejr i Chania området, så tag om til sydkysten", lokkede os dertil første gang. Vi har boet der i nogle dage, næsten, hver gang, vi har været på Kreta.

I mange år havde vi telt med og boede på Camping Paleochora, lige udenfor byen, men de sidste gange har jeg boet på Anonymous Homestay, der ligger centralt i byen.
Havnepromenaden i Paleochora
Foto: Havnepromenaden i Paleochora.

Mange hyggelige tavernaer i de små gader
Foto: Mange hyggelige tavernaer i de små gader.
Paleochora ligger på sydkysten bygget på en halvø i forbindelse med et Venetiansk fort og er omgivet af to strande. En sandstrand på vestsiden og en ralstrand på østsiden i forbindelse med havnefronten.

Paleochora, der har ca 2000 faste beboere, var i sin tid hippiernes foretrukne by på Kreta og der er en del, der er blevet hængende. Byen besøges stadig af mange rygsæksrejsende, men nu er det fortrinsvis vandrefolk.

Byen ernærede sig tidligere ved fiskeri, men har nu et væld af restauranter, hostals, små hoteller og privat udlejning foruden en lille campingplads tæt på byen.

Der ligger også en campingplads 4-5 km vest for Paleochora, som jeg ikke kendte eksistensen af før 2011.

Kommer man til Paleochora med bus står folk parat med tilbud om "rooms" i samme øjeblik man står af.
Paleochora ved havnen på østsiden
Foto: Paleochora ved havnen på østsiden.

Tavernaer på vestsiden af havnefronten i Paleochora. Set fra molen
Foto: Tavernaer på vestsiden af havnefronten i Paleochora. Set fra molen.
Der er en strandpromenade på byens vestside og en havnepromenade på østsiden med restauranter og caféer, og i byens hovedgade er der flere barer, caféer og restauranter.

Der er banker og hæveautomater, og der er supermarkeder.

Der er forskellige forretninger. Bagere, slagter, grønthandlere, taxi, udlejning af cykler, motorcykler, biler. - alt hvad man skal bruge.

Der er også et rejsekontor, der sælger ture til Samaria og Irini Gorge og også forestår billetter til færgeforbindelsen til Sougia, Agia Roumeli, Luotro og Chora Sfakion, såvel som til øen Gavdos.

Det er også her billetterne skal købes til den mindre turbåd, der sejler til stranden ved Elafonisos om formiddagen og returnerer igen om eftermiddagen.

En velbesøgt tur, som også med fordel kan bruges den ene vej, hvis man vil vandre fra Krios til Elafonisos.
Rejsekontoret der sælger guidede ture og billetter
Foto: Rejsekontoret der sælger guidede ture og billetter.

Turbåden der sejler til Elafonisos
Foto: Turbåden der sejler til Elafonisos om formiddagen og returnerer om eftermiddagen.
Der er de seneste år også blevet sparet på færgefarten grundet den græske krise, og der sejles efter en anden fartplan. I maj 2013 sejledes kun til Agia Roumeli, hvor der så skulle skiftes, hvis man skulle videre til Loutro og Sfakia.

Jeg så ikke hvilken færge der sejlede, da jeg var der i maj, men fik fortalt, at det var den lille færge...
Kan kun råde folk til at tjekke sejlplan og, at der i det hele taget sejles pågældende dag, hvis man vil satse på færgen.

I sæsonen afspærres hovedgaden, der løber parallelt med havnepromenaden, for bilkørsel om aftenen og aftenlivet flyttes ud på gaden.

Så bliver der livligt omkring hovedgaden og havnefront. Der er gang i barer og disko. Stilheden skal søges andre steder i byen.

Ellers er i det hele taget en god og afslappet stemning i byen og turistlivet er ikke så anmasende.
Aftenlivet flyttes ud på gaden
Foto: Aftenlivet flyttes ud på gaden.

Resultatet af beboernes grønne fingre
Foto: Resultatet af beboernes grønne fingre og det varme klima.
Det er en meget malerisk by at drysse rundt i og lave ingen verdens ting.

En lille tur forbi byens kirke og op til fortet, hvorfra der er en fin udsigt over byen og landskabet, kan absolut anbefales.

På vejen tilbage kan man nyde resultatet af beboernes grønne fingre og det varme klima mellem de gamle bygninger, der for manges vedkommende godt kunne bruge en kærlig hånd.


Vandreture fra Paleochora:
Krios - Elafonisos
Distance ca. 18 km, heraf ca 10 på landevej. Grad: 3. Udfordrende.
Paleochora - Sougia
Distance ca. 15 km. 6-7 timer. Grad: 3. Udfordrende.
Agia Irini kløften
Distance ca 12 km. 5-6 timer. Grad: 3. Udfordrende.
Anidri kløften
Distance ca 10 km. 3-4 timer. Grad: 2. Moderat.
Otiummet nydes ved havnen
Foto: Otiummet nydes ved havnen.

Til top

Transport
til og fra Paleochora foregår med bus, hvis man ikke har bil til rådighed. Der er stadig 5 daglige afgange fra Chania og omvendt.

Kommer man fra en af de andre byer på sydkysten er der selvfølgelig færgeforbindelsen. I ydersæsonen kan man dog ikke helt regne med at de sejler. Vejret kan være dårligt og, hvis det blæser for meget indstilles sejladsen. Det sidste gælder i øvrigt også om sommeren.

Busstation og Kafeneion
Foto: Busstation og Kafeneion i Paleochora.
Af samme årsag lod jeg mit skifte fra Loutro til Paleochora gå over Chania. Det kan nås på en dag, men jeg valgte en overligger dag i Chania.

Den lille busstation i Paleochora er et hyggeligt sted, og den lille Kafeneion, der hører med, er stadig samlingspunkt for de ældre mænd. Selvom nyheder, der kommer med bussen, ikke mere har samme betydning, som inden alt det digitale, så kan man jo i alfald lige se de nyankomne lidt an.


Det er nu ikke kun når bussen ankommer eller afgår, men jævnt hen i løbet af dagen, at vejen lige lægges forbi. Så får man en lille sludder, en skarp eller en sort.

Buslinien fungerer stadig, som den altid har gjort. Foruden passagerer medbringer den godspakker og aviser/blade til de små landsbyer undervejs. Ligesom på landet i Danmark i "gamle" dage. Der står så en og venter og modtager godset når bussen passerer.
Busstationen i Paleochora
Foto: Busstationen i Paleochora er et hyggeligt sted.

Link til færgefarten Anendyk.gr og til KTEL bus køreplaner.

Til top

Overnatning
burde ikke blive et problem, selvom man ikke har noget på hånden, når man ankommer. Hver gang jeg er stået af bussen i Paleochora, er jeg blevet tilbudt et room.

Ønsker man at være på den sikre side, kan man via de gængse booking sites ordne det hjemme fra sofaen. Der er mange små hoteller og lignende med få eller flere stjerner. I april 2011 fandt jeg et dejligt sted, som jeg vendte tilbage til i maj 2013:

Anonymous Homestay,
hvilket jeg egentlig burde lade det være, nemlig anonymt, for det er blevet et populært sted og jeg var heldig at få en plads i kalenderen i år, selvom jeg var tidligt ude.

Anonymous Homestay
Foto: Anonymous Homestay.
Folk kommer igen ligesom jeg selv. Det er et lille hyggeligt sted, der ligger stille og roligt, lidt tilbagetrukket fra hovedgaden.

Værelserne er fordelt omkring en lille velholdt, skyggefuld og meget grøn gårdhave.

Der er et par værelser i hovedbygningen, et lille fælles køkken og 3 værelser og et lille fælles køkken i annekset i haven.

Værelset var med bad og toilet og begge dele var rent og pænt. 2 senge, et natbord, et lille sofabord og et klædeskab med ekstra tæpper.

Det værelse i hovedbygningen, som jeg boede i sidste gang, var med en ekstra seng og større end værelserne i annekset.

Lige udenfor hver dør står et cafebord og 2 stole, så man kan sidde udenfor og nyde den grønne gårdhave.
Anonymous Homestay website.
Anonymous Homestay
Foto: Anonymous Homestay.

Der er også campingpladser, Camping Paleochora, en km øst for byen og endnu en, Grammeno Camping, der dog ligger 4-5 km mod vest. Om campingpladser...

Både Galaxy Restaurant Tavern og Taverna Samaria, som er nævnt herunder, har også værelser til leje.

Til top

Restauranter
eller tavernaer er der masser af - og for enhver smag. Der ekselleres naturligvis en del i fisk og der ligger flere fiske restauranter langs havnefronten.

Galaxy Restaurant Tavern på havnefronten
Foto: Galaxy Restaurant Tavern på havnefronten.
På havnefronten ligger Galaxy Restaurant Tavern, som jeg har brugt som frokost restaurant nogle gange. Det har været godt og bedre end hos de andre jeg har prøvet.

Om aftenen er der selvfølgelig andet end fisk på menuen, som hos de fleste andre, men Galaxy skiller sig ikke ud fra mængden med de retter, som jeg foretrækker. Det var dog en af de eneste på havnefronten, der havde åbent tidligt i april 2011.

Ved aftenstide er der liv og glade dage omkring den nu bilfri hovedgade. Restauranter tavernaer og caféer er rykket helt ud på gaden med musik, højrøstet snak og latter. Super hyggeligt.

Er man mere til at indtage sin middag i fred og ro må man søge periferien eller et par gader væk.

Taverna Samaria ligger tæt på Anonymous Homestay og er et hyggeligt stille sted, med en lille gårdhave, et godt sted med yderst veltilberedt mad.

I begyndelsen af april var valget let. Det var et af de eneste steder, der havde åbent, men i maj, hvor alt var åbent blev Samaria valgt på de andre kriterier.
Taverna Samaria
Foto: Taverna Samaria.

Third Eye, en vegetarisk restaurant
Foto: Third Eye, en vegetarisk restaurant.
I en af sidegaderne i den vestlige del ligger Third Eye, en vegetarisk restaurant.

Vi har ofte tænkt på at prøve at spise der, men det var første gang, da jeg entrede stedet i maj 2013.

Måske jeg havde for høje forventninger. Jeg ved det ikke rigtigt. Den var velbesøgt, men den levede ikke op til mine forventninger, hverken hvad mad eller betjening angik.

Til top

oprettet maj 2006 - webmaster: erik petersen - opdateret: 24-11-2013