Fodtøj
Du er her > Start > Mit udstyr til vandreture > Fodtøj

Mit udstyr til vandreture, trekking og hiking.

Fodtøj.

En helt grundlæggende ting, der har stor betydning for en god vandre oplevelse, er selvfølgelig fodtøjet, og det gælder også strømper eller sokker. Det er jo fødderne der skal bære dig igennem, så det er vigtigt, at de har det godt undervejs.

Sokker og strømper.
Når det gælder sokker med skaft siger min erfaring sømløse, gerne faconsyede højre/venstre. Fås også med ekstra forstærkninger på hæl, tå og svang. Blandingsmaterialer med uld er det mest almindelige.
I mine vandresko bruger jeg strømper uden skaft i et tyndere materiale, typisk kunststof.

Mit valg:
Jeg er efterhånden gået helt over til sokker af Merino uld, eller hvor Merino ulden er hovedbestanddel, når det gælder sokker med skaft. Det er smag og behag, eller efter hvordan ens fødder er indrettet, men jeg synes de er super dejlige. Indtil videre består den beskedne sokke beholdning kun af mærket Icebreaker, men andre mærker bruger også Merino uld i blandingen.

Markedet for sokker til aktivt friluftsliv er kæmpe stort. Der er mange producenter på banen, men priserne er stadig generelt høje, så jeg køber, når der er tilbud og udsalg. Det kan godt betale sig at købe god kvalitet.

Mit fravalg:
Tykke uld- eller skisokker, ligesom tennissokker, "one size fits everyone", 12 for en tyver, dur simpelthen ikke. Al for meget sok de forkerte steder, selv til en mindre tur.

Vandretøvler, vandresko og sandaler.
Jeg foretrækker vandrestøvler til alle længere vandreture og de er et must til trekkingture. De har et godt greb og giver klart den bedste støtte og beskyttelse til fødderne.

Har man lidt svage sener giver et højt skaft en rigtig god støtte.

Vandresko kan også bruges både til lange og korte ture, men de giver ikke samme støtte, hvis turen foregår i meget stenet og ujævnt terræn.
Vandrestøvler klar til brug Foto: Vandrestøvler klar til brug.

Jeg har set folk vandre i ganske almindelige sko, travesko og kondisko i andre lande, fordi det er det eneste fodtøj de har, i Nepal bruges plastik klip klappere, og det kan altså godt lade sig gøre, men det kan ikke være rart for fødderne.

Har man et par almindelige funktionelle sko, som man går godt i og befinder sig godt med, kan de måske være at foretrække frem for et par helt nye vandresko eller støvler, der ikke er gået til.

Står man for at ville indvestere i gode vandrestøvler eller vandresko inden næste vandretur, skal det i al fald gøres i så tilpas god tid, at man kan nå at gå det nye par godt til.

Jeg vil ikke vurdere hvilke mærker der er bedst. Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad der falder i ens smag og hvad ens fødder kræver. Der er også ganske mange mærker og typer at vælge mellem. Et godt råd er at prøve flere forskellige par inden beslutningen.

Støvleskifte fra Lowa til Meindl i Zakopane 2009 Foto: Støvleskifte fra Lowa til Meindl i Zakopane 2009. For 12-13 år siden startede jeg med et par billige vandrestøvler fra Føtex og de holdt i et par år til turene på Skåneleden i Sverige og til Bieszczady bjergvandringerne i Polen.

Så investerede jeg i et par Lowa, som jeg gik i fra 2000 og til en tur i Polen i 2009, hvor jeg udskiftede dem med et par Meindl, som jeg købte i Zakopane, hvor der ligger en del 'Outdoor' butikker. I Polen kunne der spares nogle hundrede kroner qua en lav kurs på Zloty.

Mine udtjente Lowa og mine nye Meindl minder meget om hinanden og er begge "Prima Qualität aus Deutschland", hvor de også fremstilles. Begge mærker ligger i den dyre ende og koster herhjemme fra ca 1600 Dkr, men jeg synes, at det er en rigtig god investering. Lowa tjente mig i 9 år.

De var rigtig gode mine Lowa, og vi gik mange, mange kilometer vandreture og trekking sammen. Et par tusinde eller tre skal det nok være blevet til. Alene på caminoen gik vi næsten 800 km.

De blev i øvrigt også brugt herhjemme til alm. daglig vinterbrug, hvor de på fornemmeste vis holdt mine fødder varme og tørre trods kulde, regn og snesjap, men til sidst opgav de altså ævred.

Selvom både Lowa og Meindl virker tunge når man holder dem i hånden, så føles de på ingen måde tunge at gå med.

Sandaler kan bruges i et vist omfang. I sagens natur giver de ikke meget støtte til foden og ingen beskyttelse mod skarpe sten og lignende. Der er dog modeller med beskyttelse til tæerne.

Jeg må dog indrømme, at jeg har vandret mange dagsture med mine Teva sandaler, også steder, hvor jeg ellers vil anbefale støvler eller sko. Det er en indkalkuleret risiko jeg tager, og jeg har da også altid plaster med mig, hvis jeg skulle være så uheldig, at skade tæerne på en skarp sten.

Meindl.de den officielle hjemmeside [Åbner i nyt vindue].

Lowa.de den officielle hjemmeside [Åbner i nyt vindue].

Til top

oprettet marts 2001 - webmaster: erik petersen - opdateret: 14-12-2012