Du er her > Start > Andet relateret > 'Tuned in' på Kreta

Inspiration til vandreture, trekking og hiking.

'Tuned in' på Kreta...

Sig nærmer tiden med hastige skridt. Forberedelserne har stået på den sidste måneds tid, og den afgørende fase med booking af overnatninger er overstået.

Det lyder måske som forberedelserne til en større ekspedition, men der er flere ting, der helst skulle falde i hak .

At finde de billigste overnatninger, har været noget af et puslespil. Der var mange tilbud, men så var der altså lige det med tilgængelighed i forhold til offentlig transport, der drillede.
Stierne på Kreta venter forude. Her E4 sporet fra Paleochora til Lissos
Foto: Stierne på Kreta venter forude. Her E4 sporet fra Paleochora til Lissos.

Jeg er afhængig af at blive transporteret rundt med busser og færger og vil helst ikke bruge for meget tid inden jeg sidder i den rigtige. Hvis man vil med en af de tidlige busser fra Chania og ud på øen, dur det ikke at bo for langt fra busstationen. Jeg har til det formål gjort god brug af både KTEL bussernes hjemmeside og færgefartens hjemmeside.

Færgen er lige startet fra Paleochora på vej mod Sougia
Foto: Færgen er lige startet fra Paleochora på vej mod Sougia
Jeg fandt så ud af, at færgerne på sydkysten tilsyneladende ikke mere sejler hele strækningen Paleochora - Chora Sfakion.

I stedet sejles til og fra Agia Roumeli i begge retninger og det ændrede mine transport muligheder rent tidsmæssigt.

At sætte sin lid til færgefarten kan i det hele taget være lidt usikkert. Meget vind, store bølger, kan forhindre færgerne i at lægge til og så indstilles sejladsen.

Hvis man skal fra Loutro til København samme dag, kan det faktum være ganske fatalt. Man kan nemlig kun komme til og fra Loutro med båd eller til bens.

I 2011 hørte jeg om et par stykker, der missede flyet hjem, fordi de hang fast på øen Gavdos pga dårligt vejr. Gavdos ligger 2½ times sejllads syd for Chora Sfakion. Det tog en uge inden der kunne sejles igen.

Men det er jo også skidt, hvis man har en booking i Loutro og ikke kan komme dertil eller, at man ikke kan komme derfra, hvis man har en booking et andet sted. Loutro er lidt problematisk.

Jeg påregner at gå dertil fra Sfakia (Chora Sfakion). Det skulle tage et par timer langs kysten ad E4 stien.

Når jeg skal derfra igen kan jeg gå samme vej tilbage eller tage båden mellem Loutro og Sfakia, hvis den altså sejler...
Loutro set lidt fra oven. Zigzag sporet op til Anopolis (600 m) anes på bjergsiden
Foto: Loutro set lidt fra oven. Zigzag sporet op til Anopolis (600 m) anes på bjergsiden.

Nu er rammerne i orden og det er op til mig, at fylde dem ud, hvis vejr, vind og knæ holder. Jeg skal overnatte i Chania, Loutro og Paleochora. Jeg har stadig nogle vandreture på "to do" listen, hvor Loutro og Paleochora er udgangspunkter. Chania giver mulighed for akklimatisering, hilse på bekendtskaber og nogle morgenbusser til dette og hint.

Chanias charmerende gamle bydel er tæt på det hele
Foto: Chanias charmerende gamle bydel er tæt på det hele.
Det er en 'low budget' tur, og jeg havde derfor oprindelig tænkt, at tage teltet med og bruge campingpladser for at slippe billigere, men valgte alligevel fast tag over hovedet på overnatningerne af flere årsager.

En er, at jeg helst vil bo centralt i forhold til transport, så jeg let kan komme til og fra. Så spares der både på udgifter til transport og på tid. Campingpladserne ligger alle udenfor byerne med undtagelse af Camping Hania.

En anden er, at jeg kan holde mig med morgenmad og madpakke via indkøb til køleskab, en mulighed der ikke er helt så let på camping. Morgenkaffen er dermed også sikret uden brug af Trangia.

En tredie ting, som heller ikke er let på campingpladserne, er opladning af det elektroniske grej. Ikke fordi jeg slæber så meget med, men mobilen skal have sin daglige dosis strøm og der er jo også batterier til fotoapparat og GPS.

Apropos mobilen, smartfonen, så er Wi-Fi også en detalje at tage hensyn til. Alle de steder med fast tag tilbyder fri Wi-Fi, en ting som campingpladserne ikke tilbyder i samme grad.

Summasummarum.
Jeg fået nogle priser på overnatninger, der næsten matcher campingpladsernes og når hele regnestykket, incl kommende transport og måltider gøres op, er det nok ikke så meget dyrere.

Nu er der 'tuned in' på det hele. Under processen har det været inspirerende at læse om tidlige ture og genopfriske hukommelsen. Kan næsten dufte Kreta. Nu varer det ikke så længe før det på fotoet bliver en realitet.
Nu varer det ikke så længe før... Udsigt fra Galaxy Tavern i Paleochora
Foto: Nu varer det ikke så længe før... Udsigt fra Galaxy Tavern i Paleochora.

Opdateringer?
Jeg vil forsøge at sende nogle opdateringer undervejs, men det bliver kun til facebook af letheds hensyn. Hvis du ikke er på facebook er det alligevel muligt at følge opdateringerne fra indholdsruden på startsiden.

til top


oprettet maj 2013 - webmaster: erik petersen - opdateret: 08-05-2013