Du er her > Start > Andet relateret > Gift i friluftstøjet sætter spor i naturen

Inspiration til vandreture, trekking og hiking.

Gift i friluftstøjet sætter spor i naturen.

De farlige flourstoffer (PFC-stoffer) findes nu overalt i miljøet.

"Din outdoor jakke indeholder så mange giftige stoffer, at den bør ende sine dage på Kommune Kemi".
En påstand som jeg hørte for mange år siden, dengang 'outdoor' tøjet langt overvejende blev brugt af dedikerede friluftsfolk og længe før udbredelsen nåede at omfatte snart sagt alle, som tilfældet er i dag.

Hvis påstanden holder, og det er der meget der tyder på, så er problemet med skadelig kemi kun blevet større med årene, som udbredelsen er steget. Dette gælder bortskaffelsen, men måske især fremstillingen af tøjet.
Hvor giftig er din jakke?
Foto: Hvor giftig er din jakke? North Face vil ikke forpligte sig til at udfase alle skadelige kemikalier.

Det er overvejende kunststoffer der bruges og særlige behandlinger af disse, der skaber de fremragende egenskaber, så vi ved godt, at der bruges kemikalier i produktionen. Hvilke, hvor farlige og hvor meget der bruges, det ved vi vel stort set ikke. Det er ikke lige det der tjekkes, når vi køber gear og hvordan skulle vi også kunne gøre det?

Der er dog regler og kontrol med slige sager, og producenterne gør jo en del ud af, at profilere sig på en vis form for ansvarlighed og bæredygtighed, så mon det er så galt?

Det er det åbenbart.
En ny rapport fra Greenpeace (pressemeddelelse september 16. 2015) dokumenterer, at hormonforstyrrende og skadelig kemi fra friluftstøj har spredt sig til hele verden.

Greenpeace har haft ekspeditioner i verdens fjerneste egne for at indsamle prøver af sne og vand for at undersøge, hvor langt omkring de miljøskadelige kemikalier, fra bl.a. produktionen af friluftstøj, har spredt sig.

Resultatet er "ildevarslende", som de skriver – "alle vegne har vi fundet spor af fluorstoffer (PFC-stoffer), der kan være hormonforstyrrende og er meget svært nedbrydelige i miljøet".

Læs pressemeddelelsen af 16. september, 2015 her:
Skadelig kemi fra friluftstøj har spredt sig til hele verden | Greenpeace.org

Hvad kan vi så gøre som forbruger?
Med mindre man ikke mere vil bruge produkterne, så kan man kun lægge pres på producenterne og kræve ansvarlighed.

Greenpeace forsøger at få de store mærker til at forpligte sig til at afskaffe alle skadelige kemikalier inden 2020, men ikke mange har meldt sig og flere vil ikke være med. Derfor har Greenpeace lanceret en underskriftindsamling for at få friluftstøjmærkerne til at fjerne de skadelige kemikalier fra tøjet.

Ved at skrive under, kan vi være med til at lægge det pres. Du finder den her:
detox-outdoor.org | Greenpeace.

Samtidig kan du på siden få testet lige netop dit fabrikat for skadelig kemi.

Jeg har skrevet under og opfordrer andre til at gøre det samme.

Mere af samme. Fik du læst dette?:
Efterlad kun dine fodspor. | erikpetersen.dk

til top






oprettet oktober 2015 - webmaster: erik petersen - opdateret: 10-10-2015