Rønne - Hasle - Vang.

Distance: 17,8 km. 4½-5 t. Op/Ned 381/305 m. Den korte version: En vandring langs kysten, der byder på både flade stræk og dele, hvor klippekyst og sti går op og ned. Turen har en masse historie, der fortælles på infotavler undervejs. Historie hele vejen. Ruten går gennem Sandflugtsskoven, som Blykobbe plantage nord for Rønne og Hasle Lystskov syd for Hasle kaldes under et. Man passerer Sorthat batteri, fra Englandskrigen 1807-14 og Pyritsøen, hvor man fandt de første fodspor efter dinosaurer på Bornholm.

Ruten på kort nederst på siden. Foto: Bornholm. Vang Vandmølle.

Foto: Pyritsøen mellem Rønne og Hasle.

Distance: 17,8 km. 4½-5 t. Grad: 2. Moderat. Gennem skov, i løst sand, på grus- og asfaltvej. Skilte: Kyststiens gule, og forskellige lokale skilte især i Blykobbe Plantage. Udstyr: Godt fodtøj anbefales. Forår og efterår måske skaljakke, hue og vanter; om sommeren vand og solbeskyttelse. Indkøb: Rønne og Hasle. På Hasle havn har grillen åbent også i marts. Start: Rønne ved Efterskolen. Slut: Vang havn. Til/fra: "Rønne" / "Vang havn" og "Udsigten". De offentlige busser fra BAT.

Jeg bliver dog hurtig lidt i tvivl, for der er flere spor gennem skoven, men jeg holder mig til det bredeste. Så er der en lille afstikker ned til stranden, og jeg går ned og kigger. Den ser nu rigtig fin ud og skulle også være meget populær, men ligger jo også tæt på Rønne. Tilbage på stien er jeg ikke nået langt, da den lille gule mand lige pludselig dukker op på en pæl, godt 20 min efter start. Så er jeg på rette vej. Tjekker min "device" og konstaterer, at jeg har holdt retning.

Foto: Den lille gule mand på en pæl og forude ser skoven fantastisk ud.

Foto: Sortbejdsede fiskerhytter på Sorthat Odde.

Så er det ellers bare deruda'. Skoven ser fantastisk ud forude. Lyset gør den eventyrsagtig og det er lige før jeg forventer at se en elver eller to. Jeg tager en lille afstikker ned til stranden igen og følger den et lille stykke og går så tilbage til sporet igen. Jeg har gået 1 time, da jeg når frem til Sorthat, eller Sorthat Odde, hvor der ligger en række af små sortbejdsede fiskerhytter mellem vej og hav.

Jeg havde aldrig hørt om Sorthat før nu, men de informative plancher undervejs sørger for at rette op på det. Et af Danmarks største teglværker har ligget her og hele strandområdet, ved Sorthat-Muleby og nord for, har lagt grund til stor råstofudvinding i forrige århundrede. Først og fremmest ler, men også kul. Lige efter odden ligger Sorthat batteri, en gammel skanse, der var i brug under Englandskrigen 1807-14. Kanonbatteriet er nyligt restaureret.

Foto: Det nyrestaurerede Sorthat Kanonbatteri.

Foto: Havet æder sig ind på kysten ved Pyritsøen.

Således velinformeret om områdets historie vandrer jeg videre og når frem til den store Pyritsø et par minutter efter. Det ser idyllisk ud. Vejen, der nu er en grusvej, og sporet fortsætter venstre om søen, tæt på den lave skrænt, der flere steder er skredet, ned mod stranden kun et par meter væk. Havet æder sig ind på kysten, der på dette stræk af vestsiden ikke er så klippefyldt.

Nord for Pyritsøen fortsætter sti og grusvej langs kysten. En træbro går over Bagge å og et sted lige inde i skoven ligger Smaragdsøen, hvor der også blev gravet ler, men jeg går forbi uden at se den. Et par minutter efter deles vej og sti. Vejen drejer ind i landet til teglværket og stien fortsætter langs kysten. Det er muligt at gå dette stræk helt nede ved kysten, har jeg senere erfaret.

Foto: En træbro fører over Bagge å.

Foto: Coto privado! Adgang forbudt. Privat område! Minder mig om Spanien.

Stien går i det yderste budskads af krogede, vindblæste træer og buske og godt 10 minutter senere kommer jeg til en asfaltvej. Levkavej. Lyder nærmest græsk. Til venstre fører vejen ned til stranden og lige ud fører den til privat område. En masse skilte med adgang forbudt og privat område skilte minder mig om Spanien. "Coto privado"! Til højre, ind i landet, er vejen skiltet med kyststi skiltet.

Små 10 minutter senere ændrer landskabet sig drastisk til noget der nærmest ligner ørken. Sand og ler er dynget sammen i små bjerge formet af vand og vind, en vestenvind der også systematisk har skåret toppen af, og bøjet, den stride bevoksning. Det er området ved Kultippen jeg er nået til. Her læssede man det opgravede ler og sand af fra brunkuls brydningen inde i landet i det der nu er Rubinsøen.

Foto: Kultippen. Opgravet ler og sand fra brunkuls brydning.

Foto: Hasle forude. Skorstene fra røgerierne ses forude, som hvide fyrtårne.

Nu kan jeg se Hasle forude gennem det nøgne budskads. De karakteristiske skorstene fra røgerierne ses som hvide fyrtårne forude. Det er kun 10 minutter siden jeg var på Kultippen. Da jeg kommer nærmere kan jeg se at der også ligger et stort Dan Hostel et stykke fra røgeriet. Der er bænke og borde her, så jeg sætter mig og pauser. GPS'en viser 8 km. Det er godt 2 timer siden jeg startede.

Jeg holder mig til vejen langs havnen og finder til min store glæde, at havnegrillen har åbent. Det må fejres med en kop kaffe. Jeg sætter mig udenfor i solen. Herfra er der udsigt til en særskilt lystbådehavn omkranset på 2 sider af ferieboliger. Ser ret godt ud faktisk. For enden af havnen, slår stien og vejen et par sving for at komme op ad bakke til landevejen og her skilles de så.

Foto: Lystbådehavnen i Hasle.

Foto: Spor fra istiden - fredet for fremtiden.

Der er skilte for både cykelvej (10) og kyststi, der begge viser til Jons Kapel og følges 5,1 km derud ad. Spor fra istiden - fredet for fremtiden, står der på en infotavle i starten af stien. En spændende historie fra istiden om den baltiske issø. De eneste spor jeg umiddelbart kan se er af yngre dato. Det er de rådne majskolber fra sidste års høst der ligger langs stien. På marken står resterne af planterne.

Vejen går næsten i niveau med strandkanten og kun et par meter fra denne, adskilt af en rabat af marehalm. Udsigten er eksemplarisk. De få huse der ses ud ad vejen, ligger nedenfor de høje skrænter. Det tager sig godt ud. Det er en dejlig tur at gå, som afveksling til stien ved skov og strand, og jeg nyder at kunne gå uden hele tiden at skulle se, hvor jeg sætter fødderne. Det tager 10 minutter, så er jeg fremme i ren idyl.

Foto: Udsigten mod Helligpeder.

Foto: Bornholm. Ja det er Helligpeder.

"Ja det er Helligpeder", står malet på en sten. Min GPS viser 12 km. Det er passende at holde en lille pause i disse idylliske omgivelser, som jeg har næsten for mig selv. Solen skinner fra en helt skyfri himmel, og skærmet lidt for vinden er det rigtig rart. Der er ikke nogen mennesker ved den lille havn og bortset fra et par cykelryttere, som træner igennem og i næste nu er væk, ser jeg ingen mennesker.

Det ser nok en del anderledes ud om sommeren. Jeg kan forestille mig, hvordan store turistbusser tager vejen ned ad Teglkåsvej forbi Helligpeder og Teglkås på vej Bornholm rundt. Jeg har læst at husene i Helligpeder og Teglkås er de mest fotograferede huse på Bornholm og Helligpeder er da også en lille fotogen plet. Det må jeg tilstå. Hvad med dette smukke hus? Jeg er nok ikke den eneste, som har taget det motiv.

Foto: Bornholm. Ja det er stadig Helligpeder og meget fotogent.

Foto: Bornholm. Og nu er det så Teglkås.

De næste 1½ km til Teglkås ligner strækningen til Helligpeder til forveksling. Jeg går langs med og tæt på vandet. Da jeg nærmer mig husene i Teglkås, møder jeg faktisk mennesker, folk der ligesom jeg er ude at lufte skoene. Teglkås er lige så idyllisk som Helligpeder og her er der faktisk en smule liv omkring havnen. Der er også et ældre ægtepar med en bil uden liv i, som jeg må hjælpe med et skub, uden at den lille dyt liver op.

Sporet snor sig op og ned, men for det meste opad. Et sted er der lavet interimistiske trapper på et lang stykke. Efter et kvarter er jeg fremme ved en skille vej. Stien der går lige ud bærer kysttiens mærke og en sten viser vej til Jons Kapel, mens den til højre kun er mærket med en stor sten, der hælder faretruende og viser til Ringebakkerne og Vang. Jeg vælger kyststien og regner med at kunne fortsætte ad denne også efter Jons Kapel.

Foto: En skillevej på vej til Jons Kapel.

Foto: Trapperne ned til Jons Kapel.

Kort efter er jeg så ved det berømte kapel, eller rettere ved toppen af det. Det lader til at de mange trapper fører ned til bunden og stranden og Jons kapel, men så holder jeg mig heroppe. Stien fortsætter og det gør jeg også efter at have betragtet scenariet en stund. Kort efter støder den til stien fra før. Terrænet er blevet mere vildt på det sidste stræk, mere som oppe ved Hammerknuden, men jeg nærmer mig jo også.

En halv times tid efter kapellet står der pludselig et lille træskur ved siden af stien. Indenfor fortælles historien om redningsvæsenet, strandinger og redninger, på store plancher med fotos. Udenfor er stien aldeles mudret. Lige her foran skuret løber vandet til og kan ikke løbe fra, og vi gående kan ikke komme udenom at steppe i smatten. Et par improvisoriske grene og planker og lidt granris har ikke den store virkning.

Foto: Udenfor det lille skur er stien aldeles mudret.

Foto: Et smukt sceneri der lige må nydes en stund.

Stien fortsætter opad og ind i en skov af birketræer. Jeg kan se, hvad der må være havnen i Vang, gennem træernes nøgne grene. Jeg kommer forbi en lille sø omkranset af klipper, et smukt sceneri der lige må nydes en stund. Få minutter senere er der frit udsyn til havnen. Den ser lidt underlig ud. Bygget ude i vandet og hænger ligesom ikke rigtig sammen med land?

Da jeg kommer nærmere, kan jeg se, at broen rækker over en dyb slugt. Nede i slugten går en grusvej, der forbinder havnen, jeg så tidligere, med et granitbrud inde i landet. Den rigtige Vang havn ligger lidt længere fremme. Jeg er nået til Vang granitbrud, som i over 100 år har leveret granit til diverse formål. Produktionen stoppede vist i 1996 og der er store planer for at inddrage både afskibningshavnen og resterne af brydningen til fritidsliv og rekreative formål.

Foto: Kunstbroen, der fører over slugten ind til granitbruddet.

Foto: Vang vandmølle.

Det sidste stykke til Vang går ned gennem skov og stien kommer ud lige ved Vang vandmølle. En smuk gammel bygning med møllehjul, rislende vand og det hele. En infotavle fortæller historien i ord og billeder. Jeg vender næsen mod vejen, der fører det sidste stykke nedad bakken. Det ser idyllisk ud med det gamle bindingsværkhus, der ligger for enden af vejen.

Ned mellem huset og et højt stengærde, så er jeg på havnen i Vang. Den er ikke så stor. Der står et busstoppested, så hvis man kan passe det ind med bussen kan man stå af eller på her, men ellers må man som jeg op i byens udkant til "Udsigten", hvor en af buslinierne vender. Jeg følger vejen, der laver et flot stejlt sydlandsk zig, for at komme op i byen. Der er godt 60 m op til udsigten, der viser sig at være navnet på et af husene. Stoppestedet, med halvtag, er her dog.

Foto: Ned ad gaden mellem huset og et højt stengærde, så er jeg på havnen i Vang.

Til top

Til top