9. Lysa Polana (v. Palenica Bialczanska) - Zakopane.

Sporet starter ca 1½ km syd for Lysa Polana og går til landsbyen Toporowa Cyhrla, 2-3 km øst for Zakopane. Til: Minibus fra Zakopane til P-pladsen ved Palenica Bialczanska, 1½ km syd for Lysa Polana. Fra: Der er et bus stoppested, hvor man kommer ud på landevejen. Proviantering: Kun i bistroen ved Palenica Bialczanska.

Se turen fra Lysa Polana (v. Palenica Bialczanska) - Zakopane på et større kort.

Foto: Palenica Bialczanska. Start på den blå sti vi fulgte den første halvanden times tid.

Den blå sti starter med en sidevej ind i skoven. Et skilt viser 1.05 op til Rusinowa. Stigningen er blød og skovvejen ligeså, hvor der ikke lige er grus og sten, men efter 20 min stiger terrænet noget mere og stien bliver til trapper understøttet af bjælker. Det er selvfølgeligt meget godt, især i regnvejr, hvor stien formentlig kan ændre sig til en flod, men det er nogle meget lange trappetrin, som synes at bryde rytmen hele tiden. Passer ikke ind i fodslaget.

Der er ikke meget udsigt, som vi vandrer derud ad, granerne lukker effektivt af, men ind imellem er der alligevel lidt udkig. Vi passerer et sted, hvor skoven er ganske ryddet over et stort stykke og jeg tænker på Slovakiet og de skader en voldsom storm i november 2004 havde forvoldt på den side af Tatra. Var dette almindelig skovpleje eller en nødvendighed pga. storm? Under alle omstændigheder er der nu frit udsyn tilbage mod Palenica Bialczanska.

Foto: Stien blottet pga skovrydning. Et kig tilbage i retning mod Palenica Bialczanska.

Foto: Rusinowa Polana for enden af stien efter 65 min vandring.

Kort efter er vi igen inde i skoven og på den sidste del af de første 200 højdemeter. Vi har gået en time, så det må være lige før. Vi nærmer os en lysning og kan nu se et skilt for enden af stien. Tættere på, kan vi nu også se den tværgående sti. Rusinowa Polana. Det er sjældent vi overholder de angivne tider, men det er faktisk lykkedes os denne gang. Præcis 65 min siden starten sætter vi os, holder en pause og kigger ud over landskabet.

Næste delmål er hytten Jaworzynskiej om kun 10 min og måske lidt at spise? Stien har nu retning mod nord, går næsten i niveau på et plateau og der er fint udsyn til alle sider. Det var diset og skyet, da vi startede, men nu er der spredning og solen får også lov. Vi passerer en lille bjælkehytte, hvor stien drejer mod nordvest og et tilbageblik viser de stadig sneklædte Tatra tinder mod sydøst, i Slovakiet på den anden side af grænsen.

Foto: Sneklædte Tatra bjerge i Slovakiet på den anden side af grænsen.

Foto: Den beskedne hytte Jaworzynskiej. Kun frisk røget ost og kærnemælk.

Vi kan nu se hytten forude og den ser ud til at være velbesøgt. Det lover godt for så kan vi vel få noget at spise. Det er nu et noget begrænset sortiment viser det sig ved nærmere eftersyn. Friske røgede oste og restproduktet - kærnemælk. Lidt en bet for en sulten mave, men bedre end ingenting. De smager godt, men jeg vænner mig aldrig til den gummifornemmelse, disse røgede oste fremkalder når jeg bider i dem.

Der er godt besøgt ved hytten. Et populært udflugtsmål tilsyneladende og det er ikke kun vandrefolk, men også familier med børn. Landevejen ligger også kun lidt over en time fra hytten, hvis man følger blå sti videre mod nord, så der er sikkert en del der går den tur. Selvom det ikke ligefrem fyldte depoterne var det nu godt at få lidt at spise, men den måde osten gnider mod tænderne - ka' ikke ha' det...

Foto: Et kig ind i hytten, hvor den friske røgede ost bliver til.

Foto: Fra plænen foran hytten kan vi se den grønne sti, som vi skal videre ad.

Fra plænen foran hytten kan vi se den grønne sti, som vi skal videre ad. Den er ganske tydelig i landskabet mod syd og går opad den store grønne bakke foran os. Vejret er faktisk gået hen og blevet ganske dejligt siden starten. Solen skinner, det er lunt og fleezen er taget af for en stund. Skal vi? - Ja. Vi gør os klar til at drage videre op ad den grønne bakke på den grønne sti - meget passende.

Så er vi på vej og det der så ganske let ud trækker alligevel sved på panden. Et godt stykke oppe ad bakken tager vi en puster og kigger tilbage ned mod hytten. Det ser ganske godt ud. Malerisk smukt. Landskabet flader ud når man kigger mod nord, men i alle andre retninger tårner bjergene op. Næste delmål er et sted der hedder Rowien Waksmundzka (40 min), men først skal vi over nogle klipper ved Gesia Szyja (1489 m) og turens højeste punkt.

Foto: Et stykke oppe ad bakken ser et kig tilbage mod nord og hytten sådan ud.

Foto: Et kig tilbage mod nordøst. Kæmpen med sne på i baggrunden står i Slovakiet.

Vi når op hvor sporet drejer ind i skoven. Stien er også her understøttet af runde kævler næsten hele turen på sin vej opad bakken. Og det er kun gået opad siden hytten, så vi må snart være kommet de godt 200 m op til det sted, hvor terrænet skulle flade ud (1429 m). Tager en puster og kigger tilbage ad sporet i retning mod nordøst. Granskov på begge sider af sporet og en kæmpe med sne på i baggrunden. Den står i Slovakiet.

Men tiden... Den holder ikke en meter! Vi har brugt 1 time og er vel ikke halvvejs? - Frem med kortet. 40 min står der. Så vidt jeg kan se er vi tæt på det sted, hvor det flader ud før klipperne ved Gesia Szyja og det er knap halvvejs. Godt nok er vi ikke hurtige opad, men... Måske de trappetrin har noget med det at gøre. De er altså irriterende at gå på. Passer ikke ind i skridtlængderne, så rytmen bliver hele tiden brudt med halve skridt.

Foto: De irriterende trapper. Passer ikke ind i skridtlængderne.

Foto: Gesia Szyja og klipperne, der viser sig at udgøre et lille pas.

Små 10 min senere er vi så nået frem til Gesia Szyja og klippestykkerne, der viser sig at udgøre et lille pas. Klipperne ser ud som de er vokset ud af bakken. Sporet har lige pludselig ændret sig dramatisk. Udsigten er i top. Lige efter passet er det der kræves en sikker fod. Stien har ingen kævler, der understøtter og hælder lidt mod afgrunden og selvom der ikke er langt ned, er det alligevel et lidt skidt stykke.

Fra passet gik sporet nedad i skoven og efter 20 min var vi så endelig fremme ved Rowien Waksmundzka, hvor rød sti krydser. De 40 min på kortet var blevet til 90... Håber resten af tidsangivelserne passer bedre. (Se efterskrift) Skiltningen viser 40 min til Psja Trawka. Det er der, hvor sort sti og cykelrute, tillige med den mindre flod Sucha Woda, krydser den røde som vi skal følge herfra. Fra Psja Trawka skulle der så være godt 50 min ud til landevejen. Vi må se.

Foto: Skiltningen viser 40 min til Psja Trawka. Rød sti ind i skoven bagved.

Foto: Lige forude ligger en lille bro af tømmerstokke over floden.

Det er en rimelig begivenhedsløs vandring. Det går jævnt nedad og stien er flere steder lagt med kævler i siden. Skov på begge sider. Og så pludselig er vi fremme ved floden. Lige forude ligger en lille bro af tømmerstokke over floden. Vi sætter os og pauser. Vi har brugt præcis 40 min. Vi har fundet floden, men hvor er sort sti og cykelruten? Nå, dette er også kun en lille flod, måske en forgrening?

Et kig på kortet afslørede, at det er en af flere forgreninger vi kommer til at krydse inden vi er fremme ved sort sti. Hmm... Troede lige vi var gode med tiden. Vi fortsætter på sporet, der hele tiden befinder sig i nærheden af floden. Vi går over en lidt større træbro og snart efter kommer endnu en lille bro. Dennegang er det kun et par træstammer med træde plader. 15 min senere er vi så fremme ved det sted, hvor vores røde møder sort sti og cykelruten.

Foto: Endnu en lille bro. Dennegang kun et par træstammer med træde plader.

Foto: Skiltningen her viser, at der er 1.05 time til landsbyen Toporowa Cyhrla.

Vi havde brugt 20-25 min mere end de påregnede 40 min skiltet ved Rowien Waksmundzka viste. Skiltningen her viser, at der er 1.05 time til landsbyen Toporowa Cyhrla. På kortet står 50 min... En påmindelse om, at tiderne på både kort og skilte ikke må tages for andet end vejledende. Vi er også ved at være lidt møre, men der er altså stadig lang vej - helt hjem.

Vi fortsætter ad stien, der her ved krydset minder om en spansk camino real, men snart igen tager form som det den er, en stenet polsk bjergskovsti. Det går jævnt nedad gennem skoven af nåletræer. Terrænet ligner det, vi har gået i de sidste par timer. Da vi har gået godt 45 min, begyndte en spirende mistanke at brede sig om, at vi måske ikke var helt på rette spor. Hvornår havde vi sidst set et rødt mærke på træerne?

Foto: Stien er meget fin og minder lidt om en camino real.

Foto: For det meste lignede stien dog det den var, en stenet polsk bjergskovsti.

Vi blev enige om, at vi ikke kunne have misset en sidevej, men i følge kortet er der flere lokale stier i området, så måske alligevel? Vi spejder efter røde markeringer, men finder ingen. Den sti vi følger har i alfald den rigtige retning i følge kompasset, så det er vel bare at klø på. Rammer vel landevejen på et tidspunkt. Vi fortsætter. Ingen røde mærker, men mange små stier. Det må vel betyde, at vi er tæt på landevejen?

Vi roder lidt rundt på de små stier, kan høre landevejen en gang i mellem, og finder så en større skovvej. Så endelig. For enden af skovvejen, hvor en lille flok får har slået sig ned, er landevejen nu synlig. Vi har været 1.10 time om skiltede 1.05 time. Det er faktisk godt gået, når vi nu også var på afveje. Det var ikke det rigtige sted vi kom ud på landevejen, for der var ingen vandreskilte.

Foto: Endelig er landevejen synlig for enden af skovvejen.

Foto: Forkert vej vi kom ud, man må i al fald ikke gå ind ad den.

Tværtimod var der et skilt, der forbød vandring ind ad den sti vi kom fra. Det viste sig, at vi var kommet ud til landevejen ca 1 km for langt mod øst, ved vejen til Murzasichle. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle vente ved busstoppestedet på hjørnet eller begynde at gå, for vi havde ingen idé om, hvornår, eller om der i det hele taget kom en bus. Inden vi nåede at tage en beslutning dukkede der en bus op.

til top