Du er her > vandreture start > Tyskland > Vandreture v. Königssee

Vandring i Bayern. Vandreture i Berchtesgadenland ved Königssee.

Vandreture ved Königssee.

Den store P-plads ved Königssee er udgangspunkt for flere vandreture, men med et kort i hånden kan man hoppe på i f.eks Dorf Königssee, hvis man vil gå en tur op til toppen af Jenner.

Der er flere ruter opad, men det sidste stykke kun 2, fra hhv syd- og sydvest. Fra toppen kan man alternativt vælge ruten, der går ned til anløbsbroen ved Kessel og så tage turbåden tilbage. Man kan også starte turen ved Kessel, hvis man ikke vil være afhængig af en båd tilbage.
Skiltning på vej op til Jenner [Klik for et større billede]
Foto: Skiltning på vej op til Jenner.

Vi købte et kort over området i en Info butik. Et udmærket 1:25000 kort, med vandreture, cykelture og til GPS brug. Ét ud af en stor serie, men Nationalpark Berchtesgadens officielle kort. Stierne har kompatible numre med skiltningen i parken.

Udfra kortet fandt vi frem til nogle muligheder og nåede at gå forskellige vandreture inden vi blev fordrevet pga vejret. Herunder ~ inspiration til vandreture ved Königssee:

Fra Dorf Königssee til Königsbachalm
og samme vej tilbage. En god dagstur. Königsbachalm er et Gasthof. Mad og øl.

Fra Sonneck Bergstation til Dorf Königssee.
I Berchtesgaden kan man tage en lift op til Sonneck i 1000 m med Obersalzbergbahn. Med retning stik syd mod Jenner Mittelstation vandrer man i godt 1000 m. Vi valgte så retning ned mod landsbyen, da det blev muligt. En god dagstur.

Fra Jenner til Mittelstation.
En kort tur nedad, der var ment til at gå hele vejen ned, men dårligt vejr indhentede os og fra Mittelstation tog vi turen ned med kabelbanen.

Malerwinkel
En lille kort rundtur. Den er ikke ret lang, men hyggelig og malerisk, når man får et kig til søen og St. Bartholomä i det fjerne.

Tyskland. Berchtesgadenland. Imponerende Watzmann set fra Jenner [Klik for et større billede]
Foto: Imponerende Watzmann set fra Jenner.
På den modsatte side af Königssee kan der også vandres, men det terræn nåede vi aldrig at kigge ud. Der er blandt andet muligheder for at prøve kræfterne af på Watzmann (2713 m). Et imponerende bjerg og forståligt nok områdets vartegn.

Der er flere ruter på den nedre del af bjerget, der kan klares af de fleste, men på selve Watzmann skal man nok være øvet eller gå med guide. En af de spændende ruter på Watzmann går ned til St. Bartholomä.

Via Alpina
Et internationalt hiking spor, der hedder Via Alpina, går forbi Königsse så man har her muligheden for at hoppe på sporet i den ene eller anden retning.

Via Alpina går fra Trieste til Monaco, så der er noget at tage fat på, men jeg kender i øvrigt ikke mere til det.
Læs evt. mere på via-alpina.org.

8. marts 2012
Obs:
Der har åbenbart været problem med dette link, men det er nu klaret.
Tyskland. Berchtesgadenland. Planche om Via Alpina Trail [Klik for et større billede]
Foto: Planche om Via Alpina Trail. [Tjek link]

I mellemtiden er sitet blevet kraftigt opdateret og fremstår som et absolut seriøst bud, hvis man har til sinde at planlægge en alpin tur.

5 ruter, hvoraf én går gennem alle de alpine lande, med mere end 5000 km og 342 dags etaper alt i alt.

Via-alpina.org har, foruden et kort over ruterne, en officiel beskrivelse af samtlige etaper med sværhedsgrad, vandretid, distance, højdekurve og op/ned. Der er links til refugier, henvisninger til topografiske kort, guidebøger og hjemmesider og det er muligt for brugere at kommentere på etaperne.

til top



oprettet juli 2008 - webmaster: erik petersen - opdateret: 11-07-2013