Du er her > vandreture start > Chill faktoren
Inspiration til vandreture, trekking, hiking og friluftsliv.

Chill faktoren. Har du styr på den?
Vinden reducerer den varme kroppen prøver at opretholde, så jo større vindhastighed, des større varmetab.

Chill faktoren, eller på godt dansk, kuldeindekset, er ikke kun noget, der hører vinteren og denne mørke tid til. Det kan også blive meget aktuelt og nærværende, hvis man vandrer i højderne på alle andre tider af året.

Vejret i bjergene kan skifte utroligt hurtigt. Fra høj sol og varme til blæst, regn og kulde på ganske kort tid. Sågar sne, afhængig af hvor højt man er.
Vejromslag i Tatra bjergene
Foto: Vejromslag i Tatra bjergene

Risikoen for en kraftig nedkøling er absolut til stede, hvis man er taget af sted i sommertøj uden en gardering med lidt varmt tøj i rygsækken.

Folk der er vant til bjergene ved selvfølgelig alt dette, men der er også mange, der tager af sted uden at tænke på den risiko. Det er jo kun en dag tur...

Jeg har oplevet et sådant omslag i vejret i Tatra bjergene, hvor det kom bag på selv de lokale. Ikke alene blev man våd, man blev også hunde kold. Det var ikke ligefrem livstruende for den enkelte, dertil var der for mange på stierne, men alene lidt højere oppe... Et lille uheld...

T-shirts, gummisko og sandaler var ikke meget værd. På det sted, hvor uvejret ramte os i nærheden af bjerghytten Schronisko Murowaniec, var der stadig 2-2½ time til Zakopane.

Vi havde fleece og regnjakker i dagstursrygsækken og kunne nøjes med våde og kolde ben, men mange frøs tydeligvis på vej ned ad stierne, der var omdannet til rivende strømme af koldt vand.

Så selv om termometeret viser 20 grader og det ikke blæser, når man står og venter på kabelbanen i Kuznice (ca 1000 m.o.h.), så er temperaturen faldet en del når man når op til Kasprowy Wierch i 1987 m.o.h. og her blæser det tilmed.

Hvor meget falder temperaturen med højden?
Der er mange faktorer indblandet, men en tommelfingerregel siger, at temperaturen falder med ½ grad pr. 100 m opstigning.

Der er ca 900 højdemeter op til Kasprowy Wierch, så efter tommelfingerreglen er der kun lige over 15 grader, når vi stiger ud af kabelbanen. Det blæser måske bare 8 m/s (Frisk vind jvf. DMI), men med chillfatoren giver det en temperatur på kun ca 8 grader. Med en hård vind (10,8-13,8 m/s) falder temperaturen yderligere 1-2 grader. Så ender vi på 6-7 grader. - Det sgu for koldt til T-shirt!

Se skema over chill factor her på dmi.dk

DMI har også en smart Meteorologisk lommeregner, der omregner temperatur, vindhastighed, lufttryk og kuldeindex ved indtastning.

Se også DMI's vind skala (Beaufort)

tilbage | til top


oprettet november 2012 - webmaster: erik petersen - opdateret: 28-11-2012