Du er her > Start > Bulgarien > Rila bjergene > Borovec

Vandring i Bulgarien. Vandreture i Rila bjergene.

Borovec

- eller Borovets alt efter oversættelse - er et stort skisportsted i Rila bjergene. Det ligger omtrent 70 km syd for Sofia. Sikkert bekendt af en del danske skifolk. Og det ser også godt ud set fra en ikke skiløbers synsvinkel.

Flere moderne lifte med en kapacitet på ialt 7600 i timen. Dertil kommer trækliftene med 6400. Sat op mod ca 6000 overnatninger, der er kapaciteten, er det vel godt nok? Bakkerne ser drabelige ud for undertegnede aldeles ukyndige.

Hotellerne ser gode nok ud og der bygges flere. Til stedets absolutte fordel tæller selvfølgelig de billige priser. Og afterskiing må have gode muligheder med priserne på øl og div. En tjener kendte også "danska snaps" og fortalte, at der var mange danskere om vinteren.

Der er mange i Borovec, der kan snakke engelsk så det er lidt lettere at begå sig. Foruden de store hoteller i Borovec 'centrum', Hotel Zamokov og Hotel Rila ligger der en del mindre i udkanten.

Små 3 km udenfor ligger to hytte byer med god kapacitet. Malina Villas og Yagoda Villas. Vi boede i sidstnævnte i 5 dage. Prisen var 60 Leva pr. nat, men vi fik rabat så prisen blev 55 Leva. Ca 220 kr for et udmærket bjælkehus med bad og køkken.

Sidstnævnte var dog ikke til noget særlig, men i Borovec kan man spise godt til billige penge, så hvorfor dog også bruge køkkenet til andet end kaffe?
Bulgarien. Skisportstedet Borovec i Rila bjergene
Foto: Bulgarien. Skisportstedet Borovec i Rila bjergene.

Den næsten 5 km lange svævebane til toppen Yastrebec i 2350 m er i sommermånederne kun åben i weekenden - og så kørte den ikke hele vejen, da vi var med. Den sidste stejle bid var ikke i drift. Prisen var dog for hele turen. Men skidt er det, at den ikke kører nogle flere dage, for man ville kunne nå en del i de høje bjerge på en dags vandring og tage banen ned igen. Man kan alternativt vandre fra hytte til hytte, hvis man lyster. På 3-4 dage kan man gå fra Borovec til Rila klostret med overnatning i hytte.

Bulgarien. Rila. The Blue House i Borovec
Foto: Bulgarien. Rila. The Blue House i Borovec.
I Borovec "centrum", der er koncentreret omkring de meget store hoteller Zamokov og Rila, findes barer, restauranter, butikker med tøj, med souvenirs, noget andet tøj, ski butikker og supermarkeder.

Der er damer, der sidder og knipler dagen lang og sælger deres storslåede værker.

Det er her foran de store hoteller at pisterne ender ved vintertide.

Der er flere forskellige slags sikkerhedsfolk i arbejde her, men kendetegnet for de fleste er at de kan lide at gå og svinge med deres store knipler og se barske ud. Nogle lignede bøller. Men ellers absolut fredeligt og hyggeligt. Nogle få vandrefolk blandt de gæster, der så vidt vides var overvejende bulgarer.

Mange hyggelige og listige steder at indtage en kop kaffe eller en øl og hyggelige steder at spise, både inde og ude.

Der har også været en skihopbane. Denne har sikkert kendt bedre dage og er ikke i brug, men i forfald.

Det var nu ellers ikke udpræget i Borovec, snarere tværtimod. Det meste virker i god stand og det er moderne liftsystemer. Et helt nyt af slagsen blev taget i brug i vinters lidt udenfor Borovec.
Bulgarien. Rila. Skihopbane i frit fald - forfald - i Borovec
Foto: Bulgarien. Rila. Skihopbane i frit fald - forfald - i Borovec.

til top




oprettet juli 2005 - opdateret: 14-02-2013