Du er her > Start > I år er det 20 år siden

I år er det 20 år siden...

Godt inde i januar og vinteren er det på tide med en opdatering fra stuens varme. Det er frost udenfor i døgndrift - lidt uvant.

I år er det 20 år siden, at mit første website så dagens lys. Det indeholdt beskrivelse af de første vandringer i henholdsvis Sverige og Polen.

Gennem årene udviklede sitet sig til det nuværende med beskrivelser af vandringer rundt omkring i Europa og Nepal.
Smuk beliggende camp på Skåneleden
Foto: Smuk beliggende camp på Skåneleden.

De senere år har der ikke været samme gang i rejser og vandringer og derfor heller ikke i opdateringer på sitet. Alder, en tilværelse som pensionist og mindre penge har indhentet mig. 20 år er lang tid...

Nye interesser er også kommet til og i 2018s abnormt varme sommer måtte jeg koncentrere mig om at passe, vande og holde min nye interesse, mit lille 'landbrug' levende, og var derfor ikke meget omkring.

Jeg var dog en tur til Kreta sent i august. Sociale interesser skal plejes og passes både hid og did. Ikke megen vandring. Vi opholdt os i Paleochora det meste af tiden, og den lille tur til Anidri og Anidri kløften blev vandret endnu en gang.

Så en flyrejse, frem og tilbage, er hvad jeg har trukket ekstra på klimakontoen i 2018...

Den store synder. Flyrejsen
Foto: Den store synder. Flyrejsen.
Klimakonto, klimaproblemer og bevidstheden om det spor vi efterlader ved flyrejser, kan ikke bare negligeres (se Efterlad kun fodspor).

At undgå flyrejser er bare ikke så lige til. Hvad hvis man vil til f.eks Kreta og kun har 14 dage? Det kan lade sig gøre, men er en langsommelig og dyr affære.

Så hvis jeg fremover bruger vingerne har jeg mit kvotesystem at falde tilbage på, og til at lutre min samvittighed.

Fremtidige vandringer vil jeg dog helst holde indenfor, havde jeg nær sagt, gå afstand, men under alle omstændigheder helst indenfor en afstand, som jeg kan nå uden at belaste klimaet.

Tilbage er nu de mange vandreture der allerede er gået. Beskrivelserne af dem bliver stående til inspiration og forhåbentlig gavn og glæde for mange (kan se i statistikkerne, at der stadig er masser af besøgende på sitet).
Stien langs Store Vejleå mod Vallensbæk Mose
Foto: Stien langs Store Vejleå mod Vallensbæk Mose.

Hvordan folk kommer til og fra vil jeg ikke blande mig i. Det må være op til ens tro og samvittighed.

til top



oprettet januar 2019 - webmaster: erik petersen - opdateret: 25-01-2019