Du er her > Start > Tyrkiet

Vandreture i det sydvestlige Tyrkiet.

Med de mange charter turister er der blevet åbnet for billige rejser til landet og med en god billig busdrift i landet kan man komme langt omkring på egen hånd. Væk fra de overfyldte feriesteder, hvis man vil opleve et andet Tyrkiet. Som vandrer - som med andre rejsende - bliver du taget godt imod, og landet har en del at byde på for vandrefolk. Fantastisk natur, små hyggelige landsbyer, god mad og gode overnatnings muligheder.

Tyrkiet har ingen tradition for fritidsvandring, som vi kender det. Tyrkerne kan generelt ikke forstå, hvorfor nogen finder det spændende, at bevæge sig til fods i uvejsmæssigt terræn, når man nu kan køre. Dette skal nok ses i lyset af, at der først i 1986 blev bygget en landevej, der forbandt sydkystens byer. Indtil da foregik trafik mellem byerne ad grusveje og æselstier - og meget af det til fods. Ude på landet er det stadig en del af det daglige hårde slid og er det ikke absolut nødvendigt, så går man ikke.

Tyrkiet har nu to langdistance vandreruter, der hver er på ca 500 km. "The Lycian Way" og "The St Paul Trail" eller Den Lykiske Vej og St Paul Sporet - på godt dansk.

Den Lykiske Vej, der åbnede officielt i 1999, er autoriseret af det tyrkiske Turist og Kultur Ministerium og sponsoreret af Garanti Bank, mens St Paul Sporet der åbnede i 2004, er autoriseret af det tyrkiske Forst Ministerium og endnu ikke sponseret.

Begge vandreture er udforsket, udviklet og implementeret af englænderne Kate Clow og Terry Richardson, der begge bor i Tyrkiet.
Tyrkiet. Lykisk sarkofag
Foto: Tyrkiet. Lykisk sarkofag.

Vandreruterne er mærket med rød/hvide striber efter den europæiske standard 'Grande Randonnee' og mange frivillige fra flere lande er hvert år med til at vedligeholde stier og veje.

The Lycian Way går fra Fethiye til Antalya og følger hovedsalig kysten. Lykien er det historiske navn for Tekke halvøen der stikker ud i Middelhavet fra Tyrkiets sydkyst og vandresporet følger historien ad de gamle ruter og romerske veje. Den er graderet som middel til hård, da der er en del op og ned, sværest mod slutningen.

Tyrkiet. Phellos
Foto: Tyrkiet. Phellos.
St Paul Sporet går fra Perge, 10 km øst for Antalya og til Yalvac nordøst for Egirdir søen og følger til dels den rute som St Paul vandrede på sin første missions rejse til Lille Asien.

Det er en hårdere rute end Den Lykiske Vej. Starten er ved havets overflade, men det meste af turen foregår over 1000 m og man når op i 2200 m. Der er ikke nogle vejskilte, da der mangler en sponsor, men ruten er komplet markeret.




til top





oprettet december 2005 - webmaster: erik petersen - opdateret: 18-11-2014